3. november 2013

sorg, savn, trøst og håb


Prædiken Alle Helgen 2013

Det var voldsomt I tirsdags med den orkan der ramte Danmark. Vi fik lov til at mærke naturens kræfter for fuld udblæsning. Når vinden sådan tager fat bliver vi mindet om at der er stærke kræfter på spil i vores liv, som vi ikke selv er herrer over.
Døden er også en brutal og stærk kraft som bryder ind i vores liv. Den kommer med sin ødelæggende kraft. Når den rammer, bliver vi mindet om, at vi ikke bestemmer alt i livet selv. Det kan føles ligesom en storm der blæser os omkuld. Hverdagen forandres med et. Døden kan være en voldsom hændelse, og selvom den er ventet kan vi stadig blive overraskede. Et virvar af følelser venter på at få sprog. Sorgen skyller ind over os og det er ikke til at finde fodfæste. Alle spørgsmålene står i kø. Hvorfor skulle det ske når der nu var så meget vi ville nå sammen? Hvordan skal vi leve videre? Har Gud en plan med det hele? Er der en mening med det?
Når den værste storm har lagt sig følger tomheden, stilheden og savnet.
 
Det er svært at miste

Som en enkemand sagde i et radiointerview for nylig, da han blev spurgt om, hvordan det er at miste. Så svarede han: ”De fleste morgener, når jeg står op og går ud i mit køkken, undrer jeg mig over, at der ikke er den sædvanlige duft af kaffe. Der er heller ikke den snorklende lyd af vand, der render igennem kaffemaskinen. Der er bare helt stille. Så er det, jeg kommer i tanke om, at min kone ikke er her mere. I 40 år har vi haft vores faste morgenrutine. Hun er stået op lidt før mig. Hun har taget sin stribede, brune morgenkåbe på, og er gået ud i køkkenet og har sat kaffen over. Når jeg kom ud i køkkenet, satte jeg to tallerkener og to kaffekopper frem. Og så var vi klar til at få vores morgenmad. Det er flere måneder siden, hun er død. Men jeg ka´ stadigvæk blive lidt overrasket, at hun ikke er der. Og jeg har svært ved at vænne mig til det.”
Sådan ka´ det være at miste. Vi ka´ blive mindet om den afdøde gang på gang. Så det næsten kommer bag på os, at personen ikke er her, selvom vi godt ved, at han eller hun er død. Små dagligdags rutiner og vaner er ophørt.
Mange efterladte gir´ udtryk for, at det ikke er fordi der ikke sker noget smukt og godt i løbet af dagen. Det gør der såmænd tit. Det er mere det, at der ikke er nogen at fortælle det til, når man kommer hjem. Det, at komme hjem til et tomt og stille hus.
 
Dagen, hvor vi går på kirkegården

Alle Helgen er en dag, hvor mange af os søger ud til gravene på kirkegårdene. Og hvis vi ikke har mulighed for at gøre det sådan rent fysisk, så søger vi måske derud i tankerne. Ud til gravene. Både dem, der er blevet kastet i året, der gik. Men måske også til nogle af dem, der blev kastet for år tilbage.
For når vi mister et menneske, vi holder rigtig meget af er det som om personen bliver ved med at leve i os, selvom han eller hun er nok så død og ligger begravet ude på kirkegården. Fx hvis vi har mistet vores ægtefælle. Vores barn. Eller vores nærmeste ven. Den person er ligesom blevet en del af os i en sådan grad, at vi bliver ved med at blive mindet om ham eller hende. På den måde er det som om de døde lever videre i os, selvom vi godt ved de ligger ude på kirkegården. Vi bærer vores døde med os hele livet.
Savnet bliver særligt stærkt til vigtige begivenheder eller op til højtiderne. Hvor kunne det have været dejligt, hvis han eller hun havde fået lov til at opleve det, siger vi til hinanden.
 
Salige er de....

Når vi har prøvet at miste et menneske vi elsker så finder vi også ud af hvor sårbare vi er. Hvor meget andre mennesker betyder for os. Hvor meget vi egentlig har brug for andres hjælp og trøst. Det er godt at have nogen at støtte sig til når stormene raser.
Gud vil også gerne være en støtte for os. Da Jesu gik på jorden stilnede han mange storme i menneskers liv. Både de helt konkrete storme hvor han fx fik vinden til at lægge sig da disciplene var ved at gå under men også de storme som var inden i mennesker.
I dag lover Gud os at han også vil komme os i møde og hjælpe med at stilne vores storme. Han vil trøste os og give os styrke, når vores egne kræfter ikke slår til. Når vi føler os små og magtesløse så vil Gud komme til os og gøre os salige.
Det er Jesus, som kalder os salige i det stykke vi lige har hørt. Salige. Det er et svært ord helt at forstå. Da biblen skulle oversættes til et nutidigt sprog for nogle år siden forsøgte man at oversætte det med heldige. Men kan det virkelig være rigtigt at de, der sørger, er heldige? Eller, at dem der bliver forfulgt er heldige? Det lyder da helt forkert. Ja, for det at være salig er noget helt andet end at være heldig. Vi er bestemt ikke heldige når vi har mistet, men vi kan godt være salige. Dvs. vi kan leve med et håb, på trods af den sorg, der kan være helt knugende. At være salige er at finde fred i, at vi er set og elsket af Gud. Den fred er med til at vi kan leve videre med tabet. Han vil sørge for at der stadig kan ske gode ting for os selvom savnet tynger os. Han vil vise os at der stadig kan være gode ting at leve for.
Når vi kaldes salige og er set og elsket af Gud kan det give os et håb om at det menneske vi har mistet også er det. Vi har et håb om at vores døde lever videre i Guds himmel.
 
Guds himmel

Jeg tror vi alle gør os nogle billeder af den. I Johannes åbenbaring som jeg læste for jer i begyndelsen af gudstjenesten får vi et billede af hvordan det er i Guds nærvær. Forfatteren har nemlig fået lov at kigge ind i Guds himmel. Gud sidder på sin trone i magt og vælde mens englene flyver rundt om ham. Foran tronen står en stor skare som ingen kan tælle. De står der i hvide klæder. Det er Gud der har klædt dem på, og det er ham der sørger for dem. Alle er omsluttet af hans omsorg og kærlighed. Der er ikke nogen, der er kede af det. Der er ingen, som er syge eller lider. Det er en tilværelse, hvor alle har det godt.
Det er et billede på en gang af en mægtig konge og samtidig en nærværende omsorgsfuld Gud. Det er trøsten der er at give på en Aller Helgens søndag. At vi har et håb om at vores kære står foran Guds trone i hvide klæder. Gud, som har magten over døden og samtidig elsker os ufatteligt højt. Vi må hvile i Guds løfter om, at han vil følge os alle vores dage og tager vores kære hjem til sig.
 
Afslutning

Derfor lyder budskabet Alle Helgens Dag:
Når livets storme for alvor blæser os omkuld, så har vi brug for hjælp udefra. Vi har brug for trøst og omsorg fra andre mennesker og fra Gud.
Det kan godt ske, du savner et menneske du har mistet. Der er mange ting som minder om alt det, der var. I det ene øjeblik kan det kalde smilet frem pga. glæden over det, vi havde sammen. I det næste øjeblik kan det kalde vemodet frem pga. savn, længsel og tanker om alt det vi ikke nåede.
Men i dag bliver vi kaldt salige af Jesus. Fordi han har magt til at give os sin fred selvom vi er i sorg. Han fortæller os, at vores kære altid er set og elsket af Gud. Vores håb er, at hans kærlighed og omsorg kan nå de mennesker vi savner, nu hvor vi ikke selv kan.

Amen

 

Hør os, Gud, når vi beder:

Vi lægger vore bekymringer i dine hænder - og beder dig: giv os kræfter til at leve

med dem.

Gør os stærke, når vi er svage.

Giv os lys, når vi kun kan se mørket.

Giv os tro, når vi tvivler.

Giv os håb, når vi mister modet.

Fortæl os, at de mennesker, vi har mistet, er hos dig, Gud. Giv os dit ord på, at også vi skal se din glæde.

Giv os del i dit rige, når vore egne kræfter slipper op.

Vi beder dig for alle, der er modløse, svage, syge og døende: vær hos alle, der har brug for dit lys.

Vi beder dig for alle, der tror, de kan klare sig uden dig: vær også hos dem, Gud.

Giv kræfter til alle, der har fået magt til at regere i denne verden - store som små; og

lad dem regere med kærligheden som rettesnor.

Vær med din kirke, Gud - og hold alle, både levende og døde, fast i din kærlighed.

Komme dit rige - ske din vilje!

AMEN.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar