3. juli 2018

Når Gud bygger kirke


Når mennesker bygger Kirke
Når mennesker bygger Kirke er det ofte kendetegnet ved storhed og pragt. Så bygger vi højt og prangende. Vi forsøger at lave et særligt rum, der er anderledes end vores rum derhjemme. Vi skal betages når vi træder ind og vi skal fornemme en flig af det guddommelige. Ofte har det også været en måde at fremhæve hvor dygtige mennesker er til at bygge og hvor rige de har været. Derfor er der bygget mange kæmpe katedraler rundt om i verden. Jeg har selv været ned i Peterskirken i Rom og man bliver betaget af sådan en bygning. Det kan ikke undgå at fremkalde en vis fornemmelse af at Gud er stor og jeg er lille.

Når Gud bygger kirke
Sådan er det når mennesker bygger kirker. Så er der fokus på noget bestemt. Kirkebygningerne fremkalder følelser i os. De gør noget ved os.
Men i evangeliet i dag hører vi om, når Gud bygger kirke. Kirken er nemlig ikke bygget af døde sten. Den er bygget af levende stene. Dig og mig. Det er os, der er kirken og vores bygninger er bare rammen. Hvor må Gud egentlig være godt tosset. Tænk at han kan bruge os til det. Og særligt når han nu kender os. Han ved jo godt, hvordan vi er. Han ved, at vi er alt for ringe til den opgave.
Gang på gang vil vi vores eget. Vi fejler ind imellem ligesom disciplen Peter gjorde den dag. Vi kan nemlig vælge at gøre det Gud vil med os. Vi kan vælge at være næstekærlige overfor hinanden og se andres nød. Eller vi kan vælge at gå vores egne veje. Når vi hylder os selv og vores eget skind. Når vi går imod det Gud vil med vores liv.
Men selvom vi ofte går den forkerte vej. Selvom vi ofte fejler, så kan Gud stadig bruge os. Vi er hans børn og det bliver vi altid ved med at være.

Jeremias
Vi hørte om da Gud kaldte profeten Jeremias her i begyndelsen af gudstjenesten. Jeremias siger til Gud. Det går ikke. Du kan da ikke bruge mig. Jeg er slet ikke god nok til den opgave du har til mig. Og det er et kendt motiv fra profeterne i det gamle testamente. De følte sig ikke gode nok og undskylder ofte med at de ikke ved hvad de skal sige. Men Gud svarer Jeremias: At han vil sende Jeremias af sted og Jeremias skal kun sige det Gud pålægger ham. Gud rører Jeremias mund og lægger sine ord i hans mund.
Engang imellem tænker jeg ligesom Jeremias. Hvorfor kan Gud dog bruge mig? Hvad har han dog gang i? Men Gud har netop valgt at bygge sin kirke af uperfekte sten. Hans bygning står ikke snorlige. Vores sten kan slå revner, og der kan knække kanter af. Men vi er alligevel en del af Guds kirke. Netop derfor, må vi ikke tænke for lidt om os selv.

Altså vi skal tro, vi er noget. Det vil jeg give 3 begrundelser for
1)     Vi skal tro vi er noget fordi Gud har sagt god for os. Det er nemlig Gud som har sendt os. Han har selv udvalgt os. Gud taler til os, ligesom han talte til Jeremias. Jeg kender jer, og jeg kan bruge jer, siger han. Gud uddelegerer ansvaret til os med at være hans kirke på jord. Derfor må vi tro vi er noget. Vi skal ikke tænke for lidt om os selv ligesom Jeremias gjorde. For Gud tænker stort om os.
2)     Vi skal tro vi er noget, fordi vi er Guds medarbejdere her på jorden. Vi er hans talerør. Gud vil tale gennem os. Vi skal ikke bekymre os så meget om hvad vi skal sige, for Gud vil også hjælpe os. Vi får ordet lagt på tungen ligesom Jeremias fik. Vi har alle fået en særlig åbenbaring fra Gud. Vi har fået lov at se en flig af paradiset og det skal vi fortælle videre.  
3)     Vi skal tro vi er noget, fordi vi har fået nøglemagten. Og nøglemagten handler ikke om at vi skal stå oppe i himlen og låse porten op og i. Der findes mange vittighedstegninger hvor mennesker kommer op til Sct. Peter. Nej, porten ind til himlen åbnes af Gud og kun af Gud.
Dette med nøglemagten har for mig at se ført til mange misforståelser i kirkehistorien. Det har været med til at legitimere pavens magt. At han har Guds magt på jorden. For andre har det ført til kirketugt. Altså at kristne kan holde afvigende trosfæller ude fra kirken, fordi de har nøglemagten. Jeg tror nøglemagten alene ligger i det, at vi forkynder ordet. Når ordet lyder, er det noget, som skiller vandene. Ordet er det, som løser og binder. Guds ord er noget, som kan frastøde og tiltrække mennesker. Og det ord er vi betroet at dele ud af. Det har vi fået som opgave at gå ud med.


Det er Gud som bygger kirken, ikke os.
Vi skal altså tro vi er noget, fordi Gud har sagt god for os
Vi er hans talerør på jorden
Og vi har fået nøglemagten – altså opgaven at forkynde evangeliet.
Og så må vi ikke glemme, hvem der er bygherren. Det er Gud som bygger kirken ikke os. Vi står aldrig alene med budskabet. Det er ham, der har sagt god for os. Det er ham, der lægger ordene i munden på os. Det er ham, der giver os nøglemagten.
Amen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar