Lignelsen om farisæren og tolderen i templet Luk 18,9-14
Indledning:
Møllehaves historie
Den kendte præst Johannes Møllehave havde en tankevækkende
oplevelse da han arbejdede som fængselspræst. Han holdt som sædvanlig en
gudstjeneste for de indsatte og som sædvanlig var han også lidt sen på den, da
han kom ind i fængselskirken. Derfor gav han uden at tænke videre over det
ritualbogen til den første den bedste på forreste række og bad ham læse
indgangsbønnen højt for de andre. Det gjorde han og senere læste han også
udgangsbønnen.
Men så fortalte Møllehave blev der noget uro efter
gudstjenesten og han prøvede at finde ud af hvorfor. Så viste det sig at den
mand, som Møllehave havde rakt bogen og bedt om at læse indgangsbønnen højt for
alle var indsat for mord. Nu mente nogle af de andre fanger ikke at en morder var
værdig til den opgave. Møllehave spurgte dem så hvem der kunne være værdig til
den opgave og de fandt frem til at det måtte være en af dem der sad inde for
noget økonomisk kriminalitet. Men så kom fængselsbetjentene og de hævdede at
det egentlig burde være en af de ansatte og ikke en af de indsatte der skulle
løse den opgave.
Den dag fik Møllehave lejlighed til at fortælle dem alle, at
hverken mordere, forbrydere eller fængselsbetjente står Gud nærmere end andre.
Alle mennesker er lige og vi har alle lige ret til at bede indgangsbøn,
fadervor eller andre bønner. Den her historie sætter det lidt på spidsen, men
de folk i fængslet er nok ikke så forskellige fra os andre. Vi er så gode til
at se de andres fejl og mangler.
Prædiken
De to i templet
Det er en fantastisk historie vi lige har hørt i dag. En
historie vi ikke sådan lige bliver færdige med. Vi kan levende forestille os
scenen. En helt almindelig dag i templet i Jerusalem. Her kom den selvretfærdige selvhellige
skiderik af en farisæer ind af døren. Han skulle helt op foran for at alle
kunne se, når han skulle bede. Hans bøn handlede om hvor god han var i forhold
til andre mennesker og specielt i forhold til den tolder der også var i kirken.
Tolderen til gengæld vidste godt hvilket usselt menneske han var. Han slog sig
for brystet, kiggede ned i jorden og bad om at Gud måtte elske ham på trods af
det forkerte han havde gjort i sit liv. Kontrasten er malet op så ingen er i
tvivl om, hvem der fik Guds tilgivelse den dag.
Farisæren
Det er en historie med to hovedpersoner. Farisæeren er den
slemme. Han tænker alt for meget på andre menneskers anseelse. Han stiller sig
frem på podiet som en anden Xfaktor stjerne og bedømmer selv sit talent. Han er
stjernen i sit eget show, og han bruger de andre som målestok for, hvor god han
er sammenlignet med dem. Man kunne sige at han er retfærdig før han går ind af
templets dør og har egentlig ikke brug for Guds tilgivelse.
Og skal vi være ærlige kan de fleste af os nok godt se os
selv i rollen som ham. Vi vil gerne lægges mærke til. Vi søger anerkendelse,
for det gode vi gør, ligesom han gjorde.
Men er det så simpelt? Er farisæren bare en bad guy? En
farisær var en skriftklog på Jesu tid. Det var de lærde, og de var egentlig
meget bedre end deres ry. Jeg vil gerne forsvare farisærerne lidt. De var altid
oppe at tottes med Jesus og derfor tænker vi dem, som de forkerte. Men
farisærerne har jo forsøgt at leve efter de bud og normer de havde. Det var dem,
der forsøgte at leve efter Guds vilje i samfundet dengang. Vores jantelovsbriller
dømmer dem. Men hvad ville samfundet have været dengang uden farisærerne? Og er
der egentlig noget i vejen for at gøre som farisæren gjorde. At takke Gud for,
at det er gået mig og min familie godt i livet? Jeg under farisæren, lidt
medvind.
Vi dømmer farisæren
Det jeg lærte i søndagsskolen var da også at farisæren er en
skidt kal, som man bestemt skulle gøre alt for ikke at ligne. Janteloven inde i
os dømmer ham. Sådan skal han ikke brøste sig af sin godhed. Men hov. Når vi
tænker sådan, så gør vi jo det samme, som farisæreren gjorde. Så er det jo os,
der bedømmer farisæren. Så siger vi
indirekte ”kære Gud. Jeg takker dig for, at jeg ikke er som farisæreren der”.
Jeg tror, at vi skal passe på med at dømme farisæren, for så bliver vi selv ligesom
ham.
Den gode tolder
Lignelsen er tydelig på, at det er den anden hovedperson,
som er den gode. Tolderen. Han gør det rigtige. Han bøjer sig ned og er ydmyg.
Han gør sig helt tom, så han kan blive fyldt af Guds kraft og nåde. Det er da
et sandt kristent forbillede. Så må vi gå i gang med at nedgøre os selv.
Fremhæve alle vores fejl, mangler og utilstrækkeligheder. Så har vi vel
fortjent at blive ophøjet.
For med det samme, vi ydmyger os selv med bagtanken at blive
ophøjet, ja - så er ydmygheden falsk. Så er det bare et middel til at opnå
noget. Alle, som forsøger at lære ydmyghed af denne historie, er i overhængende
fare for at det bliver med en bagtanke - nemlig at ville ophøjes. Vi kan ikke
lade være med at gå i fælden. Jo mere ydmyge, vi er, jo mere lurer det i
baghovedet, at vi gerne vil ophøjes.
Forbilleder?
Så egentlig kan vi ikke bruge nogen af de to hovedpersoner
som forbilleder. Med det samme vi dømmer farisæren, bliver vi ligesom ham. Med
det samme vi forsøger at efterligne tolderen, så bliver det med en bagtanke. Ydmyghed
for at blive ophøjet.
Tema:
Men: Hvad vil Jesus så sige til os med den historie? Måske
kan vi finde ud af det ved at se på, hvem Jesus fortæller historien til. Han
fortæller til nogen, som foragtede alle andre og stolede for meget på sig selv.
Her peges på to vigtige temaer: Det ene er at vi skal lade
være med at foragte andre. Vi dømmer andre mennesker hele tiden. Vi er
fantastisk gode til at se, hvor selvfede de andre er, og hvor mange fejl de er
i besiddelse af. Historien om fangerne i fængslet, som diskuterede hvem der
måtte læse indgangsbøn, er ikke enestående. Vi har alle et kritisk vurderende
blik på andre. Det er også farisærens fejl i historien. Han regnede ikke andre.
Lad os tale hinanden op i stedet.
At stole på os selv
Og så skal vi holde op med at stole for meget på os selv. Der
er et reklameslogan, der lyder ”Fordi jeg fortjener det”. Det er et slogan som
har overlevet mange år, fordi det ligger godt i munden. Fordi jeg fortjener
det. At have lækkert hår, et fedt køkken eller hvad det nu er vi hver især går
og drømmer om. I kirken får vi ikke noget, fordi vi fortjener det. Vi får Guds
nåde, tilgivelse og kærlighed helt uden at have gjort os fortjent til det.
Og egentlig gælder det hele livet. Vi får så mange ting
givet. Godt nok er vi i stand til mange ting. Men de vigtigste ting i livet er
nogen, vi får. Vi må bøje os ydmygt for, at der er noget som er større end os
selv i livet.
SÅ lad være med at foragte andre. Tal dem op i stedet. Og
Lad være med at stole så meget på dig selv. Stol på Gud!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar