Salmisten skriver: Herre, du ransager mig og kender
mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min
tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig
med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra
og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for
underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din
hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: »Mørket skal
dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen, mørket er som lyset. Sl
139,1-12
Findes Gud? Sidder der en Gud deroppe som passer
på mig og mine kære? Det er et stort spørgsmål – og det er meget svært at
forholde sig til. Det er noget de fleste ikke tænker over til dagligt.
Hverdagen går jo bare med børn, der skal i skole, kaffe der skal drikkes, penge
der skal tjenes, mobiltelefonen som skal passes og alt det andet. Jo, der er
nok at se til.
Alligevel sker det, at vi engang imellem ikke kan
lade være med at stoppe op. Når vi oplever store glæder. Når vi står med vores
nyfødte barn i hænderne og ikke kan rumme al den lykke som strømmer igennem os.
Når vi siger ja til vores udkårne eller når vi har fået en god karakter til en
svær eksamen. Eller når vi står ved den smukkeste solnedgang et naturskønt
sted. Så er det lykkefølelsen forplanter sig i os og vi tænker: Måske er der en
eller anden deroppe, som er større end mig…
Men det er ikke kun, når vi rammes af
lykkefølelsen, vi må stoppe op. Det kan også være, når tingene går skævt. Når
kæresten slår op, eller når vi dumper til eksamen. Når vi får at vide, at en af
vore kære har fået kræft eller en af vore kære skal dø. Livet kan gå i stå på
et øjeblik. Så er det, vi stopper op fra vores daglige trummerum og må gøre os
overvejelser. Vi spørger: Findes der en Gud, og hvorfor forhindrer han så ikke
det onde og meningsløse i at ske? Mange har i den situation bedt en bøn opad, om
der ikke er en eller anden, som vil gribe ind.
Nogen har måske forkastet Gud. Når Gud ikke har
gjort noget ved mine problemer, så har jeg ikke noget at bruge ham til. Gud har
ikke hørt mig - så findes han ikke. Gud har ikke forhindret det onde – hvad
skal jeg så bruge Ham til? Det kan være dybe alvorlige sår, som har gjort at vi
reagerer sådan. Det kan også være, at et negativt møde med os som kirke eller
vi som præster har fået et menneske til at tage afstand fra kirken og Gud.
Det er slet ikke så enkelt, det der med tro. Det kan være svært for os at tro på Gud.
Særligt hvis vi ikke kan bruge ham til at løse de sværeste
problemer, vi kan komme ud for – eller hvis han ikke forhindrer de værste
katastrofer i at ske.
Men Gud har ikke lovet at vores liv bliver uden
problemer. Han har ikke lovet, at han vil fjerne alt det onde. Nej, han
har lovet os at være med os i det onde. Vi bliver ikke efterladt alene i det, vi kan komme ud for, som er ondt eller
meningsløst. Det kan gøre ondt. Der kan ske skrækkelige ting. Men vi skal ikke
være alene i det. Gud er hos os. Vi kan tale med ham om det der
gør ondt.
Gud er en omsorgsfuld og barmhjertig Gud. Han
kender vores dybeste hemmeligheder. Han kender vores frustrationer og kampe. Han
kender vores ønsker og drømme. Han kender vores tro og tvivl. Gud kender os til
bunds. Selvom Gud kender os, så vil han stadig have noget med os at gøre. Selv
hvis jeg graver mig ned og forskanser mig. Hvis jeg går ind i det dybeste mørke
inde i mig selv – så kan Gud se i mørke.
Det var så smukt i går aftes til lysceremonien.
Da alle lysene blev tændt og lyste op i mørket. Sådan er det også med Gud. Han
tænder lys og fordriver mørket i vores liv.
Nogle gange står alle spørgsmålene i kø for os.
Det kan være når vi oplever store glæder eller en stor sorg. Vi kan føle os
helt alene og omsluttet af mørket. Men Gud forlader os aldrig. Han har lovet,
han vil være med i mørket sammen med os. Han går med os hele vejen, selv ned i
dødens mørke. Mørket er ikke mørke for Gud – Gud tænder lys i mørket.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar