Fortæl det videre

Trinitatis søndag

Var I enige om, at jeres barn skulle døbes? Sådan spørger jeg ofte til dåbssamtaler. Det kommer der mange interessante samtaler ud af. For det er ikke altid, de er enige. Ofte er kvinden den, som er mest overbevist, og manden har ladet hende bestemme. I mange tilfælde er det svært for de nyslåede forældre at sætte ord på, hvorfor de gerne vil have deres barn døbt.

De skeptiske

I dag har vi lige hørt en intellektuel skeptiker komme til Jesus. Han hed Nikodemus. Hvad sagde Jesus til ham, kunne vi spørge? Mere interessant er det nok at spørge: Hvad siger vi til de skeptiske, som vi møder? Hvordan vidner vi i dag? Kan vi anskueliggøre hvilken rigdom det er, at være et kristent menneske?

I denne tid er der mange, som går rundt med dybe spørgsmål, de kæmper med at få besvaret. Det ligner egentlig meget situationen med Nikodemus. Der er stor åndelig søgning. Det hænger formentlig sammen med, at vi oplever stor velstand i vores del af verden. Det er de færreste, som må kæmpe for at få brød på bordet. Derfor er der nogle dybe åndelige spørgsmål, som trænger sig på.

I vores folkekirke har vi mange passive positive medlemmer. De er passive, fordi de sjældent kommer forbi og ser til deres kirke. Og de er positive, fordi de er positive over for det, der foregår. Også selvom de ikke køber hele pakken og ikke vil kalde sig særligt hellige. De synes, kirken står for nogle gode værdier. Hvordan formidler vi, hvad det er troen kan give til deres liv?

Serien SKAM

Jeg synes, den nye norske ungdomsserie skam gør et rigtig godt forsøg på lige netop det. Serien forsøger på forbilledlig vis at besvare, hvad kristentroen kan give til unge mennesker i dag. Og den gør det vel at mærke i respekt for de unge og deres spørgsmål. Altså, den taler på ingen måde deres følelser ned. Den tager tidens spørgsmål alvorligt:  Den taler til moderne mennesker, som kæmper med præstationsangst, skam og en personlig utilstrækkelighedsfølelse. Og den giver kristendommens bud på et svar til os.

Serien viser, hvordan de unge hjælper hinanden med et kærligt nærvær. Dette kærlige nærvær afhjælper den enkeltes følelse af skam. De unge bliver hos hinanden, når en af dem har problemer. De unge fra serien er der for hinanden. Deres samhørighed gør, at de føler sig accepteret af hinanden og bedre kan stå imod tidens mange udfordringer.

Det er kristentro talt ind i tiden. Næstekærlighed i praksis. Det er en måde at formidle den lutherske arv til næste generation. Sidste søndag blev det helt tydeligt. Hovedpersonen Sana havde gjort noget forkasteligt. Hun var gået ind på Isaks private instagramprofil og havde offentliggjort nogle forfærdelige hemmelige afslørende og private beskeder. Pludselig forsøgte alle at finde ud af, hvem det kunne være, som havde offentliggjort dem.

Og her gik Isak ind og tog skylden i stedet for Sana. Han meldte sig og fortalte dem alle, at det var ham, der har offentliggjort beskederne. På den måde fik han reddet Sana og hendes ære. Og han gjorde det selvom han udmærket var klar over, at det var Sana, som havde gjort det. Han tog de forargede reaktioner på sig og ærestabet og tog dermed presset fra Sana. Tydeligere Kristusbillede kan vi næsten ikke få. Det er kristentro forkyndt ind i en moderne verden. 

Kristentroen har nemlig et vigtigt budskab at fortælle ind i vores tid. Den har noget værdifuldt at komme med. Troen kan give os et kærligt nærvær og en fast platform at stå på. Den kan afhjælpe vores følelse af skam og utilstrækkelighed. Det er vigtigt at formidle i dag.

At give troen videre

Men hvad så, når der kommer nogen skeptiske og spørger os, hvad troen giver os? Hvordan vidner vi så for andre?

Jeg griber ofte fat i min egen trosfortælling. Hvordan er det, troen har formet mit liv? Hvordan har jeg fået troen givet, og hvilken betydning har det haft?

