Følg mig

17.s. eft. trin. Mark 2,14-22

Følg mig nu

Følg mig siger Jesus. Det er en kommando til os i dag. I vores tid er vi vant til at blive spurgt til, hvad vi synes om forskellige ting. Hvordan har du det med det her? Det er lige før skolebørn bliver spurgt om, hvor de synes Grønland ligger. Jesus spørger os ikke, hvad vi synes om jomfrufødsel, engle og opstandelser fra de døde. Han kommanderer: Følg mig. Bliv fanatiker. Her er ikke plads til lappeløsninger, symptombehandlinger, halve løsninger og spring over hvor gærdet er lavest. Tag det eller lad være. Det er radikaliteten i hans ord i dag.

Og jeg kan godt blive lidt skræmt – for kan man ikke bare være lidt kristen. Sådan bare kristen engang imellem… Jeg er jo slet ikke så troende, som jeg burde være. Stoler jeg nok på det her? Er min omvendelse så radikal, som Jesus kræver?

Følg mig Levi

Følg mig sagde Jesus til Levi dengang. Han sagde ikke: Har du tid og lyst til at følge mig Levi? Han udstak en kommando: Følg mig! Det hørte tolderen Levi. Han rejste sig fra toldboden og fulgte Jesus. Ikke nogen betænkeligheder. Ikke noget med: Må jeg lige sige farvel til min kone? Eller jeg har lige noget, jeg skal have afklaret inden. Det ville være naturligt, hvis Levi havde sagt: Jeg kommer om et par dage og skal nok indhente jer. Nej, han forlod straks sit gamle liv og fulgte Jesus.

Levi stod op. Det er det samme ord, som bruges ved Jesu opstandelse. Anastasis. Levi stod op. Han stod op fra det døde toldbodsarbejde, han udførte, og fulgte Jesus. Det er den radikale efterfølgelse, vi ser her, ligesom det var for de øvrige disciple. De forlod det, de var i gang med. De forlod hus og hjem for at følge Jesus. De valgte den radikale ændring, og der skete noget helt nyt i deres liv. Nu skulle de følge efter ham, som ville gøre alting nyt. Ham, som fik dem til at se med nye øjne på verden.  

Følg mig med besvær

Følg mig siger Jesus også til os. Selvom vi ikke føler os som de flittigste kristne og som de største lydige efterfølgere. Selvom vores tro ikke er stor, så har Kristus sat noget i gang i os. Hans kald vækker genklang i os.

Og nej, det bliver ikke kun behageligt. Livet i hælende på Kristus er ikke altid en dans på roser. Det er ikke sådan, at vi bliver rige og berømte, når vi følger Jesus. Der er ikke en høj status forbundet med det. Vi får ikke mange likes på facebook, når vi går i hans fodspor. Kristus kalder os til ydmyghed, afkald og til altid at tage de svages parti.

En gang imellem giver det os noget bøvl. Vi bliver revet ud af vores bekvemmelighedszone. Vi får ikke så meget tid til os selv og vores eget ego. Vi må bruge tid og penge på andre end os selv. Vi må se med nye øjne på os selv og de andre. Det er ikke let – heldigvis får vi hjælp fra Gud.

Følg mig til nadverbordet

Følg mig siger Jesus. Det er det bedste for jer. Jeg vil give jer kraft. I skal ikke selv finde kræfterne til at leve et liv i efterfølgelse af mig. Nej, jeg vil selv give jer kraft. Det kan I få ved nadverbordet. Her inviterer Gud os til måltid. Et styrkende måltid.

Martin Luther sagde: Vi skal ikke spise nadveren – vi skal æde den. Han ville gerne betone, hvor meget vi har brug for nadveren. Vi har brug for den til at leve vores liv som kristne. Vi skal kaste os frådende over den, ligesom hvis vi ikke havde fået noget at spise hele ugen og så endelig stod ved et veldækket bord. Sådan skal vi indtage nadveren og blive styrket ved det. Det er nødvendig føde for os, så vi kan leve vores kristenliv.

Igen ved indstiftelsen stikker Jesus ordrer ud. Tag det og spis det. Drik alle heraf. Igen findes der ingen halve løsninger. Tag imod det eller lad være. Og hvem er det, der har brug for nadveren? Det er ikke de raske, der har brug for en læge, siger Jesus. Det er de syge. Det er synderne, som har brug for tilgivelsen ikke retfærdige. Dem, som ikke kan klare det hele selv.

Så nadveren er ikke til de perfekte. Det er ikke til de selvretfærdige. Hvad skulle de også få ud af det? Nej, det er tværtimod til alle os almindelige mennesker. Jesus spiste både med samfundets spidser farisærerne og samtidig med toldere og syndere. Vi møder den sprængfarlige menneskesøn. Han sprænger vores forståelse af kærligheden, vores forståelse af retfærdigheden. Han sprænger vores forståelse af, hvem der er indenfor og udenfor.

Ved nadverbordet bliver det tydeligt, at vi alle er lige. Her gør vi det samme som Jesus. Vi spiser sammen med skøger og toldere. Ingen har nogen fortrin. Vi har alle brug for måltidet på trods af vores forskelligheder. Her knæler vi ved siden af hinanden. Dronningen knæler ved siden af drankeren. Forretningsmanden ved siden af den fattige. Mediedarlingen ved siden af morderen. Pessimisten ved siden af pensionisten. Her er vi lige. Vi har alle brug for det, Jesus vil styrke os med. Vi tvinges ind i et fællesskab, hvor vi er lige for hinanden og lige elsket af Gud.

Følg mig i hverdagen

Hvordan bevarer vi det så? Forvandlingen er sket med os. Vi er blevet hans efterfølgere og har nu fået kraft til det ved nadverbordet. Hvordan lever vi det liv ud? Hvordan følger vi efter Kristus, når hverdagen kalder? Når vi rejser os fra kirkebænken som Levi og nu skal ud og følge efter Kristus. Hvordan kan vi fastholde det, vi har fået givet, når vi lever i en ond og uretfærdig verden. Når alle spørgsmålene engang imellem står i kø? En verden, hvor trafikulykker rammer voldsomt og tilfældigt, hvor vi alle kan blive ramt af sygdomme? En verden, hvor døden kan snige sig ind på os når som helst. Hvordan kan vi blive ved med at fokusere på Guds gode gaver i sådan en verden?

Hvordan kan vi fastholde det, vi har fået ved gudstjenesten, så det styrker os til det evige liv? Hvordan kan det blive til ægte ihukommelse og ikke bare et behageligt privat minde?

Hvad siger og gør vi som menighed med de usle, forsømte og misbrugte mennesker, som lever hos os? Hvor hurtigt lader vi herren forsvinde fra festen, så andre kræfter kan komme til?

Den gave vi får ved alteret. Guds tilgivelse og kraft til at leve vores menneskeliv. Det kan hurtigt blive en dejligt privat søndagserindring. Når hverdages travlhed og mange gøremål kommer brusende ind mod os er det ikke så let at fastholde. Så ryger Guds liv, tro, håb stille og roligt i baggrunden. Så kan det måske komme frem til næste søndag igen.

Følg mig sammen

Jeg tror løsningen er, at vi skal følge Kristus sammen. Vi skal ikke gå vejen alene. Vi er en menighed, som følges ad. Vi skal være der for hinanden, bære hinanden. Vi disciple, vi Kristusefterfølgere skal hjælpe hinanden med at huske på den gave, vi har fået.

Vi skal være tro mod det nye liv, vi er begyndt at leve. Vi skal være Jesu troende disciple. Disciple, som ved, hvor de hører til. Disciple, som tager imod gaven fra ham. Disciple, som tager udfordringen op og følger Kristus.

Gud har lagt en ny sang i munden på os, som vi skal synge. Så lad os være som nye sække. Nye sække, som kan rumme den unge lovsangsvin. Den Gud så gavmildt hælder på os. Lad os være frimodige og hengivende. Lad os gå til nadver og æde. Være som de fyldebøtter, der vitterligt trænger til at få noget i sækken. Lad os tage imod ham og lad os følge ham.

Amen