Det er påske – og forår. Det er en dejlig tid
på året! Sådan tror jeg de fleste mennesker har det!
En del af påskens traditioner er, at det for
rigtig mange mennesker er en god anledning til at mødes til
familiesammenkomster. Skoleeleverne og de studerende har fri og mange
arbejdspladser er lukkede, og det er en god mulighed for at være sammen i familien.
Jesus og disciplene var også til
familiesammenkomst denne påske i Jerusalem. Ganske vist ikke i deres biologiske
familie – men deres venskab, trosfællesskab og arbejdsfællesskab var blevet
stærkt og godt som en god erstatning for deres egen familie. De tolv disciple havde
jo hver især forladt deres egen familie for at følge Jesus rundt i Israel. Som
noget helt selvfølgeligt for dem skulle de fejre det traditionsrige, hellige
jødiske påskemåltid til minde om deres forfædres befrielse fra slavetilværelsen
i Ægypten.
De satte sig til bords sammen – men det blev
ikke som det plejede. Der skete nogle ting undervejs, som gør, at denne
sammenkomst for altid bliver husket og som gør, at vi skal høre om den i dag.
Akkurat som vi også bedst husker de familiesammenkomster, hvor alt ikke blev
som det plejede at være.
Det, der i hvert fald ikke blev som det plejede
ved måltidet, var forudsigelsen af Judas’ forræderi. Vi kan måske forestille
os, at vi selv var med ved bordet: Vi har det hyggeligt sammen med mennesker,
vi kan lide at være sammen med. Samtidig fornemmer vi også en spændt stemning.
Vi har forstået på ham, der er selskabets naturlige midtpunkt, at der er noget
i gære, der truer vores fremtid sammen. Men hvad er det?
Pludselig siger han: En af jer vil forråde mig.
Det er som om der bliver smidt en bombe i lokalet. Alle er rystede. Ingen kan
forstå det. Feststemningen afløses af rådvildhed. Det er vel ikke mig, Herre?
Sådan spørger de én efter én.
Det betyder for mig at se, at de andre disciple
ikke havde mistanke til Judas. Til gengæld havde de selverkendelse nok til at
vide, at udsat for tilstrækkeligt stort pres ville de alle sammen kunne svigte.
Ganske vist lovede Peter lidt senere på aftenen højt og helligt, at han aldrig
ville svigte Jesus. Men det gjorde han som bekendt alligevel tre gange i løbet
af den kommende nat.
Og hånden på hjertet: Hvis vi blev udsat for
tilstrækkeligt stærkt ydre pres eller nærgående fristelser, kunne vi så ikke
også have svigtet, forrådt eller fornægtet ham, vi tror på? Ja, nogle af os
tænker måske oven i købet tilbage på situationer, hvor vi rent faktisk
svigtede, fornægtede vores kristne tro og følte, at vi forrådte Jesus?
Det siger jeg ikke for at undskylde Judas –
eller for at negligere det dybt alvorlige og forfærdelige han gjorde med sit
forræderi. Men vi skal ikke bruge det til nedladende at pege fingre ad ham. For
vi er nok ikke bedre selv. Vi er selv dem der svigter både vores medmennesker
og Gud.
Judas valgte på alle måder de forkerte
løsninger i denne påske. Først ved at lade tanken om et muligt forræderi
rumstere i sig – af grunde som vi kun kan gætte på. Han skulle selvfølgelig
straks have vist denne tanke fra sig, første gang den meldte sig. Dernæst ved
rent faktisk at forråde Jesus. Og endelig ved at tage sit eget liv i skuffelse
over sig selv og det han havde gjort.
Jesus peger hen på Judas.
Han er forræderen. Få mennesker er blevet lagt så meget for had som manden, der
forrådte Jesus. Judas angav sin mester. På grund af Judas blev Jesus anholdt,
tortureret og korsfæstet. Siden er navnet Judas nærmest blevet synonymt med
forræder.
Måske var Judas ikke meget
værre end de andre disciple som alle svigtede. De var feje og holdt sig væk da
det blev farligt. De havde bestemt ikke modet til at stå ved siden af Jesus da
det gjaldt – selv ikke Peter – hans trofaste discipel.
Jesus pegede under måltidet
på Judas og sagde: Det var bedre for det menneske om det aldrig var født. Det
er en voldsom udtalelse af Jesus, men ind imellem var Jesus ret direkte. Det
veråb minder egentlig meget om et andet Jesus også siger. Den der bringer en af
disse små som tror på mig til fald, var bedre tjent med at få en møllesten
hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve det menneske som bliver årsag
til fald.
Så må vi igen tænke på os
selv. Kunne vi engang imellem være den, der bringer en af disse små til fald?
For så er advarslen til os jo lige så hård som den er til Judas.
Men det var alle tolv disciples fødder, Jesus
vaskede. Judas var inviteret med til måltidet skærtorsdag, selvom Jesus vidste,
at han ville forråde ham. Han blev ikke sprunget over. Det siger os noget meget
vigtigt om Jesu døds betydning. Da han døde var det som et offer for al verdens
synd – selv den allergroveste. Ingens synder er blevet sprunget over. Intet
menneske behøver at føle sig udenfor i forhold til Jesu forsonergerning. Når
selv Judas fik vasket sine fødder, så må vi også have lov at tro at Jesus død
kan vaske vores synder væk.
Her i fortællingen hører vi ikke om Judas
forlader dem eller bliver hos dem og tager del i den afsluttende nadver. I
Lukasevangeliet derimod fejrer Judas nadver sammen med de andre. Man kan sige
at så gøres det endnu tydeligere at selv dem der var lukket ude af fællesskabet
ikke blev lukket ude af fællesskabet med Jesus.
Én har engang sagt, at over alterbordet burde
der være et skilt, hvor der står: ”Adgang tilladt for uvedkommende”. Nadverbordet
er nemlig et åbent bord. Her er vi alle velkomne ligegyldigt hvad vi har at
slæbe på. Ligegyldigt hvor lidt vi har fortjent det, ligegyldigt hvor meget vi
har svigtet, ja så er der plads også til os.
Når selv Jesus ville fejre nadver med sine nære
venner som svigtede ham – når selv Jesus ville fejre nadver med ham som
fornægtede ham – når selv Jesus ville fejre nadver med ham som forrådte ham –
ja så må vi også tro at der er plads til os ved hans bord.
Jesus indbyder os til sit store festmåltid og
så er alle hjerteligt velkomne. Her giver han os syndernes forladelse og en ny
chance. Vi får lov at gå ud af kirkedøren som frie mennesker og med Guds
tilgivelse.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar