Guds kærlighed og tilgivelse er størst og kommer først

Jeg vil fortælle jer to ting i min prædiken i dag.

-          Gud elsker og tilgiver os!

-          og Det er altid hans kærlighed og tilgivelse som er størst og kommer først!

Den dejligste dag i mit liv var da jeg solgte min lillesøster. Sådan fortæller Kirsten en gammel vestjyde.

Det begyndte ellers så godt det hele. Kirsten var 5 år og var lige blevet storesøster og det havde gjort hende utrolig glad og stolt. Men så var det at hendes barnepige ville lave lidt sjov med hende. Hun spurgte om Kirsten ikke ville sælge sin lillesøster og viste hende en stor kasse med glansbilleder hun kunne få som betaling. Kirsten ønskede sig så inderligt den fine kasse – hun var fristet over evne – Hun ønskede kassen så meget at hun sagde ja til handlen.

Kirsten sprang afsted og var jublende lykkelig over den fine kasse med glansbilleder. Men jo tættere på hjemmet hun kom jo mere fik hun det skidt med det hun havde gjort. Nu fik hun ondt i maven og fik det skidt over det som hun havde gjort for hende.  Hvad ville hendes forældre ikke sige til det? Hvordan kunne hun se dem i øjnene nu hvor hun havde solgt deres lille datter? Ville de sende hende på børnehjem? Hun gemte kassen under sengen og tilbragte det meste af tiden under en busk i haven.

Forældrene havde lagt mærke til at Kirsten opførte sig underligt og tænkte det nok skyldtes søskendejalousi. Derfor sendte de bud efter hendes farfar som kunne tale lidt med hende. Der gik ikke mange sekunder til hun brød stortudende sammen og fortalte ham det forfærdelige som var sket.

Farfaren tænkte sig om et stykke tid. Så sagde han, at det godt nok var slemt det som hun havde gjort, men kong Christian X havde altså forbudt ved lov at handle med børn. Kirstens hjerte blev lettet og farfaren mente at hun nok måtte fortælle om det til sin mor.

Med kong Christian i ryggen og farfars opbakning sneglede hun sig stadig tårevædet ind til sin mor med glansbilledkassen under armen og fortalte hvad hun havde gjort. Hun afventede ydmygt sin dom.

Og så skete underet. Hendes mor så på hende med et kærligt blik og strøg hende over prinsessekrøllen, og Kirsten fik både tilgivelse og trøst. Lettelsen var af olympiske dimensioner, og til hendes glæde fik hun oven i købet at vide af barnepigen, at glansbillederne da var en foræring. Det med lillesøster var bare en spøg.

Moderens kærlige tilgivelse den dag førte til den dejligste dag i Kirstens liv.

 

Sådan kan vi også få den dejligste dag når vi opdager at vi er elsket og tilgivet af Gud selv. Jeg tror vi alle har gjort noget vi fortryder i vores liv. Prøv at tænke tilbage på episoder hvor I har svigtet andre og såret dem. Jeg kan i hvert fald godt komme på nogen eksempler fra mit eget liv. Alligevel og på trods af det vil Gud havde noget med os at gøre. Han elsker os nemlig på forhånd. Han vil se på os med sine kærlige øjne og tilgive os alt det vi har gjort ligesom Kirstens mor også gjorde.

For at gøre det endnu tydeligere at Guds kærlighed til os er enorm kan man se på de økonomiske elementer i lignelsen. Tjeneren skylder sin herre 10.000 talenter. Det er et svimlende stort beløb. Til sammenligning var den samlede skatteindtægt fra hele Judæa på Jesu tid 600 talenter årligt. De 10.000 talenter ville måske i dag kunne sammenlignes med APmøllerfondens milliard til folkeskolen. Beløbet er så stort at man slet ikke kan forholde sig til det. Det er ikke småpenge der er tale om. Så meget er vi værd. Så meget vil Gud eftergive for vores skyld.

Nu kommer jeg så til mit andet budskab til jer, nemlig at Guds kærlighed er størst og kommer først.

Det enorme beløb står nemlig i kontrast til hvor meget medtjeneren skylder tjeneren. Han skylder en 100 del af en talent. Det er altså et beløb i en helt anden kategori. Det må i hvert fald være småpenge for en som lige har fået eftergivet så meget.  

Lignelsen vil fortælle os at vi skal tilgive vores medmennesker og størrelsen på de skyldige beløb tydeliggør rimeligheden i det. Vi har jo selv fået eftergivet en enorm gæld. Det manglede da bare at vi selv eftergiver de småbeløb andre skylder os.

Historien om Josef som vi hørte en del af i begyndelsen af gudstjenesten fortæller os, at Gud elsker os med en enorm kærlighed og det er den der skal gøre os i stand til at tilgive andre. Josefs brødre havde været onde mod ham. De havde af ren og skær misundelse solgt ham som slave. Den ligner egentlig Kirstens fortælling om da hun solgte sin lillesøster. Da Josef blev slave måtte han igennem en masse hårde ting bl.a. flere års fængsel. Men en af fortællingens store pointer er at Gud havde en plan med det. Han ville redde en masse mennesker fra at sulte. Han vendte det onde til noget godt. Gud fulgte Josef hele vejen og gennem det hele var han omsluttet af Guds kærlighed. Det var Guds kærlighed til Josef, som gav ham det storsind, at han til sidst kunne tilgive sine brødre. Guds kærlighed kom altså både først og var samtidig størst.

I Fadervor indgår en bøn som  også handler om tilgivelse. Nemlig ”Forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere”. Hvordan skal denne bøn egentlig forstås? De spændende ord er ”som også”. Hvordan skal de ord oversættes? De kan nemlig gengives med forskellige ord. En oversættelsesmulighed er ”Forlad os vor skyld, hvis vi forlader vore skyldnere”. Gud vil tilgive os hvis vi tilgiver andre. Så er Guds tilgivelse betinget af vores. Det tror jeg ikke på er korrekt. Vi hørte jo også, at det var kongen som betingelsesløst eftergav sin tjener den enorme gæld. Først derefter mødte tjeneren sin medtjener. Guds tilgivelse og kærlighed er forudsætningen. Det er den der driver os.

 I stedet vil jeg oversætte femte bøn i fadervor med ”forlad os vor skyld, som også vi måtte/burde forlade vore skyldnere”. Tilgiv os Gud og gid vi så måtte kunne tilgive vores medmennesker. Så er det Guds kærlighed, der kommer først. Så er det den, der sætter os i gang. Det tror jeg er væsentligt. I Luthers lille katekismus bruger han denne bøn til at betone menneskets synd. Mennesket synder dagligt, og er derfor altid henvist til Guds nåde, men han påpeger samtidig, at mennesket således burde ”af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os”. Med andre ord er Guds syndsforladelse og nåde ifølge Luther forudsætningen for den menneskelige tilgivelse af medmennesket.

 

Altså: Vi får i dag at vide, at vi skal leve af den kærlighed og tilgivelse vi har fået givet af Gud. Den er ikke betinget af vores kærlighed og tilgivelse, nej, den er forudsætningen. Vores liv er uendelig meget værd. Tænk på, at du er god for en eftergivet gæld på 10.000 talenter, et svimlende beløb. Du er blevet givet så meget og blevet mødt med en kærlighed som er uendelig stor. Derfor skal du leve af den kærlighed og det storsind du har mødt. Du skal dele ud af det til højre og venstre.

Amen