29. maj 2016

en bisættelse

1. s. eft. trin. 2. række

Rygtet
Det var en mærkelig bisættelsessamtale. Det var så svært at finde ud af, hvad jeg skulle skrive i talen. Hvor skulle jeg begynde, når der ikke var noget positivt at sige om det menneske? Hvor må han have levet et ensomt liv, tænkte jeg?
Det begyndte med, at jeg hørte rygtet i byen. Byens rigeste mand Svend var død. Pludselig faldet om på badeværelset - ramt af et hjertestop. En mand i sin bedste alder midt i 50 erne. Han var blevet fundet sådan, og der gik ikke lang tid, inden rygtet var ude i hele byen.
Bedemanden
Jeg var altså forberedt, da bedemanden ringede. Alligevel blev jeg overrasket. Vi snakker jo altid lige kort om bedemandens oplevelse af samtalen med de pårørende, mens vi fastsætter et tidspunkt for handlingen. Jeg blev overrasket, fordi Bedemanden ikke mente, der ville komme så mange til bisættelsen. Nå, ja sagde jeg – sådan siger folk ofte, og så viser det sig, at der kommer flere, end de regnede med. En mand i den alder, så skal der nok komme mange, sagde jeg til hende. Der er jo både familie, forretningsforbindelser og venner – så det skal nok blive en fuld kirke.
Samtalen
Det var åbenbart en ældre bror, jeg skulle have samtalen med. Jeg svingede op mod den store herregård og blev ganske betaget af den flotte lindealle, som gik op mod gårdspladsen. Det var et prægtigt syn og temmelig overvældende, som alle de nybyggede lader med korn tronede i morgensolen. Det var ikke svært at se, at denne mand havde haft mange penge.
Broderen begyndte med at beklage, at der ikke var kommet flere til samtalen. Svend havde 5 søskende, sagde han, men Svend havde ikke rigtig noget med nogen af dem at gøre. Nogle småkonflikter omkring pengeforhold havde udviklet sig og gjort, at de ikke så hinanden mere. De mødtes i familien, når nogen skulle begraves, konstaterede Svends bror tørt. Jeg undlod at kommentere det, og tænkte, at det fik vi nok rig lejlighed til at snakke om senere.
Jeg gennemgik i stedet forløbet med broren, så han kunne være lidt forberedt inden selve bisættelsen. Så skulle vi vælge salmer. Det viste sig, at broren ikke rigtig havde nogle ideer til salmer. Det havde aldrig sagt hverken Svend eller broren noget, det der med kirke og salmer og sådan noget, så han spurgte, om jeg ikke bare kunne vælge nogen. Det gjorde jeg. Da jeg bad ham uddybe Svends forhold til kirken, sagde broren tørt. Svend gik aldrig i kirke – heller ikke juleaften. Han troede ikke på sådan noget overnaturligt vås. Nej, folk der troede på en Gud, var ifølge Svend nogle være tossehoveder.  
Så fik jeg rullet Svends livsforløb op. Han havde altid været lidt en enspænder. Jeg fik indtrykket af at Svend havde været dygtig til forretninger. Hans mark havde givet godt, og virksomheden havde langsomt men sikkert vokset sig kæmpestor. Penge havde været målet for ham. Det havde også været det eneste. Venner og familie havde han stødt fra sig. Han havde snydt og bedraget alt og alle. Forretningsforbindelserne havde ikke noget godt at sige om ham andet, end at han overholdt de aftaler, de havde indgået.
Svend var død pludseligt uden at have ytret sig til nogen om, hvad han ønskede, der skulle ske med ham, når han døde. Derfor havde hans bror valgt, at Svend skulle ned i de ukendtes gravsted – det ville han have været glad for, fordi det var det billigste.
Talen?
Det var, hvad jeg kom hjem med. Et billede af en ensom mand, hvis eneste mål i livet var at blive rigere. Han havde prioriteret sig selv frem for de andre. Nu kunne det alligevel være, at der ikke var nok til at bære kisten ud.
Men hvad skulle jeg dog skrive i talen? Jeg havde jo vitterligt ikke et positivt udsagn at hæfte på manden. Jeg havde forsøgt at spørge ind til, om broren ikke kunne nævne nogen gode egenskaber, men det kunne han ikke. Nu er det jo begrænset, hvad vi præster får at vide om afdøde. Vi er afhængige af, hvad vi får at vide til samtalen med de pårørende. I dette tilfælde havde jeg ikke meget. Ud over samtalen med broren havde jeg kun avisens dækning, men den handlede mest om de erhvervsmæssige vindinger, Svend havde gjort sig. Det var jo dybest set ret ligegyldigt. Og så fortalte avisen om det magtspil, der nu var i gang med, hvem der skulle arve pengene.
Gudbilledlighed?
Men tænkte jeg, gemte der sig slet ikke noget godt i Svend? Gør der ikke det i alle mennesker? Er vi ikke skabt i Guds billede og ligner ham? Sådan har der garanteret været noget godt inde i Svend. Godt og grundigt skjult, men det var der. Alle gør deres bedste ud fra de forudsætninger de har. Flosklerne stod i kø inde i mit hoved. Jeg overvejede et kort øjeblik, om min tale skulle kredse om, at vi alle er skabt i Guds billede - også Svend. Alligevel lod jeg det ligge. Det var nok ikke gudbilledligheden, som stod klarest for de eventuelle deltagere til bisættelsen. 
Er der håb?
Er der håb for sådan en mand tænkte jeg? Når han nu var så ligeglad med kirken – er der ikke et minimum, vi skal opfylde, for at Gud gider havde med os at gøre? Er det nok bare at blive døbt og så ellers forkaste troen resten af livet? Jeg fik en tanke. Måske var Svend slet ikke medlem af folkekirken. Nej, det var han ikke, viste det sig. Han meldte sig ud på sin 18 års fødselsdag. Ja, så var det jo faktisk slet ikke mit bord. En udmeldelse bør vi respektere. Det er et aktivt valg, Svend har truffet om, at han ikke vil bisættes fra en kirke. Nu var der så bare ikke noget at gøre. Jeg havde jo haft samtalen og booket kirken. Jeg var sur på mig selv, at jeg ikke havde tjekket det inden.
Er jeg selv rig hos Gud?
Jeg lod talen ligge og tog hjem. På vej ud fra kontoret tjekkede jeg lige min netbank – om lønnen fra sidste måned nu var kommet ind. Så slog det mig: Er Svend og jeg så forskellige? Jeg nyder også at tjene penge. Det er rart at have økonomisk overskud og selv kunne bestemme mange ting. Altså forstå mig ret – jeg har mange gode relationer, og penge har en begrænset betydning for mig. Alligevel har pengene en betydning.
Jeg måtte erkende, at jeg ligner Svend på mange punkter. Vi forfejler begge målet. Ingen af os kan påberåbe os, at vi udelukkende tænker på andres ve og vel. I bund og grund er vi egoister. Er jeg selv rig hos Gud? Og hvad vil mine efterladte fortælle om mine prioriteringer i livet? Det spørgsmål kværnede rundt i mig resten af aftenen.
Måske var det emnet for min tale: At der er håb for os. Det hele afhænger ikke af os. Vi skal ikke selv optjene rigdom hos Gud. Vi skal ikke præstere noget, være så og så gode. Nej, Kristus har betalt for os. Det er ham, der gør os rige i Guds øjne. Aaaah, jeg kunne godt høre det. Det blev nok for langhåret for tilhørerne særligt nu hvor jeg kendte broren. Jeg faldt i søvn mens tankerne rumlede i mit hoved.
Hvad med himmelen
Da jeg kom tilbage til computeren dagen efter, var dokumentet med talen stadig gabende tom. Måske skulle jeg tage tyren ved hornene og stille det spørgsmål, jeg selv brændte mest for. Er der en plads i himlen hos Gud til Svend? Jeg tænkte, at det også måtte være det spørgsmål, eventuelle tilhørere sad med. Når han nu så åbenlyst havde fornægtet Gud og levet for egen vindings skyld. Ja, var der så et håb for ham?
Jeg huskede det, vi lærte dengang på pastoralseminariet. At vi aldrig skal sende nogen ind i himlen med vores tale. Den endelige dom må vi lade Vorherre om. Derfor er det vigtigt at formulere sig åbent. Altså i stedet for at sige: Nu er Svend hos Gud så sige, at vi har det håb, at Svend er hos Gud.
Talen begyndte langsomt at tage form. Her var der en fornem lejlighed til at sige, at det slet ikke er vores gerninger, det kommer an på. Selvom vi ofte dømmer hinanden på vores gerninger – så har Gud en helt anden målestok. Selvom vi forspilder de muligheder, vi får for at gøre godt mod andre. Selvom vi prioriterer vores tid forkert. Selvom vi gør pengene til vores Gud. Hvis vi endda forkaster alt og alle, ja så forkaster Gud ikke os. Vores gerninger har aldrig været adgangsbillet til himlen. Det er troen, omend den kan være nok så lille, der skal bære os igennem.

Selve bisættelsen
Det blev en stille og rolig bisættelse. Jeg gik derfra med en rigtig god følelse. Ham fik jeg sendt godt herfra, tænkte jeg, og et lille selvtilfreds smil bredte sig på mine læber.

Amen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar