4. december 2018

Hvad sker der når jeg dør præst?


Indtoget i Jerusalem

Det påtrængende spørgsmål
Hvad sker der når jeg dør præst? Stemmen dirrede. Det var et meget påtrængende spørgsmål for ham. Og det var tydeligt at mærke, hvad han gerne ville høre. Tavsheden i rummet var larmende, så han fortsatte: Kommer jeg i en slags himmel? Og det bliver da forhåbentlig ikke i den her krop?
Jeg blev for mange år siden kaldt ud til en samtale. Her mødte jeg en meget fortvivlet og afkræftet mand. Han led og havde smerter. Og så var han frygteligt bange. Bange for at skulle dø og hvad, der ventede ham. Han havde været skolelærer og havde gennem årene fortalt mange historier fra det Gamle Testamente for sine elever. Han var derfor meget velbevandret i bibelhistorierne. Og han kendte også nogle hårde og gruvækkende historier med, hvad Vorherre er i stand til. Det gjorde ham bange, for hvordan ville Gud mon behandle ham.
Hævnguden
Manden var ikke dum. Han vidste godt, at han ikke havde levet noget perfekt liv. Der var skam meget, han burde have gjort anderledes. Nu ville han gerne have klar besked. Hvad sker der når jeg dør præst?
Egentlig tænkte denne mand Gud som meget menneskeligt. Gud er en, der vil hævne det, vi har gjort forkert. Hvis vi ikke har givet ham nok tid og opmærksomhed i livet, ja så følger straffen, når vi dør. Gud er en, der bringer retfærdighed, så vi får som fortjent. Det er typiske menneskelige træk.
Det er samme tanke, der er formuleret i salmernes bog i den salme, vi lige har hørt i dag. ”Hvem kan drage op til Herrens bjerg? Hvem kan stå på hans hellige sted? Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og sværger falsk. Han henter velsignelse hos Herren og retfærdighed hos sin frelsesgud!”
Vi får belønning hvis vi har fortjent det. Men hvad så med os, der engang imellem har stukket en løgn? Hvad med os, der kan huske tilbage på mennesker, vi har svigtet? Og os, hvor det er så som så med det rene hjerte og de skyldfrie hænder? Når vi hører, hvem der har adgang til det hellige bjerg, kan vi godt blive lidt bekymrede. Særligt når døden nærmer sig. Er Guds hellige bjerg kun et sted for de særligt hellige og udvalgte? Og får vi som fortjent når vi engang dør?
Kappen
Det er et andet billede af Gud, vi møder ved indtoget i Jerusalem. Her er det den ydmyge og sagtmodige konge. Jesus tager rollen på sig og gjorde nøjagtig, som profeterne havde spået. Det, at han vælger at ride på et æsel, signalerer, at det er fredens konge, der kommer. Det er ikke magtens og hævnenes Gud, vi møder her.
Der er en detalje i denne historie, som jeg har læst henover i mange år. Jeg har nok været for fokuseret på palmegrenene og Hosiannaråbene. Men det fortælles, at disciplene tog deres kapper af og lagde dem på æslet. Folkeskaren tog også deres kapper af og lagde dem på vejen. Hvad er der så særligt ved de kapper da? Jo, det er ikke kun en hyldest. Det repræsenterer meget mere end det. Det er en stærk manifestation, som skal fortælle noget.
Elias og Elisa
Kappen hænger nemlig sammen med magten. Vi kender det fra historien om profeterne Elias og Elisa fra det Gamle Testamente. Elisa er bekymret for, at han kan blive en god profet. Han tror ikke, han kan efterfølge sin dygtige forgænger Elias. Men han får kraft gennem kappen. Da Elisa samler Elias kappe op, så har han fået overdraget magten. Derefter tør han tage opgaven på sig. Da Elias lagde sin kappe ned afgav han magten til den Elisa.  
Det, som folkeskarerne gjorde palmesøndag, var, at de afgav magten. De rullede ikke kun den røde løber ud, da de lagde deres kapper, nej de underlagde sig Jesu magt. De tog deres eget af og viste, at de ikke kunne klare sig selv. Så er det, at de var klar til, at Jesus kunne klæde dem på.
Iklæde sig Kristus
Adventstiden er sådan en tid hvor man kan billedligt set klæde sig af og på. Jeg ved godt at for mange af os, er det blevet en nedtællingstid til den store dag. Med flammen som langsomt bider en stump af kalenderlyset hver dag. Men egentlig er adventstiden en tid, hvor vi kan blive omklædt. Der er alvor og bid i de fortællinger, som hører adventstiden til. Det handler om endetiden. Om den dom vi alle skal møde engang. Om Jesu andet komme. Det er langt fra julens hygge.
Det gode budskab i adventstiden er, at vi ikke behøver være bange for det, der kommer. Vi kan trygt gå vores død i møde, for vores frelser kommer til os. Vi får lov at tage Jesu klæder på. Vi må iklæde os ham.
Gudstjenesten som walk in closet
Gudstjenesterne her i adventstiden kan ses som en slags Walk in closet vi kan gå ind i. Her kan vi tage noget på, der ikke er vores eget. Jesus tilbyder os et nyt sæt tøj. Martin Luther talte om det salige bytte. Altså vi bytter tøj med Kristus. At Kristus påtager sig alt vores, for at vi kan påtage os hans. Og tøjet er selvfølgelig et billede på alle vores fejl og mangler, vi har gjort igennem livet. Det får vi lov at lægge fra os.
Aflastning på dommedag
Der ligger en stor aflastning i det på dommens dag. Den dag vi dør, skal vi ikke grave de rigtige handlinger frem i os selv. Vi behøver ikke fremhæve alle vores gode intentioner og gerninger. Vi behøver heller ikke forsøge at skjule de fejl, vi har begået gennem livet. For vi skal slet ikke bruge vores egne klæder til noget som helst. I stedet kan vi iføre os Kristi klæder, få dem pålagt. Svøbe os i dem.
Derfor er der grund til Jubel
Derfor er der grund til jubel. Vi må råbe vores hosianna, for vores frelser kommer til os igen i år. Lad os brede vores kapper ud denne adventstid. Lad os underlægge os Jesus og afgive magten. Lad os gå ind i gudstjenestens walk in closet og lægge alt vort eget fra os. Vi må få nyt tøj på. Tøj der frelser os.
Svaret
Så da den ældre afkræftet herre spurgte mig, hvad der sker, når vi dør. Ja så måtte jeg ærligt svare, at jeg ikke ved det. Og jeg kan sagtens følge hans bekymring. Angsten for det ukendte. Men jeg tror, Gud vil være der for os. Jeg tror, han vi tage os hjem til sig. Og vi behøver ikke være så bekymrede for, om vi nu levede et godt nok liv. For det gjorde vi ikke. I stedet skal vi lægge kapperne hen på vejen foran æselkongen. Vi kan råbe vores Hosianna, for vi får ikke løn som fortjent. Vi må iklæde os ham og få evigt liv.
Amen 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar