Den rige mand og Lazarus
Anfægtelsen
Jeg synes, det er utrolig svært. Det er en dyb anfægtelse
for mig. Hvordan kan jeg leve mit liv i overflod, når jeg ved, at der findes
mennesker, som må kæmpe for at få brød på bordet? Hvordan kan jeg forbruge, som
jeg gør? Hvorfor er jeg ikke villig til at dele?
Så sker det, at jeg undskylder mig selv: Vi er jo ikke de
rigeste mennesker på vores vej. Der er andre, som forbruger mere end vi gør
osv. osv. Men faktum er, at vi i Danmark tilhører de 20% af verdens befolkning,
som ejer 94% af goderne. Smag lige på det en gang til: 20% ejer 94% af goderne.
Det er da vist ikke fair.
Den rige mand og Lazarus
Derfor er der ingen tvivl om, hvem af de to hovedpersoner
jeg ligner mest fra lignelsen i dag. Det er selvfølgelig den rige mand. Det
fortælles, at han klædte sig i purpur og fint linned. Det er sjældent jeg
hopper i lige netop det, men jeg er et forbrugsmenneske med mange materielle
goder. Også mange jeg slet ikke har behov for. Meget af det, vi ejer, er
statussymboler. Den rige mand og jeg har mange lighedspunkter.
Den rige mands fejl er, at han er kold overfor, at en af
hans medmennesker lider. Vi kan sige, at han var heldig. Han havde bare en
enkelt Lazarus liggende. Vi lever i et komplekst samfund, hvor vi bliver gjort
opmærksomme på ufatteligt mange mennesker, som har brug for vores hjælp. De
fattige i u-landene, alkoholikerne og de ensomme på plejehjemmet. Vi er nærmest
nødt til at gøre os kolde for at kunne klare det. Vi dulmer samvittigheden ved
at tænke:
- det er folks eget ansvar
- jeg kan jo ikke redde hele verden
- jeg har nok i mine egne problemer
- og det er sådan noget, vi betaler skat til
Men det er kolde overvejelser, der er uden medfølelse for
min næstes nød. Jo, egentlig ligner jeg den rige mand på mange punkter.
Alt eller intet
Denne historie med den rige mand og Lazarus er ikke
enestående. Der går en kritisk tråd i forhold til rige mennesker gennem hele
det nye testamente. Når vi møder omtalen af penge her, er det altid noget med
alt eller intet. Det er så radikalt. Måske læser vi hen over det. Vi er blevet
vant til en velfærdstolkning af disse skriftsteder. Vi kan jo ikke bygge
samfund på en sådan ødselhed. Det passer ikke på virkeligheden. Vi er jo nødt
til at sikre os og vore børn. Hvis vi giver lidt, er det vel fint nok. Og særligt
hvis vi giver lidt mere væk end de andre, vi sammenligner os med.
Evangeliet åbner ikke for halve løsninger. Vi kan enten
tjene Gud eller mammon, hører vi. Der findes ikke en mellemvej i Jesu optik.
Enten lever vi I ubekymrethed og følger Gud, eller også lader vi pengene være
vores Gud. Enten lever vi som markens liljer og himlens fugle, eller også lader
vi os styre af mammon. Jeg vil gerne uddybe det med et par eksempler.
Et sted i det nye testamente hører vi om en fattig enke. Kvinden
lagde sine sidste to mønter i tempelblokken. Jesus fremhævede hende som et
eksempel for os. Hun gav alt. Hun havde ikke noget sikkerhedsnet under sit liv.
Hun gav det hele bort og overgav sit liv i Guds hænder. Og hun stod netop i
modsætning til de rige fornemme mennesker, som ganske vist gav mange penge
bort, men givetvis beholdt flere selv. De var tjener for mammon – hun var tjener
for Gud. Hvem ligner vi mest? Den fattige enke eller de rige?
Så er der den radikale historie med den rige unge mand, som
kom til Jesus. Han ville høre, hvad han kunne gøre for at få evigt liv. Jesu
svar var, at manden skulle give al sin ejendom bort. Det er lettere for en
kamel at komme ind i et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Den
rige måtte gå slukøret bort. Han kunne ikke.
Zakæus blev derimod ramt af mødet med Jesus. Han blev
forandret og fik nye værdier og livsmål. Pludselig betød det med pengene ikke så
meget for ham mere. Han delte gladelig ud af dem.
Disse reaktioner må få os til at overveje: Hvordan reagerer
vi, når vi bliver mødt med det glædelige budskab om kærlighed og tilgivelse? Må
vi gå skuffede bort med vores rigdom i behold, eller giver vi gladeligt ud af
den?
Jesus som forbillede
Hvad med vores forbillede Jesus. Ja, han levede sit liv i
økonomisk ubekymrethed. Han ejede ikke noget – havde hverken fast ejendom eller
lån. Han gik fra hus til hus og fik til livets fornødenheder. Da Jesus engang
blev spurgt, om det var tilladt at betale skat til kejseren, bad han tilhørerne
om at få en mønt. Altså, han havde ikke penge selv. Ellers kunne han jo bare
have taget en fra sin egen lomme. Jesus levede sit liv uden økonomisk
sikkerhed. Og samtidig levede han i ubekymrethed.
Hvad kan vi gøre?
Hvad stiller vi op med den anfægtelse, at evangeliets
fordringer og vores liv ikke stemmer overens? Hvordan lever vi videre med vores
rigdom, når evangeliet er så skarpt?
Jeg synes, det er en anfægtelse for mig, og måske er det ok
at blive i anfægtelsen. Lad os dvæle lidt her og bruge tid på at mærke efter. I
hvert fald inden vi går for hastigt videre til at forkynde befrielsen og
tilgivelen. Det er ok, at det gør ondt engang imellem. Vi har et ansvar i
verden, og det ansvar skal vi stå ved. Vi er nødt til at bruge tid på at
overveje, hvordan vi får et godt liv. Hvor vigtige er vores mange penge for
vores lykke? Skal vi give alt væk og følge Jesu radikale eksempel eller gives
der en mellemvej?
Befrielsen
Nu kan I med rette kære menighed spørge: Er det her en
prædiken uden et evangelium? Er der slet ikke noget godt budskab i dag? Er det
en ren formaningstale, eller kommer der et lille vink om tilgivelsen og ham Jesus,
der døde for vores synder til sidst?
Nej, I dag bliver jeg i formaningen. I må komme igen næste
søndag og høre om tilgivelsen og det glædelige budskab om syndernes forladelse.
Indtil da må I kæmpe med anfægtelsen, ligesom jeg kæmper med den. I dag skal vi
formanes. Det, vi formanes til, er at tage ansvar for fattigdommen i verden. Uanset
hvor uoverskueligt det forekommer. Vi har muligheden for at gøre verden en
lille smule bedre.
Og så har vi et ansvar for at se det enkeltindivid, vi møder
i ugens løb. Hvem er vores Lazarus i den nye uge?
Amen