Jesus sætter os fri

https://www.youtube.com/watch?v=b8AyHupByuU

Vi kan ikke leve uden regler. Både de nedskrevne og de moralske. De er nødt til at være der, når der er mennesker, som skal leve sammen. De er lavet for at beskytte svage og for at fremme retfærdighed. Jeg tror ikke, vi lægger mærke til alle de regler, der er omkring os sådan en almindelig hverdag.

Hvor er der mange normer, vi retter os efter uden at tænke videre over det. Altså nogle regler, som ikke står nogle steder, men som vi følger bevidst eller ubevidst. En sjov iagttagelse, jeg har gjort, er, at mennesker ofte går meget op i de regler og normer, som de selv kan overholde, og bagatelliserer dem, som de har svært ved at overholde. Jeg kan huske fra dengang jeg gik i gymnasiet og spiste mine madpakker med KFS, at vi ofte diskuterede, hvordan kristne skulle leve. Vi kunne ret hurtigt blive enige om, at det med abort var noget værre noget, som man skulle holde sig langt fra, men det var heller ikke et emne, som brændte på for nogen af os. Til gengæld kan jeg huske op til flere KFSere, som ikke gik så højt op i det med fartgrænserne på motorvejen. Jeg tror, det er et træk ved os mennesker, at vi går højt op i de regler, som vi selv kan overholde. 

Også på Jesu tid var der mange regler. Det var der nødt til at være dengang som nu. Farisæerne var nogle af dem, som var gode til lovoverholdelsen, og de lærte andre, at det var vigtigt at holde Guds bud. Det var jo Guds regler, som skulle være med til at bygge et godt og retfærdigt samfund op. En af reglerne var, at man skulle holde hviledagen hellig.

At holde hviledagen hellig synes jeg er en god regel. Mennesker har brug for at hvile ud engang imellem. Vi kan ikke fare derudaf med fuld fart hele tiden. Måske har vi særligt brug for at høre det i vores tid. Nogle har kaldt vores samfund for ”det pauseløse samfund”. Dvs. vi lever i et samfund, hvor butikkerne har åbent næsten alle ugens dage og fra morgen til sen aften. Vi kan ordne bankpapirer midt om natten, for vi kan bare klare det via nettet, når det passer os bedst. Vi skal skrive beskeder til hinanden på mailen på alle tider af døgnet. Mange har flekstid og kan selv i nogen grad bestemme, hvornår de vil arbejde. Så der er ikke ret meget, der værner om, at vi holder fri på bestemte tidspunkter. Det gør det vigtigere end aldrig før at have en hviledag, hvor vi kobler fra. Vi har brug for pauser.

Det havde de også brug for på Jesu tid, og det anfægter Jesus overhovedet ikke. Det han går imod er derimod når regler bliver brugt til at tryne andre med. Når de regler som skulle bruges til at sætte mennesker fri i stedet bliver brugt til at binde dem. Og det var det, som var sket på Jesu tid.

Jesus stillede skarpt på farisæernes lovoverholdelse. Han var egentlig dybt provokerende. Han tydeliggjorde, hvor dobbeltmoralske farisærerne var, når de med største selvfølgelighed ville trække en okse eller en søn op af en brønd på en sabbat, samtidig med at de ikke mente, det var i orden at helbrede en mand, som havde brug for det. Hvor er vi så henne? Og senere kommer Jesus med det mærkelige eksempel med pladserne ved bryllupsfesten.

Man skal altid sætte sig på de dårligste pladser til en fest, for så kan det være man bliver hædret mens alle andre ser det, ved at blive sat højere op. Det er sand kristen ydmyghed. Problemet er bare, at det kan man kun gøre en gang. Anden gang man gør det, er det med den bagtanke, at man gerne vil hædres. Det er altså en fælde Jesus sætter for at vise os vores fejl. Vi er egoistiske mennesker, som dybest set vil os selv. Vi kan ikke undgå at gå i den her fælde, hvis vi forsøger at være åh så ydmyge.

Jesus vil sætte os fri af vores dobbeltmoral. Ja på alle måder vil han sætte os fri. Han vil ikke, at vi skal lade os begrænse af de menneskelige moralske grænser, vi altid bygger op for andre mennesker. Jesus vil sætte os fri. Det er det, som musikvideoen, vi lige har set, giver et billede af.

Den handler om tre forskellige personer i et storby-miljø: En prostitueret, der står på sin flise, en hjemløs dranker med sin flaske og sit liv i en indkøbsvogn og en gangster, der kommer i uoverensstemmelse med sin gadebande. Den prostituerede, drankeren og gangsteren vil gerne væk fra deres tidligere liv, og de opsøges af Gud. Hans sendebude, altså hans ”engle” i form af almindelige mennesker med vinger, finder dem og hjælper dem på vej. Englene guider dem, når de bliver fristet til at vende om, når det gamle liv kalder dem tilbage. Og det lykkes dem at komme væk. De forlader det kendte og kommer hen til det ukendte - nemlig hen i kirken.

Jeg tror Kanye West, som har lavet musikvideoen, vil fortælle os, at der findes en Gud, som kan befri os. Han vil gerne komme og møde os i det liv vi lever nu og her. Han har større planer med os. De tre personer i videoen lever alle et liv, hvor de forspilder deres muligheder. Hvor de ødelægger livet for dem selv og andre. Det er det, som Jesus vil sætte dem fri fra.  

Jesus ville også sætte mennesker fri, dengang han gik på jorden. I den historie, vi hørte i dag, helbredte han en mand med vand i kroppen og gav ham på den måde et nyt liv. Men der var også mange andre af dem, som Jesus mødte, der oplevede, at deres liv ændrede sig. Zakæus, som trængte til en der så ham, kvinden der skulle stenes, Nikodemus, disciplene, kvinden ved brønden, og mange andre - alle mødte de Jesus, og deres liv blev aldrig det samme igen. Men også farisæerne med deres dobbeltmoralske lovoverholdelse ville Jesus gerne sætte fri. Han ville at de skulle få øje på at det var forkert det de havde gang i.

Også i dag sætter Jesus sig op imod vores dobbeltmoralske regler. Der er grundlæggende ikke noget i vejen med Guds regler. De er gode og nødvendige for os. Men vi skal få øje på, at vi har en tendens til at se de andres fejl og mangler. Vi skal lade være med, at dømme de andre ude og stædigt holde fast i, at vores egne gode moralske leveregler bør gælde for alle andre.

Det vil Jesus sætte os fri fra.  Amen

Bekymringer

Her i sommers har jeg været præst på KFUM og KFUK´s festival wonderful days med 1000 teenagere. Vi var to præster Anders og jeg som fik til opgave at arrangere en dag for de andre præster og medhjælpere ved kirketeltet. Anders havde hørt et foredrag af en svensk præst, som var kommet til et sogn med 30.000 medlemmer, men kun op mod 10 kirkegængere om søndagen. Han tænkte derfor: Vi skal helt sikkert gøre noget andet end det vi plejer. Jeg ved ikke hvad, men det vi gør virker ikke. Derfor begyndte han at invitere menigheden til at møde op halvanden time før gudstjenesten uden at nogen havde lavet noget som helst inden. Så fordelte de sig på forskellige grupper. Nogen skrev en prædiken, andre arbejdede med musikken, nogen stod for liturgien nogen skrev bønner osv. Det gav ejerskab og menigheden begyndte at vokse.

Anders og jeg tænkte, at det skulle vi prøve. Men ingen af præsterne måtte vide noget om det inden. Ellers kunne det være at de ville gå hen og bekymre sig unødigt om det. Vi valgte den tekst som jeg lige har læst dels fordi præster ofte kan have en tendens til at sidde og genskrive og redigere på en prædiken i timevis og fordi vi kan være meget blufærdige og vil levere noget der er fantastisk hver gang. Derfor tænkte vi at den her tekst ville kunne lære os at være lidt mere afslappet omkring tingene og vi ville vise, at man faktisk kan få en rigtig god gudstjeneste ud af meget lidt forberedelse.

Projektet synes jeg i den grad lykkedes. Og jeg kan afsløre at jeg godt kunne tænke mig at prøve noget lignende en søndag formiddag her i kirken, men det er en anden sag. Vi holdt gudstjenesten i et udendørs telt som samtidig var en cafe. Musikgruppen fik valgt nogle gode salmer og spillede også instrumenter til, de havde oven i købet et præludium: ”Dont worry be happy”. Desuden havde vi en bønne og liturgigruppe som fik lavet nogle flotte bønner og jeg selv var kommet i prædikengruppen sammen med to andre.

Vi sad og diskuterede teksten et stykke tid og kom frem til at det er så spændingsfyldt et emne. Vi vil så gerne leve ubekymret som markens liljer og himlens fugle men vi gør det slet ikke. Vi gør nærmest det modsatte. Sikrer os på alle mulige måder, sparer op til pensionen og bekymrer os om både det ene og det andet. Derfor blev vi enige om ikke at give folk et endegyldigt svar, men lade tekstens svære dilemma fortsætte med at være åben.

Vi lavede en prædiken a la Mads og Monopolet med en vært og to gæster. Jeg var værten og havde i dagens udgave fået besøg af en livsstilsekspert og en præst. Nu var der så mennesker som havde skrevet til programmet med spørgsmål. Den første var en frustreret familiefar som gerne ville leve i hellig ubekymrethed, men da han havde tre børn som var meget sultne og en kone som ville have ham til at købe ind til hele ugen så stod han i et dilemma. Skulle han følge konens råd og fylde indkøbsvognen efter hendes indkøbsliste eller skulle han leve som markens liljer og himlens fugle i skøn ubekymrethed?

Coachen syntes manden skulle følge sin mavefornemmelse og handle ind efter farver og synsindtryk. Han skulle ikke lade sig diktere af en indkøbsseddel men i stedet bare lade øjeblikket fortælle ham hvad han skulle købe. Præstens råd var ikke meget bedre. Han syntes manden skulle begynde at bede noget mere. Lægge sit liv over i Guds hænder så skulle det hele nok lykkes.

Sådan fik de der havde skrevet en mail til programmet en masse gode råd til hvordan de skulle blive mindre bekymrede og leve mere efter vor Herres ord. Der var også en præst som havde skrevet til programmet for at få råd om hvordan hun skulle gribe det an at skulle stå for en gudstjeneste for en masse andre præster. Hun følte sig slet ikke god nok til den opgave. Hun ville vide, hvilke bøger hun burde læse for at forberede sig. Præstens råd var at hun skulle lade det ligge, ikke bekymre sig om det. Dagen før gudstjenesten skulle hun så sætte sig med en flaske rødvin ved en skovsø og så ville Gud nok fortælle hende hvad hun skulle gøre.

Vi forsøgte med denne anderledes prædiken at fortælle hvor svært og ofte konfliktfyldt det kan være at være et menneske i vores tid som gerne vil leve ubekymret. Det var ikke en prædiken der skulle give svar, men den skulle få alle tilhørerne til at reflektere over hvordan de efterlever Jesu ord i deres liv.

Nu kommer så den gruppe som efter min mening havde været mest kreative. Vi havde sammensat en gruppe som skulle illustrere teksten på en eller anden måde ved at sætte krop på den. Det valgte de at gøre på to måder. Ved indgangen skulle alle aflevere deres mobil for at man skulle have lov at være uforstyrret. Måske er mobilen netop med til at give os flere bekymringer i dag. Tja, det kunne nok være anledning til en hel prædiken i sig selv. Den får I en anden gang.

Det som de også gjorde som jeg kom til at tænke meget over bagefter var at kaste sig over nogle få linier i teksten og dykke ned der.  Det de havde valgt at fokusere på var ”søg først Guds rige”.

Vi fik to minutter hvor vi skulle ud for at søge Guds rige og derefter komme tilbage til pladsen og snakke med de andre om vi havde fundet Guds rige nogen steder. Der kom mange interessante vinkler på det: En sagde at hun så det i sine børns øjne, en anden havde fundet det i skraldespanden for det var altid der Jesus færdedes, en havde set det i den storslåede natur udenfor, en havde fundet det inde i sig selv og en mente slet ikke at man kunne finde det for Guds rige var noget som kom til en udefra.

Her bagefter er jeg mere og mere overbevist om at vi her er inde at røre ved, hvad der er hele pointen. At hvis vi søger Guds rige, så bliver bekymringerne mindre. Det er her løsningen er på, hvordan man kan komme nærmere et godt liv med færre bekymringer. Det må altså være vores opgave at gå ud af kirke i dag og søge efter Guds rige. Måske har spejderne svaret på hvordan man gør det bedst, deres spejderløfte siger i hvert fald:

Jeg lover at gøre mit bedste for at lytte til Guds ord, holde spejderloven og hver dag gøre noget for at glæde andre.

Det med at glæde andre – det er nok der man kommer nærmere et liv uden bekymringer. Når målet det bliver at gøre andre glad og ikke gøre sig selv glad. Jeg tror vi søger Guds rige når vi glemmer os selv – når vi gør noget for at glæde andre.

 Amen