Hvordan skal vi møde et andet menneske?

Når vi møder et andet menneske, går vi et stykke af vores livsvej sammen. Kortere eller længere, men aldrig uden at sætte aftryk hos den anden. Det er afgørende for et ligeværdigt møde, at vi er nærværende og tilstede, som Jesus der slår følge med de to disciple. Hvis vi vil noget med den anden, må vi i kortere eller længere tid vandre et stykke af vores livsvej sammen og dele vores liv og tro med hinanden.

Ofte er det når man står midt i et af livets højdepunkter eller kriser man har brug for et andet menneske at snakke med. Jeg tror vi alle kender de mange tanker, man kan gøre sig før man skal møde et menneske som er i sorg, et menneske, som har mistet håbet og troen på fremtiden. I min første præstetid gjorde jeg mig mange tanker, før jeg ind af døren hos et sørgende menneske. Hvordan skulle jeg gribe det an?… Jeg spekulerede på hvad jeg kunne gøre og sige, som kunne få glæden og livsmodet frem igen? Måske er det fordi vi præster er så vant til at skulle formulere os og sige en hel masse at jeg blev så løsningsorienteret og gerne ville sige det rigtige. Det blev til sidst en hel overvindelse bare det at være der fordi jeg så hele tiden skulle forholde mig til hvad jeg selv skulle gøre. Ofte kunne jeg tænke hvis bare det havde været min ældre dygtigere kollega de havde snakket med så ville det nok være gået så meget bedre.

Jeg tror jeg har fundet ud af at det ikke er så vigtigt hvad jeg får gjort eller sagt. Det vigtigste er måske rettere hvad jeg får lyttet til. At være helt og fuldt til stede og stille sig til rådighed for at høre det andet menneskes fortvivlelse. Det er også meget lettere end hele tiden at skulle være fokuseret på hvad man skal sige. Det er måske netop her det andet menneske virkelig får tid og plads til at få fortalt hvad det er der tynger.

Jeg tror det er her vi ofte går galt i byen. Vi vil så gerne bringe opstandelse og glæde ind i det andet menneskes liv så fortvivlelsen går væk igen. Sorg er blevet noget man skal komme over. Se at blive færdig med så man kan komme videre. Det vil vi så gerne hjælpe med.

Men på den måde hjælper man ingen. Et sorgfuldt og fortvivlet menneske har jo ikke brug for et andet menneske der kan fortælle om glæden, men har netop brug for et andet menneske at dele sin sorg og fortvivlelse med.

Jeg har haft en oplevelse denne påske som har bevidstgjort mig om det igen. Da gudstjenesten var færdig skærtorsdag kom jeg til at snakke lidt med vores kirketjener Klaus om langfredag. Han kunne ikke lide at langfredag skulle ende med håb og lystænding. Vi skulle have lov til en dag i året at blive der i mørket. Nå ja tænkte jeg hver mand sine ideer.

Men da jeg så sad til gudstjeneste langfredag i Borris kirke hvor vi endte med at tænde lysene på alteret og alt lys i kirken så kunne jeg godt se hvor han ville hen. Det passede bare ikke. Langfredag havde jeg brug for at blive siddende i mørket.

Jesus buldrede ikke igennem og begyndte at fortælle om håbet. Han mødte mennesker med interesse, tid og indlevelse. I Emmausfortællingen busede han heller ikke ud med sit budskab om opstandelseshåb og glæde. Nej han slog følgeskab med de to disciple og lyttede til deres frustrationer. De to disciple var på vej fra Jerusalem til Emmaus. De var netop frustrerede. De havde været ude for en traumatisk oplevelse i Jerusalem. Nu prøvede de at få styr på deres følelser og erfaringer og drøftede det der var hændt med hinanden. De forsøgte at hjælpe hinanden med at få orden på kaos. De var både blinde, bedrøvede og forvirrede.

Jesus vidste at den der er rystet skal have plads til at fortælle. Derfor gav han dem plads til at genfortælle alt der var sket og genfortællingen fylder faktisk meget i Emmausfortællingen. Det er en stor sorg de to har været udsat for og derfor er det vigtigt at de får plads og rum til at få det fortalt og set det igennem fra flere sider. Først derefter sætter Jesus det de er fyldt af ind i en bibelsk forståelsesramme.