17. juni 2017

En prædiken uden et evangelium




Den rige mand og Lazarus

Anfægtelsen
Jeg synes, det er utrolig svært. Det er en dyb anfægtelse for mig. Hvordan kan jeg leve mit liv i overflod, når jeg ved, at der findes mennesker, som må kæmpe for at få brød på bordet? Hvordan kan jeg forbruge, som jeg gør? Hvorfor er jeg ikke villig til at dele?
Så sker det, at jeg undskylder mig selv: Vi er jo ikke de rigeste mennesker på vores vej. Der er andre, som forbruger mere end vi gør osv. osv. Men faktum er, at vi i Danmark tilhører de 20% af verdens befolkning, som ejer 94% af goderne. Smag lige på det en gang til: 20% ejer 94% af goderne. Det er da vist ikke fair.
Den rige mand og Lazarus
Derfor er der ingen tvivl om, hvem af de to hovedpersoner jeg ligner mest fra lignelsen i dag. Det er selvfølgelig den rige mand. Det fortælles, at han klædte sig i purpur og fint linned. Det er sjældent jeg hopper i lige netop det, men jeg er et forbrugsmenneske med mange materielle goder. Også mange jeg slet ikke har behov for. Meget af det, vi ejer, er statussymboler. Den rige mand og jeg har mange lighedspunkter.
Den rige mands fejl er, at han er kold overfor, at en af hans medmennesker lider. Vi kan sige, at han var heldig. Han havde bare en enkelt Lazarus liggende. Vi lever i et komplekst samfund, hvor vi bliver gjort opmærksomme på ufatteligt mange mennesker, som har brug for vores hjælp. De fattige i u-landene, alkoholikerne og de ensomme på plejehjemmet. Vi er nærmest nødt til at gøre os kolde for at kunne klare det. Vi dulmer samvittigheden ved at tænke:
- det er folks eget ansvar
- jeg kan jo ikke redde hele verden
- jeg har nok i mine egne problemer
- og det er sådan noget, vi betaler skat til
Men det er kolde overvejelser, der er uden medfølelse for min næstes nød. Jo, egentlig ligner jeg den rige mand på mange punkter.
Alt eller intet
Denne historie med den rige mand og Lazarus er ikke enestående. Der går en kritisk tråd i forhold til rige mennesker gennem hele det nye testamente. Når vi møder omtalen af penge her, er det altid noget med alt eller intet. Det er så radikalt. Måske læser vi hen over det. Vi er blevet vant til en velfærdstolkning af disse skriftsteder. Vi kan jo ikke bygge samfund på en sådan ødselhed. Det passer ikke på virkeligheden. Vi er jo nødt til at sikre os og vore børn. Hvis vi giver lidt, er det vel fint nok. Og særligt hvis vi giver lidt mere væk end de andre, vi sammenligner os med.
Evangeliet åbner ikke for halve løsninger. Vi kan enten tjene Gud eller mammon, hører vi. Der findes ikke en mellemvej i Jesu optik. Enten lever vi I ubekymrethed og følger Gud, eller også lader vi pengene være vores Gud. Enten lever vi som markens liljer og himlens fugle, eller også lader vi os styre af mammon. Jeg vil gerne uddybe det med et par eksempler.
Et sted i det nye testamente hører vi om en fattig enke. Kvinden lagde sine sidste to mønter i tempelblokken. Jesus fremhævede hende som et eksempel for os. Hun gav alt. Hun havde ikke noget sikkerhedsnet under sit liv. Hun gav det hele bort og overgav sit liv i Guds hænder. Og hun stod netop i modsætning til de rige fornemme mennesker, som ganske vist gav mange penge bort, men givetvis beholdt flere selv. De var tjener for mammon – hun var tjener for Gud. Hvem ligner vi mest? Den fattige enke eller de rige?
Så er der den radikale historie med den rige unge mand, som kom til Jesus. Han ville høre, hvad han kunne gøre for at få evigt liv. Jesu svar var, at manden skulle give al sin ejendom bort. Det er lettere for en kamel at komme ind i et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Den rige måtte gå slukøret bort. Han kunne ikke.
Zakæus blev derimod ramt af mødet med Jesus. Han blev forandret og fik nye værdier og livsmål. Pludselig betød det med pengene ikke så meget for ham mere. Han delte gladelig ud af dem.
Disse reaktioner må få os til at overveje: Hvordan reagerer vi, når vi bliver mødt med det glædelige budskab om kærlighed og tilgivelse? Må vi gå skuffede bort med vores rigdom i behold, eller giver vi gladeligt ud af den?
Jesus som forbillede
Hvad med vores forbillede Jesus. Ja, han levede sit liv i økonomisk ubekymrethed. Han ejede ikke noget – havde hverken fast ejendom eller lån. Han gik fra hus til hus og fik til livets fornødenheder. Da Jesus engang blev spurgt, om det var tilladt at betale skat til kejseren, bad han tilhørerne om at få en mønt. Altså, han havde ikke penge selv. Ellers kunne han jo bare have taget en fra sin egen lomme. Jesus levede sit liv uden økonomisk sikkerhed. Og samtidig levede han i ubekymrethed.
Hvad kan vi gøre?
Hvad stiller vi op med den anfægtelse, at evangeliets fordringer og vores liv ikke stemmer overens? Hvordan lever vi videre med vores rigdom, når evangeliet er så skarpt?
Jeg synes, det er en anfægtelse for mig, og måske er det ok at blive i anfægtelsen. Lad os dvæle lidt her og bruge tid på at mærke efter. I hvert fald inden vi går for hastigt videre til at forkynde befrielsen og tilgivelen. Det er ok, at det gør ondt engang imellem. Vi har et ansvar i verden, og det ansvar skal vi stå ved. Vi er nødt til at bruge tid på at overveje, hvordan vi får et godt liv. Hvor vigtige er vores mange penge for vores lykke? Skal vi give alt væk og følge Jesu radikale eksempel eller gives der en mellemvej?
Befrielsen
Nu kan I med rette kære menighed spørge: Er det her en prædiken uden et evangelium? Er der slet ikke noget godt budskab i dag? Er det en ren formaningstale, eller kommer der et lille vink om tilgivelsen og ham Jesus, der døde for vores synder til sidst?
Nej, I dag bliver jeg i formaningen. I må komme igen næste søndag og høre om tilgivelsen og det glædelige budskab om syndernes forladelse. Indtil da må I kæmpe med anfægtelsen, ligesom jeg kæmper med den. I dag skal vi formanes. Det, vi formanes til, er at tage ansvar for fattigdommen i verden. Uanset hvor uoverskueligt det forekommer. Vi har muligheden for at gøre verden en lille smule bedre.
Og så har vi et ansvar for at se det enkeltindivid, vi møder i ugens løb. Hvem er vores Lazarus i den nye uge?

Amen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar