Bekymringer

Her i sommers har jeg været præst på KFUM og KFUK´s festival wonderful days med 1000 teenagere. Vi var to præster Anders og jeg som fik til opgave at arrangere en dag for de andre præster og medhjælpere ved kirketeltet. Anders havde hørt et foredrag af en svensk præst, som var kommet til et sogn med 30.000 medlemmer, men kun op mod 10 kirkegængere om søndagen. Han tænkte derfor: Vi skal helt sikkert gøre noget andet end det vi plejer. Jeg ved ikke hvad, men det vi gør virker ikke. Derfor begyndte han at invitere menigheden til at møde op halvanden time før gudstjenesten uden at nogen havde lavet noget som helst inden. Så fordelte de sig på forskellige grupper. Nogen skrev en prædiken, andre arbejdede med musikken, nogen stod for liturgien nogen skrev bønner osv. Det gav ejerskab og menigheden begyndte at vokse.

Anders og jeg tænkte, at det skulle vi prøve. Men ingen af præsterne måtte vide noget om det inden. Ellers kunne det være at de ville gå hen og bekymre sig unødigt om det. Vi valgte den tekst som jeg lige har læst dels fordi præster ofte kan have en tendens til at sidde og genskrive og redigere på en prædiken i timevis og fordi vi kan være meget blufærdige og vil levere noget der er fantastisk hver gang. Derfor tænkte vi at den her tekst ville kunne lære os at være lidt mere afslappet omkring tingene og vi ville vise, at man faktisk kan få en rigtig god gudstjeneste ud af meget lidt forberedelse.

Projektet synes jeg i den grad lykkedes. Og jeg kan afsløre at jeg godt kunne tænke mig at prøve noget lignende en søndag formiddag her i kirken, men det er en anden sag. Vi holdt gudstjenesten i et udendørs telt som samtidig var en cafe. Musikgruppen fik valgt nogle gode salmer og spillede også instrumenter til, de havde oven i købet et præludium: ”Dont worry be happy”. Desuden havde vi en bønne og liturgigruppe som fik lavet nogle flotte bønner og jeg selv var kommet i prædikengruppen sammen med to andre.

Vi sad og diskuterede teksten et stykke tid og kom frem til at det er så spændingsfyldt et emne. Vi vil så gerne leve ubekymret som markens liljer og himlens fugle men vi gør det slet ikke. Vi gør nærmest det modsatte. Sikrer os på alle mulige måder, sparer op til pensionen og bekymrer os om både det ene og det andet. Derfor blev vi enige om ikke at give folk et endegyldigt svar, men lade tekstens svære dilemma fortsætte med at være åben.

Vi lavede en prædiken a la Mads og Monopolet med en vært og to gæster. Jeg var værten og havde i dagens udgave fået besøg af en livsstilsekspert og en præst. Nu var der så mennesker som havde skrevet til programmet med spørgsmål. Den første var en frustreret familiefar som gerne ville leve i hellig ubekymrethed, men da han havde tre børn som var meget sultne og en kone som ville have ham til at købe ind til hele ugen så stod han i et dilemma. Skulle han følge konens råd og fylde indkøbsvognen efter hendes indkøbsliste eller skulle han leve som markens liljer og himlens fugle i skøn ubekymrethed?

Coachen syntes manden skulle følge sin mavefornemmelse og handle ind efter farver og synsindtryk. Han skulle ikke lade sig diktere af en indkøbsseddel men i stedet bare lade øjeblikket fortælle ham hvad han skulle købe. Præstens råd var ikke meget bedre. Han syntes manden skulle begynde at bede noget mere. Lægge sit liv over i Guds hænder så skulle det hele nok lykkes.

Sådan fik de der havde skrevet en mail til programmet en masse gode råd til hvordan de skulle blive mindre bekymrede og leve mere efter vor Herres ord. Der var også en præst som havde skrevet til programmet for at få råd om hvordan hun skulle gribe det an at skulle stå for en gudstjeneste for en masse andre præster. Hun følte sig slet ikke god nok til den opgave. Hun ville vide, hvilke bøger hun burde læse for at forberede sig. Præstens råd var at hun skulle lade det ligge, ikke bekymre sig om det. Dagen før gudstjenesten skulle hun så sætte sig med en flaske rødvin ved en skovsø og så ville Gud nok fortælle hende hvad hun skulle gøre.

Vi forsøgte med denne anderledes prædiken at fortælle hvor svært og ofte konfliktfyldt det kan være at være et menneske i vores tid som gerne vil leve ubekymret. Det var ikke en prædiken der skulle give svar, men den skulle få alle tilhørerne til at reflektere over hvordan de efterlever Jesu ord i deres liv.

Nu kommer så den gruppe som efter min mening havde været mest kreative. Vi havde sammensat en gruppe som skulle illustrere teksten på en eller anden måde ved at sætte krop på den. Det valgte de at gøre på to måder. Ved indgangen skulle alle aflevere deres mobil for at man skulle have lov at være uforstyrret. Måske er mobilen netop med til at give os flere bekymringer i dag. Tja, det kunne nok være anledning til en hel prædiken i sig selv. Den får I en anden gang.

Det som de også gjorde som jeg kom til at tænke meget over bagefter var at kaste sig over nogle få linier i teksten og dykke ned der.  Det de havde valgt at fokusere på var ”søg først Guds rige”.

Vi fik to minutter hvor vi skulle ud for at søge Guds rige og derefter komme tilbage til pladsen og snakke med de andre om vi havde fundet Guds rige nogen steder. Der kom mange interessante vinkler på det: En sagde at hun så det i sine børns øjne, en anden havde fundet det i skraldespanden for det var altid der Jesus færdedes, en havde set det i den storslåede natur udenfor, en havde fundet det inde i sig selv og en mente slet ikke at man kunne finde det for Guds rige var noget som kom til en udefra.

Her bagefter er jeg mere og mere overbevist om at vi her er inde at røre ved, hvad der er hele pointen. At hvis vi søger Guds rige, så bliver bekymringerne mindre. Det er her løsningen er på, hvordan man kan komme nærmere et godt liv med færre bekymringer. Det må altså være vores opgave at gå ud af kirke i dag og søge efter Guds rige. Måske har spejderne svaret på hvordan man gør det bedst, deres spejderløfte siger i hvert fald:

Jeg lover at gøre mit bedste for at lytte til Guds ord, holde spejderloven og hver dag gøre noget for at glæde andre.

Det med at glæde andre – det er nok der man kommer nærmere et liv uden bekymringer. Når målet det bliver at gøre andre glad og ikke gøre sig selv glad. Jeg tror vi søger Guds rige når vi glemmer os selv – når vi gør noget for at glæde andre.

 Amen