Nytårsprædiken

Nytårsaften

Den dejligste dag i mit liv var da jeg solgte min lillesøster. Sådan fortæller Kirsten en gammel vestjyde.

Det begyndte ellers så godt det hele. Kirsten var 5 år og var lige blevet storesøster og det havde gjort hende utrolig glad og stolt. Men så var det at hendes barnepige ville lave lidt sjov med hende. Hun spurgte om Kirsten ikke ville sælge sin lillesøster og viste hende en stor kasse med glansbilleder hun kunne få som betaling. Kirsten ønskede sig så inderligt den fine kasse – hun var fristet over evne – Hun ønskede kassen så meget, at hun sagde ja til handlen.

Kirsten sprang afsted og var jublende lykkelig over den fine kasse med glansbilleder. Men jo tættere på hjemmet hun kom, jo mere fik hun det skidt, med det hun havde gjort. Nu fik hun ondt i maven. Hvad ville hendes forældre ikke sige til det? Hvordan kunne hun se dem i øjnene, nu hvor hun havde solgt deres lille datter? Ville de sende hende på børnehjem? Hun gemte kassen med glansbilleder under sengen og tilbragte det meste af tiden under en busk i haven.

Forældrene havde lagt mærke til at Kirsten opførte sig underligt og tænkte det nok skyldtes søskendejalousi. Derfor sendte de bud efter hendes farfar som kunne tale lidt med hende. Der gik ikke mange sekunder til Kirsten brød stortudende sammen og fortalte ham det forfærdelige, som var sket.

Farfaren tænkte sig om et stykke tid. Så sagde han, at det godt nok var slemt, det som hun havde gjort, men kong Christian X havde altså forbudt ved lov at handle med børn. Kirstens hjerte blev lettet, og farfaren mente, at hun nok måtte fortælle om det til sin mor.

Med kong Christian i ryggen og farfars opbakning sneglede hun sig stadig tårevædet ind til sin mor med glansbilledkassen under armen og fortalte, hvad hun havde gjort. Hun afventede ydmygt sin dom.

Og så skete underet. Hendes mor så på hende med et kærligt blik og strøg hende over prinsessekrøllen, og Kirsten fik både tilgivelse og trøst. Lettelsen var af olympiske dimensioner, og til hendes glæde fik Kirsten oven i købet at vide af barnepigen, at glansbillederne da var en foræring. Det med lillesøster var bare en spøg.

Moderens kærlige tilgivelse den dag førte til den dejligste dag i Kirstens liv. Kirsten var blevet befriet for den enorme byrde, hun havde slæbt rundt på

Jeg indrømmer også, at jeg ikke lade være med at ærgre mig, særligt sådan en aften som nytårsaften. Det er jo en aften hvor man ser både tilbage og fremad. For hvor er det egentlig træls, at jeg ikke er bedre end jeg nu engang er. En præst burde være et forbillede for andre? Hvorfor er det, at jeg også i året der gik, gang på gang er kommet til at gøre min familie ked af det, selv om det ikke var det, jeg inderst inde gerne ville? Hvorfor bliver jeg ved med at være tilbøjelig til at hævde mig selv, og hvorfor kan jeg ikke lade være med at såre andre? Det er som om, jeg slæber rundt på en bagage af skyld og svigt, som bliver større for hvert år, der går. Hvorfor bliver jeg ikke klogere og bedre med alderen?

De her overvejelser er nogen, vi alle må gøre os. Hvorfor går det så ofte galt for os, når det er det sidste, vi vil?

I kirken er der hjælp at hente for alle os, der svigter og har gjort mange ting forkert. Fik truffet de forkerte beslutninger, fordi vi var mest optaget af os selv. Vi tænkte måske mere på vores egne behov end de andres fordi der var noget vi ønskede for os selv, ligesom Kirsten så brændende ønskede de glansbilleder.

Her i kirken kan vi høre det fantastiske budskab om Guds tilgivelse. Men det skal først gå op for os, at vi virkelig har gjort noget galt. Det var det, som Kirsten erfarede. Guds love lærer os, at vi kommer til kort med vores liv. Vi kan ikke af egen magt opfylde buddenes krav. Det er kun ved troen på Kristus, vi opnår friheden. Kun ved troen, kan vi blive retfærdige overfor Gud. Det er nemlig kun Gud, der frelser os og ikke et samarbejde mellem ham og os. Det er i øvrigt, hvad navnet Jesus betyder. Herren frelser.

Som kristne mennesker er vi derfor helt frie til at gøre, hvad vi vil. Samtidig er vi tjenere for alle andre. Hvordan kan vi samtidig være frie og tjenere? Det modsiger jo direkte hinanden.

Vi er fuldstændigt frie, fordi vi får Guds tilgivelse over vores liv. Han vil se på os med sine milde øjne ligesom Kirstens mor så på hende den dag. Vi bliver iklædt Kristus ved dåben, og i døbefonten vaskes alle vores kommende synder væk. Alle dem vi kommer til at begå senere i livet. Her ved tærsklen til det nye år betyder det, at vi må gå ind i det nye år som fuldstændigt frie. Vi må lægge vores bagage af svigt og onde gerninger fra os, netop fordi vi har fået Guds tilgivelse ind over vores liv.

Derfor må vi se frem på det nye år 2015, hvor vi er frie til at gøre, hvad vi vil. Vi kan og skal ikke gøre os fortjent til noget i forhold til Gud. Vi skal intet gøre, for vi får alt givet af ham. Alligevel må vi se på os selv som tjenere for alle. Vi kaldes nemlig af Gud til at leve et godt liv. Vores medmennesker har brug for os. Vi har fået retningen udstukket, kærlighedens retning.

Helt ærligt. Er det ikke for nemt alt det her med tilgivelse og nåde i kirken? Er det ikke for billigt og utroværdigt? Kan vi som kirke bare kaste om os med Guds tilgivelse og nåde. Kan vi tage af kirkens uudtømmelige forrådskammer og strø grænseløst om os med nåde på Guds vegne? Der forventes intet til gengæld, for regningen er jo betalt til alle tider. Tilgivelse uden fortrydelse? Ja, ofte vil dem vi serverer Guds store gratis tag selv bord for være ligeglade med nåden. De føler ikke, de har gjort noget galt.

I sådan et tilfælde bliver det mere nåde til synden end til synderen. For hvis synderen ikke ser sig selv som synder, ja så bliver tilgivelsen vel ligegyldig. Er det sådan, vi skal gøre som kirke? Skal og kan vi dele Guds nåde ud til højre og venstre på denne måde?

Nej, det er en forkert forståelse af nåden, for så bliver alt jo ved det gamle. Så er det nye liv kristne lever ikke forskelligt fra det gamle liv. Så har vi ikke forstået den nødvendige bevægelse. Vi skal ligesom den vestjyske pige komme til erkendelsen, at vi ikke slår til, at vi gør noget galt. Derfor skal vi som kirke forkynde både loven og nåden, at vi har brug for tilgivelse. Ellers bliver nåden ikke frisættende men ligegyldig og tom.

Guds tilgivelse og nåde kalder os til et liv, hvor vi sætter alt ind på at efterfølge Kristus. Når vi har iklædt os Kristus kan vi ikke lade være med at forsøge at leve med kærligheden som rettesnor. Dermed er vi blevet tjenere for alle. Det er den opgave vi sendes ud i 2015 med.

Kirsten fik sin mors tilgivelse, og den dag blev til den dejligste dag i hendes liv. Hun blev befriet for det, der tyngede hende. Sådan kan det også blive for os, når den store mægtige Gud ser på os med sit kærlige blik. Så bliver vi sendt ud som frie mennesker for at tjene alle andre.

Godt nytår

   

 

Kære far i himlen
Tak for dit nærvær i året der gik
Tak for din omsorg i den tid der var svær
Tak for din tålmodighed i den tid der var let
Tak for din overbærenhed i den tid der var travl
Tak for din barmhjertighed i den tid der var lang

Tak for din tilgivelse over det der gik galt for os

Vi beder dig vær med os til alle tider

Vær med os i det nye år som kommer

Vær med os nu
Vær med os i dag i samvær og fællesskab
Vær med os i fest og glæde
Vær med os og gør os åbne over for nyt

Vær med os så vi ser de mennesker som er i nød og har brug for os
Vær med os, så vi kan bære over med hinanden
Vær med os, din kirke her i gl. Haderslev

Vær med din kirke ud over hele jorden

Vi beder dig vær med os til alle tider

Mød os i tiden der kommer
Mød os i vores bekymringer
Mød os i vores drømme og håb
Mød os med nåde, tilgivelse og liv
Mød os med evighed og velsignelse

Vi beder dig vær med os til alle tider.

 Amen