Den tossede landmandssøn

6.s.eft. trin

Tosset landmandssøn

Hvor var det provokerende. Det var noget alle talte om i min barndomsby derhjemme for nogle år siden. De fleste var forargede. Forældrene stod for skud. Hvordan kunne de tillade at deres søn gjorde sådan noget? Han var nogle år yngre end mig. Den unge skøre fyr. Landmandssøn var han, og det han havde gjort var så langt fra en almindelig landmandsmentalitet, som det overhovedet kunne komme. Han havde givet alt væk. Alt. Hele børneopsparingen, og alt det han havde tjent ved at hjælpe til derhjemme på gården. Og han havde vist også været heldig med at investere penge i aktier, så det var ikke så lidt, han gav væk. Alt gav han væk til velgørenhed.

Og jeg kan lige fortælle jer, at det var noget, som folk i byen havde en holdning til. Det blev endevendt. Det var jo tosset. Det rene galimatias. Folk var forargede. Han måtte være blevet radikaliseret. De fleste mente, at han ville komme til at fortryde det engang. Hvordan skulle han nu få råd til at studielivet? Hvordan skulle han få råd til et hus? Det var da mest fornuftigt først at sætte penge i hus og bil og alt det andet og så begynde at give lidt væk til velgørenhed. Var det ikke?

Begrundelser

Der var ikke så mange, som lyttede til den unge mands begrundelser. Den unge fyr forklarede det med, sin kristne tro. Han ville gerne leve et nyt liv. Pengene bandt ham til det gamle sikre og beskyttede liv. Det ville han gerne frigøre sig fra. Nu ville han have plads til noget andet. Han ville sættes fri til noget andet. De, der lyttede til ham, hørte det mest som en provokation. Og det må vi også gerne høre det som i dag. Hvorfor er det, vi ikke gør som landmandssønnen? Ja, hvad afholder os egentlig fra det?

Hvordan læser vi Jesu angreb på rige?

Jeg har ofte læst lidt hen over de kritiske røster omkring penge som findes i det nye testamente. Måske fordi det bliver så radikalt og er så stort et indgreb i mit liv. Måske fordi jeg er opdraget til at skrabe sammen? Måske fordi det er en trend i tiden, at vi skal sikre os og spare op? Er det fordi her kommet et budskab, vi ikke kan lide at høre?

Jesus stiller krav til den unge mand.

På mange punkter ligner denne unge landmandssøn fra min barndomsby den rige unge mand, vi hørte om i dag i evangeliet. De var begge unge. De forsøgte begge at finde ud af, hvordan de skulle leve et ordentligt kristent liv. De var begge ihærdige og havde i flere år forsøgt at leve et kristent liv. Og ja, de opsøgte den samme mand for at finde et svar. Hvad skal jeg gøre? spurgte de.

Og de fik det samme svar. Gå hen og sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige. Meget tyder på, at den rige unge mand i evangeliet ikke kunne lige netop det. Det var for svært for ham. Pengene betød for meget. Eller den sikkerhed pengene tilbyder og repræsenterer. Og manden måtte slukøret og bedrøvet forlade Jesus.

Og det her er ikke det eneste sted i evangeliet Jesus er kritisk over for det med penge. Det er en rød tråd som gennemsyrer hele biblen. Rige havde så svært ved at tage imod det Jesus tilbød. 

Og Jesu krav stod altså fast. Den rige unge mand skulle give alt væk. Jesus ville have helhjertethed. Det var ikke sådan, at Jesus fortrød det. Man kunne forestille sig at han så, hvor ked af det den unge mand blev. Løb efter ham og forklarede, at han ikke mente det så slemt. Men det gjorde Jesus altså ikke.

Mandens spørgsmål er helt forkert

Og ja, den rige unge mands spørgsmål er forkert. Han spørger jo, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Han skal ikke gøre noget. Vi kan ikke frelse os selv. Det er helt misforstået.

Vi kan ikke frelse os selv. Men det kan Gud. For Gud er alt muligt.

Jesus stiller krav til os!

Alligevel stiller Jesus krav til os. Ikke for at vi skal frelse os selv, men fordi vi er blevet mødt med evangeliet. Jesus fortæller os, at vi skal leve det nye liv! Ikke det gamle sikre liv. Ikke det liv, som er præget af alle vores goder. Ikke det liv, hvor vi halvhjertet følger efter Jesus. Nej, vi skal leve det usikre, nye og forvandlede liv.

Jesu ord til den unge mand må få os til at overveje, hvordan vi skal leve vores liv. Hvordan forholder vi os til vores rigdom? Hvordan hjælper vi hinanden så vores rigdom ikke bliver til selvbeskyttelse men til gavn? Hvilke konflikter mellem sikkerhed og gavmildhed stiller vores lille tro os i?

Den billige nåde og den dyre nåde

Måske er vi bare blevet vant til lidt for billig nåde i vores kirke. Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål. 
Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors. Vi giver måske forkyndelse og sakramenterne for billigt, vi døber, vi konfirmerede, vi tilsiger folk synderne forladelse, uspurgt og betingelsesløst. Vi udøser strømme af nåde uden ende, men kaldet til streng efterfølgelse af Kristus høres sjældent.

Det er Dietrich Bonhoeffer, som har introduceret begrebet billig og dyr nåde. Jeg vil læse et citat fra ham:

Den dyre nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld mennesket med glæde går hen og sælger alt, hvad han har; Den er den kostbareste perle, som får købmanden til at afhænde hele sin ejendom for at kunne betale prisen; den er Kristi kongeherredømme, for hvis skyld et menneske river det øje ud, der forarger ham; den er Jesu Kristi kald, som får disciplene til at forlade sine garn og følge ham.

Det usikre nye liv

I dag vil jeg appellere til den dyre nåde. Jesus udfordrer os til at leve det usikre nye liv. Ikke for at fortjene frelsen, den sag tager Gud sig af. Vi skal leve det nye liv. Det liv, hvor vi kaster os ud uden at have kontrol over det hele. Det liv hvor vi giver slip. Det liv, hvor vi giver bort, forlader vores garn og følger ham.