Jeg synes det er et fantastisk videoklip vi lige har set.
Det er et tidligere KLU KLUX klan medlem Johnny som bliver interviewet. Da han
var i tyverne hadede han alle sorte og særligt forsøgte han at gøre livet surt for
en sort amerikansk præst. Johnny og hans venner hældte affald ud over præstens
græsplæne, truede ham med alt muligt og brændte hans kirke ned. Præsten svarede
igen med venlighed, velsignelser og humor.
Og den sidste episode Johnny fortalte om i klippet fra før var,
da den sorte præst sad inde på en restaurant og var ved at spise en kylling. Så
kom Johnny ind til ham sammen med et par andre klanmedlemmer. Der var en
hyggelig stemning og en summen ved bordene lige indtil Johnny gik hen til
bordet hvor præsten sad.Johnny sparkede til en stol og sagde med en truende
stemme at denne restaurant kun var for hvide. Der blev helt stille i
restauranten og alle kiggede hen mod Johnny og præsten. Johnny truede ham,
bankede sin tykke næve i bordet og sagde, at han ville love præsten en ting.
Han ville gøre det samme mod præsten, som præsten ville gøre ved den kylling
der lå på tallerkenen foran ham. Præsten tænkte sig om et kort øjeblik tog
kyllingen op med begge hænder og kyssede den. Alle folk i restauranten brød ud
i latter, ja selv KLU KLUX medlemmerne kunne ikke holde sig.
Johnny og hans kammerater forlod restauranten. Med humor,
velsignelser og venlighed gjorde denne sorte præst en stor forskel i Johnnys
liv. Det ændrede Johnnys liv radikalt at han blev mødt med denne venlighed.
I dag i kirken bliver vi mindet om at vi alle sammen har et
ansvar for andre mennesker. Vi gør en forskel i andre menneskers liv. Det vi
gør mod andre er ikke ligegyldigt. Vi skal gøre godt mod andre og møde dem med
venlighed. Dette her eksempel fra USA er
ret ekstremt, og det behøver slet ikke være så store og vilde bedrifter vi
udfører. Nej vi skal nok i højere grad gøre godt i det små.
Vi kender det jo alle sammen. Det er ofte de små venlige bemærkninger
der gør allerbedst. Små ord fra andre mennesker, et kram når vi er kede af det,
en lille tak, opmærksomhed fra en gammel ven. Sådanne små ting kan afgøre om vi
får en god dag eller en dårlig. Vi kan være medarbejdere på hinandens glæde. De
opgaver vi hører om i evangeliet til i dag er ikke nogle som er decideret svære
at udføre. Giv sultne noget at spise, tørstige noget at drikke, tag imod
fremmede, giv nøgne mennesker tøj, tag jer af syge og besøg folk der sidder i
fængsel. Det er ikke noget som kræver en særlig fagperson eller en særlig
tapper personlighed.
Det er ikke uoverkommeligt, hvad der forlanges. Vi kan ikke
altid helbrede de syge, men vi kan lindre og trøste. Vi kan sjældent befri de
fængslede, men vi kan besøge dem. Vi kan ikke give de fremmede vores hudfarve
og tradition, men vi kan tage imod dem, respektere dem og få dem til at føle
sig velkomne. Til gengæld har vi rigeligt med ressourcer til at mætte de sultne
og give de tørstige rent drikkevand overalt på hele kloden. Hvis vi vil. Vi har
et enormt overskud at give væk af og vi skal give rigtig meget før vi overhovedet
kommer dertil hvor vi selv kommer til at mangle noget livsnødvendigt.
De første i lignelsen, dem som skulle over på den højre
side, var overraskede over at deres gode gerninger havde så store perspektiver.
De havde hjulpet et medmenneske. Og hvad så? De var formentlig klar over at de
havde hjulpet et medmenneske og gjort noget godt, for det var ikke det
de blev overraskede over. Nej, de blev overraskede over at det var Herren selv
de havde hjulpet. Det var altså Gud selv der så at sige gemte sig i de medmennesker
de havde hjulpet. Hjælpen var også en måde at ære Gud på.
De sidste i lignelsen blev også forundrede. Altså dem som
skulle over på den venstre side. De var sikkert godt klar over, at de var gået
forbi mange nødlidende medmennesker, men de var ikke klar over hvem der i
virkeligheden havde kaldt på deres ansvar, barmhjertighed og hjælp. Nu var det
for sent.
Vi kender bittert til erfaringer af at komme for sent. Fx
mennesker vi gerne ville have sagt noget til, før de døde. Eller børn vi gerne
ville have brugt mere tid på, mens de var små, men nu er de unge og fløjet fra
reden. En skolekammerat vi ville have behandlet helt anderledes, hvis …. Men
det kan blive for sent. For sent at opdage, at her var der et menneske, som
havde brug for mig. Jeg opdagede det ikke i tide.
Jamen; Møder vi virkelig Jesus i vores medmennesker – er det
ikke bare her i kirken vi møder ham? Svaret må være at vi møder ham begge
steder. Han er særligt til stede her i kirken i ordet, i dåben og i nadveren,
men han er også nær i hvert eneste lille medmenneske, især det menneske som
trænger til hjælp. Sådan som vi stiller os til det menneske der beder om hjælp
sådan stiller vi os til Jesus. Hjælper vi et menneske i nød, er det Jesus vi
hjælper. Afviser vi et menneske i nød, er det Jesus vi afviser.
Det er det som den endelige dom skal afsløre. Vi skal stå
foran Guds trone og Jesus skal selv tage plads på dommersædet. Der er en lang
række spørgsmål, som trænger sig på når vi hører om verdensdommen: Hvornår skal
det ske? Hvem er fårene og hvem er bukkene? Findes der i det hele taget et
helvede?
Alle disse spørgsmål kan man gå og spekulere på længe og
grundigt, uden at man kommer nærmere et svar. Men vi kan dog sige noget om
dommen. Nemlig, at den er Guds. Derfor må vi ikke gå rundt og dømme andre, for
det er slet ikke vores opgave. Vi skal heller ikke spekulere for meget over,
hvad der skal ske med os selv, for det er også i dommerens hænder.
Men når vi kommer for sent. Når vi går forbi vores
medmennesker. Når vi svigter de nødlidende, så er der en nådig dommer at gå
til. Vi har et håb at klynge os til. At ham, der viste os hvad kærlighed er,
ham, der aldrig lod et nødlidende menneske i stikken, ham, der elsker os ud
over alle grænser – at han vil være en nådig dommer. Det er det glædelige
budskab i dag - At det er Jesus Kristus som skal være vores dommer.
Med den nådige dommer i baghovedet, må vi sige, at det vi
gør overfor andre mennesker, ikke er ligegyldigt. Det har betydning, hvordan vi
lever vores liv. Vi skal se Gud i de nødlidendes øjne. Det behøver ikke være
helteagtigt, det vi vælger at gøre ligesom det den sorte præst gjorde. Men det
kan være små kærlige ting. Der forlanges ikke noget urimeligt af os. Vi skal se
Gud i vores næste.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar