Pinsedag

Er pinsedag noget særligt? Bortset fra at det er en skøn årstid, en dejlig fridag og i bedste fald lunt sommervejr, er det så noget særligt? Sker der noget pinsedag, som ikke sker andre dage i året?

I dag er intet særligt hændt

Den 4. juli 1776 var fødselsdagen for en ny nation i verden. Nemlig USA. Her blev den såkaldte uafhængighedserklæring underskrevet. De amerikanske stater ville ikke længere være under den engelske konge og trone. De havde erklæret sig frie. De havde startet en revolution. Hjemme i England sad den engelske konge King George 3. Han skrev dagbog. Og i dagbogen til denne dag skrev han. I dag er intet særligt hændt.

I dag er noget særligt hændt

Pinsen er blevet den glemte højtid i Danmark. Pinsen forbindes i højere grad med klargøring af hus, have eller båd eller den står på campingture. Kun få ved eller kan huske, hvorfor vi fejrer pinse. Mange af os sidder pinsedag og proklamerer ligesom King George 3, at der ikke er sket noget særligt denne dag. For vi er alle optaget af forår, familie og arbejde.

Men der er sket noget særligt. Noget der var så særligt, at det kan være svært at få øje på. I dag er en ganske særlig dag her i kirken. Pinsedag blev disciplene fyldt af Helligånden og fik mod til at gå ud i hele verden og fortælle om Jesus Kristus.

Mere af det gamle?

Hvad er det særlige – det nye, må vi spørge i dag? Hvad er det skelsættende?

Ja, det er i hvert fald ikke et nyt budskab Helligånden kom for at fortælle disciplene. Helligånden kom for at fortælle akkurat det samme som Jesus gjorde. Der er en tydelig kontinuitet mellem dem. Det kan man også se i teksten til i dag. Hvis man skulle nørde lidt, så er det interessant, at der siges det samme om Jesus som om Helligånden i det, vi lige har hørt. Helligånden skal komme snart og Jesus skal komme tilbage engang. Verden ser ikke Helligånden, og verden kan ikke se Jesus. Disciplene vil genkende Helligånden, og disciplene vil genkende Jesus. Helligånden vil tage bolig i disciplene, og Jesus vil tage bolig i dem. Det er simpelthen det samme, der siges om Jesus og Helligånden.

Helligånden kommer derfor ikke med noget andet, end det Jesus kom med. Han fortsætter det, Jesus satte i gang. Jesus kalder Helligånden en anden talsmand. Det må jo så indebære, at der er en første talsmand. Denne første talsmand er Jesus selv. De skal begge fortælle om Gud og gøre budskabet levende og vedkommende i menneskers liv. De skal skabe forbindelse mellem himmel og jord. Det er ikke det, som er nyt. Budskabet og målet er det samme.

Hvem kan – Helligånden kan

Men Helligånden kan noget, som Jesus ikke kunne. Han er ikke begrænset, som Jesus var det. Helligånden har ikke taget bolig i et menneske. Derfor kan vi tale om et nyt Gudsnærvær. Det er det nye, der sker. Gud kan gennem Helligånden være til stede på en ny måde i verden. Han kan være til stede mange steder samtidig. Han kan få os til at mærke Guds magt og kærlighed overalt i verden.

Hvad gør Helligånden

Sådan en kraft er Helligånden. Det er en enorm magt Gud har sluppet løs. Det er som en vældig kraft, der puster liv og sætter i gang. Uden den mægtige kraft, ville de få halv-forskrækkede disciple, Jesus talte til, ikke kunne udrette det, han bad dem om. De ville aldrig være nået ud i verden med budskabet.

Men hvordan beskriver vi den kraft, så det er til at forstå? Måske er der en grund til, at pinsens budskab ikke er så folkeligt forankret. Det er lettere at forholde sig til det, som sker i julen og påsken. Pinsen og Guds Helligånd er svære størrelser at forstå og forklare. Måske er det derfor mange siger, at der ikke er sket noget særligt i pinsen.

Ilden

Hvis vi skal forstå, hvad der sker, kan vi gribe fat i det billede, som evangelisten Lukas bruger. Helligånden er som en ild. Det var ildtunger, som kom ind af vinduet til disciplene. Ild kan have stor magt. Tænk bare på den skovbrand, der lige har hærget i Canada. På få dage har flammerne ædt et område, der er på størrelse med 2/3 af Fyn. Brandfolkene har kæmpet en indædt og heroisk kamp for at begrænse skaderne og forhindre ilden i at fortsætte til nye områder.

Det er enorme kræfter, som er på spil. Helligånden er som den ild. Ustoppelig og voldsom. Ilden satte sig på disciplene og Helligånden fyldte dem. Og nu kunne de ikke holde budskabet for dem selv. Helligånden udstyrede dem med evnerne til at formidle det videre. Disciplene fyldtes med mod og kraft.

Jeg tror vi kan sammenligne det med, når vi kommer til at brænde for noget. Når noget bliver så vigtigt for os, at det bare må lykkes for os. Sådan tror jeg disciplene havde det. Det brændte i dem for at fortælle om Jesus. De kunne simpelthen ikke lade være. Denne Guds kraft kan også forandre vores liv. Ilden brænder stadig og kan sætte os i brand. Vi kan hente kraft derfra.

De fejlende præster

Den kraft har vi brug for. Jeg har for nylig set udsendelsen om de unge præster, en serie som har gået på DR. I 4 afsnit, følger vi nogle unge nye præster. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, dengang jeg selv skulle træde i præsteskoene for første gang. Jeg kan sagtens spejle mig i de unge præster fra udsendelsen. Den usikkerhed og nervøsitet de udstråler er meget lig den jeg selv oplevede.

Det var en rigtig god serie, som viser en masse om præstearbejdet og at præster er meget forskellige. Det eneste jeg savner lidt i programmerne er, at de nye unge præster satte ord på alle de fejl, man laver. For det er uundgåeligt. Jeg er da faret vild i nadverindstiftelsen, jeg har glemt min prædiken til en plejehjemsgudstjeneste og jeg har lavet elendige salmevalg og skrevet virkelig dårlige prædikener.

Det sker i udpræget grad i begyndelsen af præstetiden, men jeg er ikke færdig med at lave fejl. Engang imellem går jeg ud fra en samtale og tænker, at her slog jeg slet ikke til. Det sker også, at jeg går ned fra prædikestolen og tænker på, hvordan jeg kunne have gjort det bedre. Ja, fejlene er bestemt ikke kun forbeholdt den første præstetid.

Engang imellem rammes jeg af følelsen af ikke at slå til – ikke at gøre det godt nok. Sådan tror jeg, vi alle kan have det. Nogle gange bliver jeg kaldt ud til opgaver, som ser alt for vanskelige ud. Men måske er det ikke så dårligt endda. At vi engang imellem føler os på Herrens mark – føler vi har brug for hjælp udefra. For i pinsen får vi at vide, hvor vi kan hente kraft. Vi skal ikke klare det hele selv. Vi skal ikke være fejlfri. Nej, Vi skal stille os selv til rådighed som Guds redskaber. Så vil Gud give os kraft. Så vil han sende sin Helligånd til os og komme os til hjælp.

Noget særligt?

Det ser ikke ud af noget særligt at gå i kirke pinsedag. Men det er noget særligt, vi får her. Der sker noget særligt, når vi spiser brødet og drikker vinen og henter kraft uden for os selv. Og der sker noget, når vi lytter til ord, der er klogere end præstens og vore egne. Ord som siger noget af det, vi ikke kan sige os selv. Der sker noget særligt pinsedag. Vi fejrer, at Helligånden virker i verden. Gud har sluppet enorme kræfter løs. Han får det til at brænde i os, så vi ikke kan holde budskabet for os selv.  Han tænder ild i menneskehjerter.

Amen