Gymnasiet
Uha, det var skræmmende. Jakob skulle begynde på gymnasiet
og kunne næsten ikke sove natten før. Var der mon nogen, han kendte? Ville han
blive en af de seje, en af dem, som de andre så op til og som scorede piger
hele tiden? Eller ville han blive en taber? Det måtte ikke ske. Jakob sørgede for
at tage det nyeste flotteste tøj på, og sætte håret så smart som muligt.
Alligevel var det skræmmende at gå ind af døren til den store hall på
gymnasiet. Der var ekstremt mange sommerfugle i maven. Det føltes som om, alle
kiggede hen mod ham. Jakob kiggede rundt og kunne se, at alle de andre havde nogen
de stod sammen med. Og hvor så de også seje ud – de andre. Jakob var slet ikke
så sej, som han havde håbet. Han begyndte at tvivle på sig selv.
Redningen
Men så var det, at det hele vendte. For pludselig, kom der
to hen mod ham, som Jakob kendte fra en tidligere klasse. Og det var, som om
Jakobs hjerte faldt lidt til ro. Her var to som kendte Jakob og vidste, hvem
han var. Her var nogen, der så ham. Nogen, han kunne stå og være usikker sammen
med. Det gav en fantastisk ro i kroppen.
Jeg tror, vi alle har prøvet at føle os usikre. Overvejet:
Er jeg nu god nok? Har jeg værdi? Hvad tænker de andre om mig? Er min krop smuk
nok? Har jeg nok gode venner? Er jeg dygtig nok, til det jeg laver?
Jagten på likes
Hvis der er noget, som kendetegner vores tid, er det de
sociale medier. Når vi skal skrive et
opslag på facebook, så er det vigtigt for os, at det er noget finurligt, sejt
og smart, vi slår op. Sådan noget som vores venner synes er sjovt, og som så
får en masse likes.
Hvem af os har ikke slået noget op og gået rundt og håbet på,
at det fik likes. Tjekket mobilen nogle gange i timen for at se, hvordan det
gik med opslaget. Og også mærket den der skuffelse, når vi ikke fik så mange
likes, som vi håbede på. Jo, jagten på likes er noget, der kendetegner os i
denne tid. Hvorfor er det sådan? Vi vil så gerne leve perfekte lykkelige liv,
men måske findes sådan et liv slet ikke? Måske mangler vi alle en grundlæggende
tillid til, at vi er ok, som vi er? At vi ikke behøver præstere noget særligt
for at være noget værd.
Ikke breaking news
Det er ikke noget nyt, at mennesker jagter anerkendelse.
Sådan tror jeg altid, det har været. Men det er måske mere udpræget i vores
like-samfund. Også på Jesu tid var der mange mennesker, som søgte anerkendelse
og accept. Og der var mange, som var blevet hægtet af toget. Der var nogen, som
aldrig fik nogen likes.
Den lamme ved Betesda
De mennesker hører vi om gang på gang her i kirken. Også i
dag hører vi om et menneske, der havde brug for hjælp. En udstødt lam mand. Han
lå uden for templet i de 5 søjlegange og håbede på at blive helbredt. Der havde
han ligget i hele 38 år. Søjlegangene må have været som fængselstremmer for
ham. Han må have følt sig som fange derinde.
Hvor må denne mand have skammet sig og følt, at han ikke var
noget værd. Mest fordi han ikke havde noget menneske, der bekymrede sig om ham.
Han havde ikke nogen venner til at stå ved siden af sig i sin afmagt.
Der lå en mængde syge
ved dammen og håbede på at blive helbredt. Kun den første, der kom i vandet når
det kom i oprør blev helbredt. Derfor var der ingen solidaritet mellem dem. De
var benhårde konkurrenter. Det handlede om konkurrence, om præstationer, om at
klare sig bedst. Og måske er den syges sygdom netop, at han tror, han skal
kæmpe sig og præstere sig til sit eget værd.
Og så var det Jesus kom ind i hans liv og forandrede det for
altid. Den lamme mand kendte ikke Jesus, men Jesus kendte ham. Jesus vidste,
hvor meget manden havde brug for at blive set. Og Jesus så ham. Jesus så på
manden, som der aldrig var nogen, der havde set på ham før. Og Jesus gav ham
livet tilbage. Jesus helbredte ham og sendte ham ud i livet med en følelse af
at være elsket. En følelse af at have værdi.
Redningen
Jeg tror, vi alle har brug for at blive set, ligesom den
lamme mand ved Betesda Dam blev set. Eller som Jakob blev set den dag på
gymnasiet. Vi har brug for, at der kommer nogen, som elsker os og står ved
siden af os i livet. Nogen der tager vores nervøsitet væk og giver os en
grundlæggende tro på, at vi er ok. En tro på, at vi er elsket.
Her er vores forældre og venner afgørende for os. Vi har
brug for deres kærlighed og anerkendelse. Ja, vi lever af den. Men engang
imellem kan vi endda tvivle på dem. Venner kan forlade os, og forældre kan
svigte os. Men her i kirken møder vi et menneske, som aldrig forlader os.
Jesus. Her er en, som ser os og går ved siden af os gennem hele livet. Han
elsker os og vil følge os hele vejen.
Dåben
Det er det I konfirmander får bekræftet til jeres konfirmation.
Der lover Gud igen, at I altid må være hans børn. I får hans kærlighed helt
gratis kvit og frit. I er noget værd, fordi I er skabt og villet af ham. Derfor
behøver vi ikke kaste os ud i en endeløs jagt på likes. Vi behøver ikke være
usikre på, om vi har værdi. Vi er nemlig allerede set og elsket af Gud.
Amen
