17. juli 2013

Hvordan bliver man lykkelig?

Jesus giver os opskriften på, hvordan man får et lykkeligt liv? Det handler ikke om berømmelse eller om at tjene en masse penge. Det handler heller ikke om at få et langt liv. Lykkelig er ikke den, der får andre menneskers anerkendelse og anseelse. Det vigtigste er ikke at have et fint hjem og fremstå harmonisk udadtil. Nej, opskriften på det lykkelige liv er en anden. Lykkelig er den, der henter kraft hos Gud og lader sig lede af hans gode budskab.

Der er ellers mange budskaber, man kan lytte til. Når jeg cykler på arbejde, kører jeg forbi Erritsø Bagerens, Nettos og SuperBrugsens tilbudsskilte. De har nogle meget vigtige ting, de vil sælge mig, så mit liv bliver bedre. Tænder jeg for fjernsynet eller åbner for avisen, er der mange meninger om, hvad jeg skal tænke tro og mene. Åbner jeg for min Facebook, vrimler det med reklamer. Der er nærmest ikke grænser for, hvad vi påvirkes af i vores verden. 

Det vrimler med budskaber til os. Måske opdager vi det ikke, fordi det er så integreret en del af vores liv. Vi er udstyret med et filter, som filtrerer det fra. Men egentlig siger de alle noget om, hvordan vi skal leve vores liv: Dit liv bliver bedre, hvis du køber det her, bare du træner og smider 5 kilo, så bliver mændene vilde med dig, bare du tjener flere penge, så opnår du prestige i nabolaget, eller bare du gør sådan og sådan - så bliver du lykkelig.

Jesu opskrift er en anden. Han fortæller os, at vi ikke skal lytte til de letkøbte budskaber om lykke. De kan synes nok så gode, men egentlig lykkelig bliver man på en anden måde. Det bliver man ved at være en gren på Guds træstamme. Hvis man er der, bærer man frugt. Her bliver ens liv betydningsfuldt. Og så giver livet mening.

Det er godt at sidde fast på Guds træstamme. Nu behøver man ikke lede efter lykken. Man er elsket betingelsesløst fra begyndelsen. Nu handler det ikke længere om, hvor mange likes man kan få på Facebook, eller om hvor mange venner man kan skaffe sig i det virkelige liv. Nu handler det om at bære frugt ved at være noget for andre. Gud sætter os fri fra vores kredsen om os selv. Han sender os ud i verden for at gøre godt, og han fortæller os, at vi når som helst kan hente næring fra træstammen.

Så lykkelig er den, der hører sammen med Gud og er noget for andre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar