Hvordan giver vi troen videre

(6. s. eft. påske Joh 15,26-16,4)

Bedsteforældrene vidnede

Det var uendeligt kedeligt. Jeg var barn, og vi sad der i stuen hos mine bedsteforældre. Vi var på besøg, mine fætre fra Haderslev, min søster og jeg. Først skulle vi vente på, at alle havde spist færdigt. Dernæst fandt bedstefar andagtskalenderen frem. Det var brødremenighedens kalender, og en eller anden præst havde skrevet kloge kedelige tanker. Det var ofte lange snørklede stykker, som vi ikke forstod noget som helst af. Min bedstefar læste op på sådan en kedelig, langsom og træt måde. Han virkede også altid træt, når han læste. Så var det, vi fandt på en lille konkurrence. Vi puttede to fingre frem foran os, og nu skulle man føre dem sammen. Opgaven var at ramme så præcist, at fingrene nåede hinanden, lige når stykket var færdigt. Så sluttede han med at bede. Altid den samme bøn. Tak Herren for han er god, hans miskundhed varer til evig tid. Amen

Jeg kan ikke huske nogen af de stykker, der blev læst, og jeg har godt nok hørt mange. Jeg anede ikke, hvad miskundhed var for noget. I det hele taget synes jeg, det var ret kedeligt. Alligevel var der noget særligt over det. Vi fornemmede, at vi var i et rum, hvor der foregik noget vigtigt. Andægtigheden, de rynkede fingre der blev foldet, Gentagelsen. Vi fik en oplevelse, vi ikke fik andre steder. Vi så, at her var noget, som havde betydning.

Vi sendes ud

Jesus gav sine disciple en opgave. De skulle fortælle hele verden om ham. Han spurgte dem ikke, om de havde lyst til det. Det var nærmere en ordre. Vidnepligt kunne man kalde det. Det var bestemt ikke nogen let opgave, han sendte dem ud på. Der var mange, som var fjendtligt stemt over for disse nye tanker. Det kunne blive særdeles farefuldt, og mange af dem måtte lade livet. Det var med livet som indsats. Men alligevel skulle de gå.

Ligesom Jesus sendte disciplene ud dengang, sender han også os ud i dag. Jesus ord kan høres som ord til hans disciple til alle tider. Tiden har ændret sig, og det har vilkårene også. Det er ikke længere forbundet med fare i vores del af verden. Vi kan prædike det frit. Vi bliver hverken forfulgt eller risikerer livet. Hvad er det, der kan afholde os fra at vidne? Er der noget at være bange for?

Ja, jeg tænker, der særligt er to ting:

1) Frygten for at blive til grin. Vi kunne blive opfattet som naive og verdensfjerne. Hvad ville de andre ikke tænke om mig, hvis jeg bekendte kulør. Sådan tror jeg, vi alle har tænkt, hvis vi har været på udebane. Når vi har været mere eller mindre usikre på os selv.

2) Frygten for at blive for anmassende. Vi kender jo alle sammen Jehovas vidners fremgangsmetoder. Jeg tror, vi er bange for at blive som dem. Vi mener, at folk selv skal tage stilling til det. Vi vil ikke pådutte andre noget. Tro er noget personligt. 

Jeg tænker ikke, der er noget i vejen med at have disse to forbehold. Måske er de endog nødvendige, når man står overfor at skulle fortælle om Kristus her i 2015. Vi er alle udstyret med et kritisk filter, som reagerer, hvis vi føler nogen går over vores grænse og vil overbevise os om noget. Alligevel må vi spørge os selv, om disse forbehold virkelig er nødvendige? Er forbeholdene mere et udtryk for vores egen modvilje? Er det fordi vi ikke har lyst til at udføre opgaven?

Jesus spørger os ikke, om vi vil. Han siger vi skal. Vi har pligt til at vidne om ham. Heldigvis står vi ikke alene med opgaven. Gud har sendt sin ånd til jorden, som hjælper os. Den giver os mod, når vi ikke tør. Den vejleder os, når vi er i tvivl om, hvordan vi skal gøre. Frygt ikke, for Jeg er med jer siger Gud.

Hvordan giver vi troen videre?

Nu er det så, jeg godt kunne bruge Helligånden til lidt vejledning. For hvordan gør vi det helt konkret? Jeg tænker i forhold til vores første og vigtigste opgave. Nemlig, at give troen videre til dem, vi er tæt på. Vores familie, vores børn og børnebørn.

Det er de samme to forbehold vi har, som jeg fremhævede lige før. Vi kan være bange for at blive til grin. Er det derfor, vi ikke synger højlydt til bords på campingpladsen, eller i hvert fald kan kvie os ved det? Eller undlader at fortælle på arbejdspladsen at vi var til spaghettigudstjeneste i går? Men, hvad er det, vi vil vise vores nærmeste? At troen er noget, man lægger fra sig derhjemme? Er de religiøse ritualer vi har, nogen vi skal holde inden for hjemmets fire vægge? Nej, troen skal da være noget, vi bringer med os overalt.

Måske er det, fordi vi er bange for at blive for anmassende. Vi vil ikke skilte så tydeligt med vores kristne tro. Så kunne folk tro, vi vil pådutte dem noget. Der er en fare for at vi bliver for anmassende over for vores børn og børnebørn. Det vil vi ikke. Vi kender måske børn, der er blevet præget lidt for voldsomt i èn retning, da de var små. Når ungdomsoprøret kommer over dem, rammer det markant. Så går de helt i den anden grøft, og vil ikke have noget med det at gøre. Det er jo bestemt ikke det, vi ønsker for vores familiemedlemmer. Så hvor går grænsen? Hvordan får vi vidnet uden at blive indoktrinerende? Hvordan giver vi dem frihed til selv at vælge det til?

Skal vi tvinge dem?

Vi skal og kan bestemt ikke tvinge nogen til at tro. Det kommer der aldrig noget godt ud af. Men små børn har brug for vejledning. De bør have ansvarlige voksne, som træffer gode beslutninger for dem. De kan ikke træffe dem selv. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper dem. Det gør vi, når vi lader vores børn døbe. Det gør vi, når vi fortæller de gode historier videre fra biblen. Det gør vi når vi lærer børn at synge salmer. Det gør vi, når vi forsøger at svare på børnene store spørgsmål om livet og døden. Hvis ikke vi tager disse opgaver på os, så synes jeg vi løber fra vores ansvar. Hvornår er børn så gamle nok til selv at vælge? Tja…

Afslutning

Vi skal vidne. Jesus sender os ud for at fortælle om ham til alle mennesker. Vi har nogle forbehold. Vi vil ikke blive til grin, og vi vil ikke være anmassende. Vi skal finde en god balance. Når børnene er små, skal vi fortælle dem om troen og vise dem, hvad det betyder for os. Når de bliver ældre, skal de have friheden. Jeg vil slutte min prædiken med at gentage mig selv. Jeg vil fortælle jer, hvilket indtryk det gjorde på mig, at mine bedsteforældre vidnede for mig.

Jeg kan ikke huske nogen af de stykker, der blev læst, og jeg har godt nok hørt mange. Jeg anede ikke, hvad miskundhed var for noget. I det hele taget synes jeg, det var ret kedeligt. Alligevel var der noget særligt over det. Vi fornemmede, at vi var i et rum, hvor der foregik noget vigtigt. Andægtigheden, de rynkede fingre der blev foldet, Gentagelsen. Vi fik en oplevelse, vi ikke fik andre steder. Vi så, at her var noget, som havde betydning.