Gud forlader os aldrig!

For længe siden var der en fattig mand som boede alene på et lille husmandssted. Det han holdt aller mest af i livet var hans lille æsel. Det fulgte ham overalt og var hans et og alt.

En morgen skete der det fortvivlede at hans æsel var faldet i den tørlagte brønd som var omme bag ved huset. Forfærdet røg bondemanden hen for at se ned i hullet. Langt dernede kunne han se æslet. Brønden var vel 6 meter dyb. Vand og mudder havde sikkert taget af for faldet – i hvert fald virkede det som om æslet havde klaret sig uden alvorlige skader. Samtidig var det en ringe trøst for bonden vidste at han aldrig nogensinde ville kunne få æslet op igen.

Han stod længe ved brøndkanten og tænkte. Igen og igen hørte han æslets angstfyldte skrig fra dybet af brønden. Hvad skulle han dog gøre? Han måtte gøre det eneste anstændige: Aflive dyret. Bonden havde ikke noget gevær og han kunne ikke få sig til at smide stenblokke ned for at gøre det af med dyret. Han måtte langsomt begrave sin kære ven levende ved at hælde grus derned.

Æslet havde set sin ven deroppe. Han troede fuldt og fast på at bonden nok skulle redde ham. Så mærkede han den første skovlfuld sand på sin ryg og så forvirret op. Er han rigtig klog, tænkte æslet? Er han i gang med at slå mig ihjel? Sandet fortsatte med at regne ned over æslet, men så beroligede han sig selv. Min husbond har altid villet mig det bedste. Han har sikkert en ide med det han gør n, selvom jeg ikke forstår det. Derfor bestemte æslet sig for at ryste sandet af sig og stille sig på det hver gang der kom en ny skovlfuld.

Og sådan endte det med at æslet blev reddet og kom op til sin husbond igen.

Nogle gange falder både mennesker og æsler i kolde mørke tørlagte brønde. Dernede kan det føles som om det bare regner med sand der vil tynge os endnu længere ned. Mange af os har spejdet mod brøndkanten og undret os over, om Gud virkelig findes i det. Det vil ofte kræve en ganske stor portion mod at tænke som æslet. Gud er god. Han vil mig det godt. Han har sikkert en ganske god ide med det her selvom jeg ikke kan se det selv.

Når man er blevet ramt af det onde kan man virkelig føle sig alene. Føle at Gud har forladt verden. Selv Jesus kunne føle sig forladt – både af alle andre mennesker og af Gud. Da han hang på korset i langfredags mørke måtte han også råbe: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Jesus måtte selv gennemleve så meget smerte og sorg de sidste dage af sit liv. Men hans sorg blev vendt til glæde. Han erfarede at selv det dybeste mørke kunne blive afløst af lys af nyt liv. Påskemorgen sprængte han dødens magt og håbet sejrede.

Det håb er også vores. At også vores død er overvundet af ham. At Gud er hos os midt i mørket. At selvom alt ser mørkt ud omkring os, så er vi aldrig forladt af Gud.