Gummitarzan, genstridige væddere og de mindste i Haderslev

22. s. eft. trin.

Gummi Tarzan

I kender garanteret alle historien om Gummitarzan. Ivan Olsen er en dreng på ni-ti år. Han er en tynd lille splejs, og han bliver dagligt drillet og hånet i skolen og får buksevand af de andre drenge. Hjemme sidder hans far og læser Tarzan-blade og irriteres vældig, når Ivan kommer hjem efter dagens buksevand. “Du er en vatnisse, du må være stærk som Tarzan og slå igen, men du kan ingenting.” sige Ivans far. 
Og det kan der være noget om. Ivan kan virkelig ikke ret meget. Han kan ikke hoppe over hesten i gymnastiktimen med den skrappe gymnastiklærer, læse kan han heller ikke finde ud af. Ivan kan heller ikke cykle, ikke svømme. I fritiden futter Ivan omkring alene på mærkelige steder.

Ivan Olsen er om nogen billedet på den mindste, den der er ydmyget helt til gulvet. Og ikke nok med det, han har også taget omgivelsernes vurdering til sig som en selverkendelse jeg dur ikke til noget, jeg er ikke noget værd, for jeg kan ingenting. 

Bliv som det lille barn

I dag møder vi tre formaninger som alle handler om de mindste små. Jesus begynder med at stille et barn frem foran dem og siger, at disciplene skal blive som barnet. Det var en pædagogisk måde at vise sin pointe på overfor sine disciple. Men hvad er det ved børnene vi skal efterligne? Jo det er først og fremmest børns evne til at modtage. Børn var og er fuldstændig hengivet i de voksnes hænder. Når Jesus siger at vi skal blive som børn siger han samtidig, at vi skal lære at tage imod det Gud vil give os. Vi skal forstå os som nogen der ikke kan klare alting selv. Fyldt med tillid til Gud skal vi bare sige ja tak til at være Guds børn. Og sige ja tak til at modtage Guds kærlighed, tilgivelse og sejr over døden.

Det lille barn er læremesteren for os voksne. For barnet lever til dagligt af at tage imod livet i tillid til, at forældre og andre voksne tager sig af det.

Og Jesus bringer opskriften på at blive som børn. Opskriften er: At vende om fra den tankegang, at vi voksne kan klare tilværelsen med vores arbejde og pengeindtjening og meninger og kloge hoveder. Vi voksne skal vende om  fra den tankegang, for at vende os til, at alt hviler i min Guds hænder: Mit liv, mine kæres liv – fortid, nutid, fremtid.

Vi skal lære at råbe højt om hjælp. Bede og trygle Gud om hjælp. Stille os an i al vor svaghed og magtesløshed. Leve vores liv i indrømmelse af, at vi ikke kan klare paragrafferne på egen hånd

Ivan Olsen kan lære os den kristne selverkendelse, at jeg ikke kan noget, hvis det kun står til mig selv. Og er der alligevel noget, jeg lærer, noget jeg måske efter megen strid kommer til at mestre og kunne, så er det fordi det bliver givet mig på forunderlig og guddommelig vis. Ivans redning består nemlig i det eventyrlige, at han pludselig, på overnaturlig vis får uanede kræfter, så han kan træde i karakter overfor alle dem, der har hånet ham. Det er også Guds mindstes redning – at vi får alt givet af hans hånd. På både forunderlig og guddommelig vis.

Bring ikke en af de mindste til fald

Der er en streng alvor i Jesu ord til os i dag. Jesus advarer os mod at bringe andre til fald. Det er nogle bloddryppende og ildspyddende alvorlige billeder han anvender.

Det skaber nogle overvejelser for mig som præst og os som menighed. Midt i al euforien over hvor mange kirkegængere vi kan tælle her om søndagen, og hvor mange frivillige vi kan engagere, glemmer vi som menighed så de mindste? Er det trods alt ikke vores vigtigste opgave som kristen kirke, at tage os af de mindste i verden? For det at bringe nogen til fald kan vel ligeså godt gå på, at vi engang imellem mere eller mindre med vilje, undlader at gøre noget for denne verdens mindste. Hvis vi undlader at vise Guds mindste Kærlighed, så oplever de måske aldrig, hvad det vil sige at være et Guds barn.

Hvem er i det hele taget de mindste her i Haderslev, hvem er vores Ivan Olsen? Er det barnet der bliver drillet i skolen og er utilpasset? Er det enkemanden, der sidder ensomt derhjemme og nærmest aldrig kommer uden for en dør? Er det den mor, som børnene ikke vil kendes ved fordi alkoholen har sit tag i hende? Er det dem, som er flygtet hertil, fordi de blev udsat for tortur og nu venter på den afgørende dom, om de må blive eller skal sendes tilbage? Er det ham, der dør uden at nogen gider dukke op til begravelsen? De mennesker findes altså her i Haderslev. Er det dem, der tænkes på? Og hvordan er det, vi tager os af dem? Hvem er det, jeg skal tage mig af? Hvem er en af de små, som jeg kender og som har brug for mig….)

Opgaven er vigtig, netop fordi alle har lige stor værdi for Gud. Vores normale hierarki er vendt på hovedet. Den måde vi er vant til at vurdere andre mennesker på, kan vi ikke bruge til noget. Gud har sin egen målestok. Han elsker alle lige højt, selv de mindste.

Det fortalte Jesus en historie om.

Find de mindste

Jeg holder enormt meget af historien om det fortabte får. Men hold da op, hvor den drypper af romantik. Det er en helt igennem sødsuppe historie. Vi har så mange kristne børnebøger derhjemme, som fremstiller netop den historie. Det er slående, at tegningerne af det lille lam i alle disse bøger er meget polerede. Lammet står der og græder med sine puttenuttede uldtotter, fordi det sidder fast i noget krat og ikke kan komme fri. Men heri ligger jo en bestemt tolkning, og jeg tror, det kan føre til en misforståelse af historien.

Der er ikke noget smukt over lammet. Det er ildelugtende og genstridigt. Måske skulle vi i højere grad tænke det som en gammel vranten vædder, som ikke gider være sammen med de andre. Den er løbet hjemmefra, har gemt sig og vil formentlig slet ikke findes. Hvis den sidder hjælpeløst fast et eller andet sted, er det i hvert fald selvforskyldt. Da hyrden endelig finder sin genstridige vædder, stanger og sparker den efter ham. Når man forstår fortælling sådan, bliver den langt mere realistisk. Jesus er taget ud for at finde de fortabte, de mindste.  

Som fortællingen om lammet står her, bliver det brugt både til at fortælle om Guds omsorg for de mindste, men samtidig som en opfordring, udfordring og opgave til os. Vi skal ligesom hyrden tage ud for at lede efter de mindste. Det er ikke nogen romantisk smuk opgave. Snarere noget bøvl.

Der kan være noget, vi skal give afkald på for at kunne finde tid og ressourcer til det her. Måske bliver der mindre tid til fitnesscentret eller karrieren eller børnebørnene. Det er netop besværligt, ubekvem at leve efter det her. Det er formentlig ikke noget som giver anerkendelse i andres øjne. Når vi endelig får øje på fåret, er det en genstridig gammel vædder, som har nok i sig selv, og ikke vil hjem til folden.

Men selv den mindste, selv den som ikke føler sig værdifuld, selv den som ikke selv vil findes af Gud, selv den er værdifuld i Guds øjne.

Afrunding

Vi skal stræbe efter at blive som de mindste. Vi skal erkende at vi på alle måder er i Guds hånd og ikke kan noget, hvis det kun står til os selv.  Vi har brug for det, vi kan få fra Gud.

Han elsker os alle med en ufattelig stor kærlighed og vil, at ingen af hans mindste skal gå fortabt. Derfor går han selv ud for at lede efter alle, og han sender os ud for at bringe genstridige væddere hjem i folden.

Amen