Skal man lade være med at sige
noget, når man ser noget true i fremtiden – for ikke at gøre folk bange? Eller
er man nødt til at advare, så vi kan nå at ændre i vores måde at leve på?
Naturligvis det sidste. Prøv at tænke på, hvad der var sket, hvis ikke
Fillippinerne var blevet advaret om, at der var en storm på vej her for et par
uger siden. Eller bare vores egen storm Bodil. Så var det gået langt værre, for så havde vi ikke haft tid til at
forberede os på stormvejret. Sandheden, som vi kender den, må frem – hvor
ubehagelig og ubelejlig den end måtte være. I adventstiden tales også om at
være forberedt. Forberedt på Jesu komme. Det er det tema som gennemsyrer Jesu
lignelse om de ti brudejomfruer som vi lige har hørt.
Lignelsen er barsk – den er
ikke for børn. Jesus fortæller om de 10 brudepiger, der ville gå brudgommen i
møde. Fem af dem var tåbelige og fem kloge. De tåbelige tog deres olielampe med
– men ikke ekstra olie. De kloge tog deres olielamper med og samtidig noget
ekstra olie – for alle tilfældes skyld. Og så sker det, at tiden trækker ud,
inden brudgommen kommer. De falder alle i søvn. Da brudgommen endelig kommer,
så de kan lyse ham til bryllupsfesten, er de 5 tåbelige pigers lamper løbet tør
for olie. De kloge piger kan ikke dele deres med dem – og mens de tåbelige
brudepiger forsøger at få fat på ekstra olie, går bryllupsfesten i gang – og de
bliver lukket ude.
Det er det værste ved
lignelsen, at de bliver holdt udenfor. De tåbelige brudepiger kendte ikke deres
besøgelsestid. Man kunne sammenligne det med enhedslistens forsøg på at være
med i den kommende finanslov. Der blev forhandlet på livet løs i flere måneder,
men da det endelig gjaldt, blev de holdt udenfor. Johanne Schmidt Nielsen
forsøgte både med en forsonende mail og en SMS men det bed slet ikke på mens
der blev forhandlet med venstre og Konservative. Nu var enhedslisten blevet
udelukket. Døren var lukket, og der var ingen mulighed for at komme ind igen.
De kendte ligesom de tåbelige brudepiger ikke deres besøgelsestid. Nu har vi jo
nok en fornemmelse af, at der er forskel på den alvor, der kendetegner
lignelsen og så eksemplet med finanslovsforhandlingerne. Det er jeg helt på det
rene med. Men princippet er det samme. Vi kan komme for sent. Der er
noget, der hedder at kende sin besøgelsestid”
Og som om det ikke er slemt nok
i sig selv, at de tåbelige brudepiger bliver holdt udenfor. Så bliver de oven i
købet mødt med en kold afvisning. Da brudkommen siger til de tåbelige
brudepiger der gerne vil ind: Jeg kender jer ikke’, er det en afvisning, som
bider. Og den afvisning kan være svær at følge når vi fra andre lignelser
kender Gud, som den kærlige far. Som den, der gerne vil give mennesker en
chance til.
Ligesom denne kolde afvisning
virker uforståelig, så er det også svært at forstå, hvorfor de kloge brudepiger
ikke kan dele deres olie med de andre. Andre steder i evangeliet opfordrer
Jesus jo til at dele med hinanden. ‘Har du 2 skjorter, så del med den, der
ingen har’. Hvorfor kan de så ikke dele med hinanden?
Men vi må holde tungen lige i
munden. Der er en alvor i lignelsen, som peger på det enkelte menneskes liv.
Jesus taler om noget, som ikke kan deles. Olien og lamperne er et billede på
noget menneskeligt, som ikke kan deles. Nemlig de gode gerninger vi gør for
andre mennesker.
Olielamper og olien er så at
sige billeder på det at være til stede i ens eget liv, at leve engageret – at
være medlevende – at gøre noget godt for andre – at fylde sin plads ud i det
liv, man får givet. Så ‘de kloge brudepiger’ – er et slags billede på det at
være til stede, når livet kalder på en.
Modsat de tåbelige – de er
billede på det at leve i selvoptagethed, i ligegyldighed og tomhed. Det er dem,
der ligner pigen i eventyret, som på sin bryllupsdag bliver lukket inde i et
bjerg med en ten. Det er en magisk ten, som hun kan spinde guld på. Og hun får
at vide, at hun frit kan forlade bjerget, når hun mener, hun har spundet guld
nok. En eventyrlig bryllupsgave! Men den bliver en forbandelse for hende. For
hvornår har hun guld nok? Eventyret slutter med, at da hun endelig kommer ud,
er hun blevet gammel. Livet er gået hende forbi. Vi kan forspilde mulighederne
for at leve sammen med andre og være noget for andre, fordi vi brugte tiden på
os selv.
Jeg ved ikke om I har lagt
mærke til det. Men hver gang jeg har prædiket over en lignelse med en dommer,
med helvede og fortabelse så har jeg valgt at vi skal synge salme nummer 276 i
salmebogen. Jeg synes denne salme har en rigtig god balance. Den tager ikke
alvoren fra dommen og dommedag, for da bliver vores handlinger ligegyldige. Men
samtidig formår salmen at udtrykke et håb om en nådig dommer.
Vi har jo netop ikke levet som
vi burde. Vi har forspildt et utal af muligheder, vi har dømt de andre ude og
vi har tænkt alt for meget på os selv. Det hele, skal blive tydeligt, på
dommedag. Alle vores egoistiske tanker og alt det som vi kan holde skjult for
andre mennesker. Intet forbliver skjult for dommeren. Det er alvorligt, og det
er da lige til at få sved på panden af.
Men så er det vi må bøje vores
knæ og bede dommeren om nåde. Vi må klamre os til Kristi liv og gerninger. Vi
må håbe at det han gjorde gælder for os. Det er vel også det eneste vi kan håbe
på.
Og hvad så her i mellemtiden?
Jo, tiden i lignelsen er et billede på Guds tålmodighed og nåde. Godt det
trækker ud. Hvis Gud ville, kunne han selvfølgelig ordne genoprettelsen i et
snuptag. Men det vil han åbenbart ikke. For meget ville nok også gå tabt. Tvært
imod blev han menneske som vi – for at være i verden og gennemleve livet med
os.
Så når lignelsens barske
budskab lyder i dag og advarer os om, at det kan blive for sent må vi lytte med
alvor. Det kan nemlig blive for sent. Det
betyder så ikke, at vi skal gå og bekymre os om Guds time. Den kommer, når Gud
vil, den skal komme. Og indtil da har vi nok at gøre. For vi skal netop være
med til at forberede vor Herres komme – dvs. vi er i verden for at være Guds
medarbejdere. Vi skal være medarbejdere på hinandens glæde. I stort og småt.
Vi skal altså forberede os på
dommedag ved at tage os af hinanden.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar