Gud hævner sig og smider nogen udenfor?

Jeg tror vi alle kender det at blive holdt udenfor. Vi har nok alle prøvet det på et eller andet tidspunkt. At de andre har rottet sig sammen mod os og ikke vil have os med i fællesskabet. Det er ikke rart. Det er koldt og ensomt. Man kommer let til at føle sig forkert og anderledes. Man bebrejder sig selv selvom det nok ofte var de andre der burde have været mere opmærksomme.

Det er en af de værste følelser overhovedet – at være udenfor. I dag møder vi en mand som bliver smidt udenfor. Men han bliver ikke bare holdt udenfor af mennesker – han bliver endda smidt udenfor af Gud. Hvordan må det ikke være? Hvis ikke engang Gud vil have noget med mig at gøre – hvordan må det ikke føles? Og er Gud en Gud der udelukker nogen?

Det er i hvert fald det indtryk vi står tilbage med. Men ellers har lignelsen faktisk gjort meget ud af at vise at Gud er en gavmild og generøs Gud. Kongen i lignelsen er et billede på Gud. Han vil så gerne holde en fest, men de inviterede har alle mulige slags undskyldninger. Så begynder kongen at invitere vidt og bredt – ja helt til vejenes ender for at få huset fyldt.

Der sidder de så alle sammen, både onde og gode til fest i himlens lyse sale. Jo det er da en smuk historie hvor Guds godhed og kærlighed er fremtrædende. Og det er jo sådan, vi bedst kan li at tænke om Gud. Men det er ikke det vi husker efter vi har hørt historien. Det er derimod de knaster der er i fortællingen. Der hvor vi har svært ved at forstå billedet af Gud. Det er dem jeg vil lægge hovedvægten i dag det er det som udfordrer mig. Der er særligt to ting jeg ikke umiddelbart forstår.

Først: Hvorfor var kongen så voldsom mod dem, som mishandlede og dræbte hans tjenere. Han sendte sine hære ud og dræbte dem og brændte deres byer. Har vi at gøre med en Gud der hævner?

Dernæst: Hvorfor er kongen så hård og brutal mod manden, som ikke har festklæder på? Er det ikke en lille ligegyldig ting, som han skulle tilgive manden for?

Lad os se på det første med hævnen. Måske er vi blevet lullet lidt for meget ind i at Gud er en kærlig pusse nutte farmand som er god og kærlig uanset hvad. Men det er et lidt for enkelt billede af Gud. Det gamle testamente vrimler med voldsomme og frygtindgydende billeder på Gud. Og man kunne jo også spørge, om man ikke først bliver en god og kærlig far, hvis der er respekt om en. En god far må vel også straffe sine børn.  

Min kone Annie og jeg er begyndt at følge med i en serie på DR om børneopdragelse eller rettere følger vi nogle eksempler hvor det er gået galt. Hvor børnene har taget magten i hjemmet og alting nu er blevet kaos. Første gang fulgte vi en familie med tre mindre børn hvor forældrene ikke turde tage på indkøb med dem. Der var med andre ord ikke sat grundlæggende regler op for børnene som de kunne forholde sig til og der var ingen voksne som satte sig igennem overfor børnene.

Så måske er det vores faderbegreb der er blevet for rosenrødt, for børn har brug for tydelige regler og forældre der sætter sig i respekt. Den kærlige Gud som aldrig er streng er måske i længden for blød til os. Vi har brug for en som også indgyder ærefrygt. En, der TØR opdrage os)

Og så er der det med Gud at han altid er større end vi går rundt og  tror. Når vi har konfirmandundervisning begynder vi altid med en lille fortælling i kirken. Den ene gang fandt jeg et billede for at illustrere en historie om Gud. Det var billedet af et isbjerg. Det ser helt kridhvidt ud, og stikker op som et spids midt i det klare, blå hav. Jeg har taget det med her.  Som bekendt er det kun 1/10 af isbjerget som stikker op over vandet og er til at se. Det brugte jeg som et billede på Gud. Vi ser så lidt af ham. Han er meget større end vi kan tænke os frem til og forstå. Derfor hører det med til billedet af Gud, at han også kan blive vred og hævne sig. Vi må aldrig tænke for småt om Gud og tro vi har helt styr på ham.  Altså: Der er mere at sige om Gud, end det vi forstår.)

Nu til det andet problem med festklæderne.

Jeg ved ikke om I kender til det problem med at komme til en fest og finde ud af at man ikke lige har ramt niveauet. Enten at man for fin i forhold til de andre eller at man ikke er fin nok. Jeg var engang på studietur med præsterne her i provstiet. Det var inden for det første år efter jeg var blevet ansat og vi skulle have en festaften undervejs. Derfor tænkte jeg at jeg hellere måtte finde mit gamle jakkesæt fra brylluppet frem. Og der sad vi så. Dem i deres striktrøjer og kedelige ideforladte skjorter og mig i jakkesæt med slips og det hele. Det spillede ikke helt sammen må jeg nok sige. Så er det man føler sig lidt malplaceret.

Er det mon sådan han har stået i festsalen, ham fyren som ikke er i festklædning. Kigget rundt og følt sig helt udenfor. Eller var det med vilje. Han ville simpelthen ikke ligne alle de andre. Han ville skille sig ud, fordi han mente at være noget særligt.

Ofte når man inviterede til fest på Jesu tid sendte man en festklædning ud med invitationen, som man skulle tage på som adgangskrav for at komme til festen. Den havde manden ikke taget på. Måske gad han ikke, måske ville han ikke vise den respekt for værten at iføre sig den. Vi kan kun gætte.

Men, hvad er det i det hele taget for nogle himmelske påklædningsregler vi hører om? En tolkning er at festdragten er et billede på at iklæde sig Kristus. Vi har jo lige set det da Emma og Nana blev døbt. De blev iklædt Kristus og det er symboliseret ved den fine hvide dåbskjole.

Det er ham, der frelser. Og ham bliver vi iklædt, når vi bliver døbt. Det er det, der sker, når korset bliver tegnet hen over den døbtes ansigt og bryst. Da iklædes den døbte Kristus selv. Og det er det, der frelser? Det er dåbskjolen så et symbolsk udtryk for – at vi bliver iklædt en fremmed/en anden/en udefrakommende, nemlig Jesus Kristus.Måske er det, det der ikke har været godt nok for manden i lignelsen. Hans fortjenester og gode gerninger kunne lige pludselig ikke bruges til noget. Men at iklæde sig Kristus er det eneste adgangskriterium for at komme ind i himlen. Her hjælper vores præstationer og kvalifikationer os ikke noget som helst.

Den oplagte tolkning af den her lignelse er, at alle dem der sagde nej til festen, selv satte sig udenfor. Dem der i første omgang sagde nej til kongens invitation havde for travlt med alt muligt andet til at være med. Og ham der ikke havde den rette festdragt på, satte også sig selv udenfor. De kom altså ikke med til festen fordi de ikke ville med til den. Der er altså frihed til at sige nej.

Nu er det så, at vi skal til at kigge på os selv. For godt nok er historien fortalt til dem, som Jesus gik rundt sammen med, men den er også fortalt til os i dag. Vi skal ikke kigge på de andre, men på os selv. Er det at iklæde sig Kristus fint nok for os. Kan vi nøjes med at være iklædt ham, hvis vi dybest set synes at vores eget tøj, vores liv og fortjenester er lidt smukkere end at skulle være i det samme tøj som alle de andre idioter. Denne kristus kåbe skjuler alle vores fejltrin og vores ondskab men den skjuler også alle de flotte fortjenester vi har opnået og som vi lægger så stor vægt på.

Altså: Vi hører i dag, at Gud ikke bare er en rar og venlig Gud. Som den gode far han er, kan han også blive vred. Han er i det hele taget langt større end vi mennesker kan fatte.

Først og fremmest er han den gode konge, som inviterer os alle til sin himmelske fest. Han inviterer alle både onde og gode. Vi er ikke tvunget med. Hvis vi ikke vil, kan vi sige nej. Adgangskriteriet er at vi tager festtøjet på. Vi skal iklæde os Guds dåbskjole som skjuler vores fejltrin, men som også stiller os på linje med de andre. Vi er derfor hverken mere eller mindre end de andre. Kan vi acceptere det, så er der fest.

Amen