Tre ting

Der er særligt tre ting, jeg fremhæver fra min troshistorie. Det er, at jeg har fået et livsvidne, et fællesskab at være en del af, og jeg har fået en fortolkningsramme at sætte mit liv ind i.

Et vidne

1) et vidne. Kristentroen betød noget i mit barndomshjem. Hjemme hos os bad vi aftenbøn. Her var det vigtigt, at vi kunne bruge vores egne ord. Det var helt konkrete ting, vi bad om. Jeg bad om, jeg måtte vinde fodboldkampen næste dag i skolen. Jeg sagde tak for de lækre chips, vi havde fået til aftensmad, og jeg bad om, at Gud måtte sende sine engle til at passe godt på os. Jeg blev introduceret for en samtalepartner dengang. En, som altid ville lytte til mine små og store problemer. Jeg fik et livsvidne. Et vidne til mit liv, som har fulgt mig lige siden. Bønnerne er blevet nogle andre, men oplevelsen er den samme.

Et fællesskab

2) et fællesskab. Der var også nogle synlige markører på, at vi var kristne. Vi gik i kirke engang imellem, vi måtte ikke bande og vi sang til bords, inden vi skulle spise aftensmad. Der var en stærk identitetsfølelse i det. Vi mødtes med andre kristne børnefamilier. Her var et sted, hvor vi var sammen om at tro. Et fællesskab, hvor jeg fik lov at høre til. Den samme følelse har jeg de senere år haft i kirken. Selvom vi er meget forskellige, er der alligevel noget særligt, som binder os sammen. Vi kan føle et kærligt nærvær.

En fortolkningsramme

3) en fortolkningsramme. De senere år er troen blevet en fortolkningsramme ved de store begivenheder i livet. Når livet har været stort og godt. Jeg husker, da vi stod med vores lille nyfødte pige i hænderne for allerførste gang. Den store lykkefølelse - den enorme lettelse over at stå med en velskabt lille pige. Det var fantastisk. Det var så ubeskriveligt, at ord slet ikke slog til. Her var troen en hjælp for mig. Vi kunne takke Gud for hans godhed. Takke ham for, at vi fik lov at opleve dette under. Hvor skulle vi ellers rette vores tak hen? Denne pige var blevet vores, fordi der er en stor skaber, som vil os det godt. Som elsker os.

Men det har ikke kun været en fortolkningsramme, når livet har været stort og godt. Også når livet har været svært. Da nogen fra min familie mistede deres lille barn, var jeg forfærdeligt vred på Gud. Jeg skældte ham ud, og jeg kunne slet ikke se, hvor Gud var henne. Alligevel blev jeg ved med at tale med ham. For hvis Gud ikke var der, så er der slet ikke noget håb for vores døde. Hvis der ikke er noget håb for vores døde, så er det da for alvor forfærdeligt. Så er det ikke til at bære. Kristentroen giver en fortolkningsramme af døden. Den er ikke det sidste. Der findes et gensyn.

Vi skal vidne

Vi skal vidne, når nogen kommer til os og søger efter kristentroens svar på tilværelsen. Vi skal fortælle, hvad det betyder at være et kristent menneske. Det kan vi gøre ved at fortælle vores egen troshistorie og give mulighed for at andre kan spejle sig i den.

Troen har betydet meget for mig. Jeg har fået et vidne til mit liv. Gud. En, jeg altid kunne tale med om stort og småt og som lyttede til mig. Jeg har følt mig som en del af et fællesskab. Her er nogen, som ligner mig, og som jeg kan dele de dybere ting i livet sammen med.

Jeg har fået en fortolkningsramme, som jeg kunne sætte både store fantastiske oplevelser og også de forfærdelige oplevelser ind i. Det har hjulpet mig til at forstå og leve med det, der sker. Det har også givet mig håb.

Afslutning

Når nogen kommer til os, ligesom Nikodemus gjorde, må vi forsøge at formulere, hvad kristentroen giver os i dag. Jeg håber, I har kunnet spejle jer i min trosfortælling og jeg håber, I vil gå ud og fortælle jeres troshistorie til andre. Jeg tror, vi har brug for at høre om det kærlige nærvær i vores tid. Et nærvær, der kan afhjælpe følelsen af skam og utilstrækkelighed.

Amen