En kristen skyttegrav

7.s. eft. trin Matt 10,24-31

I fredags var det 100 år siden 1. verdenskrig begyndte. Det er svært at forestille os, hvordan det har været, både for dem der måtte slås i fronten og for dem, der blev ladt tilbage imens. Afstanden tidsmæssigt og det faktum, at mange af os ikke har haft krig tæt inde på livet, gør, at det er svært at sætte sig helt ind i. Alligevel synes jeg, man kan fornemme en flig af det i nogle af de soldaterbreve, som er skrevet under krigen. De er fulde af store tanker, håb og frygt. Jeg vil læse nogle små uddrag af breve fra sønderjyske soldater, som kæmpede på Tysk side i krigen.

     Ja, Krigen er ubarmhjertig haard. Naar man saa- 

ledes gaar med Døden for Øje hver eneste Dag, hvor

er Glæden over hver Dag, som man faar Lov til at

leve, dog stor. Og naar der saa kommer en ledig Ti-

me, lever man hele sit tidligere Liv om igen i Tan-

kerne. Man glæder sig over alle de fornøjelige Ti-

mer, som man før har haft, alt staar i et saa dejligt

Lys. Og man bebrejder sig selv, at man ikke har ud-

nyttet sin Tid bedre. Hvor kan det dog være, at man

først nu opfatter alt det skønne paa rette Maade?

Vi lagde os til Ro i Teltet, uvisse om, hvad Mor-

gendagen vilde bringe, men bange for, at vi ikke alle

vilde sidde sammen næste Aften.

                        

Som I kan fornemme står frygten for fremtiden centralt i brevene. Soldaternes skæbne var uvis. De vidste ikke, hvor mange dage de havde tilbage at leve i. De kunne når som helst blive ramt af en kugle eller en granat. Derfor emmer deres breve af frygt for fremtiden.

Det er et ekstremt eksempel på, hvordan nogle mennesker har levet i en nærmest konstant frygt. Men det kan man også komme til, hos os i dag. Vi kender nemlig også frygten, selvom vores liv ikke er truet på samme måde, som deres var. Vi lever på en eller anden måde dagligt med frygten. Verdens krige og konflikter ryger lige direkte ind i vores dagligstue hver dag, og vi konfronteres med frygtelige nyheder døgnet rundt. Konflikter og ulykker er det som sælger i medierne, og derfor er de ikke blege for at bringe dem. Tænk bare på konflikten i Ukraine, Krigen i det besatte område Gaza og den mulige terrorisme i Norge. Og det er ikke bare død, krige og katastrofer fra den anden side af jorden, men også små hverdagsagtige ulykker herhjemmefra, vi skal høre om.

Trafikulykker, drukneulykker, børn som kommer til skade i hjemmet, terrorisme, folk som bliver overfaldet i deres egne hjem osv. Mange af disse ulykker har karakter af, at det kunne ske - også for os. Dagligt bliver vi mindet om, hvor pludseligt vores liv eller vore kæres liv kan ende. Dagligt bliver vi mindet om alt det, vi kan være bange for.

Når kuglerne føg om ørene på soldaterne under 1. verdenskrig, så søgte de ned i deres skyttegrave. Det var deres værn mod faren udefra. Og det tror jeg egentlig også, vi gør. Vi bruger først og fremmest fornuftsargumenter og sandsynlighedsberegninger til at slå frygten tilbage med. Det tror jeg, er godt at gøre, for ellers var det ikke let at være til. Men hvor meget vi end kan overbevise os selv om, at der ikke er noget at være bange for, ved vi jo godt inderst inde, at vi ikke selv er herrer over livet. At vi ikke kan planlægge alting, og at mange ting i sidste ende ikke er i vores hænder.

Hvad er det kristendommen har at sige ind i vores hverdag, hvor usikkerhed om fremtiden er en integreret del? Det er først og fremmest ikke, at man som kristen bliver fri for ulykker. Vi er lige så hårdt ramt som alle andre. Kristne bliver også ofre for meningsløs lidelse og død. Ja, når Jesus måtte lide så meget ondt, - hvad kan hans efterfølgere så ikke regne med?

I stedet for at blive skånet for det onde hører vi, at sorg og ulykke er en naturlig del af livet. At der både er mørke og lyse sider af tilværelsen. At ingen kommer igennem livet uden at opleve noget ondt, heller ikke kristne. Vi bliver altså ikke på den måde skånet for det onde eller taget ud af verden. Vi får måske højst et nyt syn på verden. Nemlig, at vi ikke er garanteret daglig lykke, og at vi ikke har krav på noget som helst. Netop, fordi vi ikke er herrer over livet.

Er det så det eneste, der er at sige kristeligt til meningsløse ulykker? Har vi ikke også en kristen skyttegrav, vi kan gå ned i? Jo, det tror jeg. Det, at tro på Gud kan give os håb og tryghed i svære situationer. Vi må tro på, at han er den, der vil os det godt midt i den tilfældige og til tider kaotiske hverdag.

Her er det Jesu billede med spurvene, kan blive en trøst for os. Han fortæller os, at Guds omsorg omfatter selv spurve. Spurve falder altså ikke til jorden, hvis de ikke bliver skudt ned. De var dengang et måltid, som fattige mennesker kunne stille sulten med. Der var ikke meget næring i en spurv, så spurvene havde naturligt nok en meget lille værdi. Når selv de er genstand for Guds omsorg. Når selv de, er set af Gud, så er vi det langt mere. Alle vore hår på hovedet er talt, siger Jesus og referer til, at Gud på alle måder kender os og alligevel elsker os.

Og så vil jeg på forhånd undskylde for det teologiske nørderi, jeg nu vil udsætte jer for, for der er et interessant tekstkritisk problem lige her. For den oversættelse, vi lige har hørt, lægger en bestemt tolkning ind. Det, der egentlig står ordret i den græske tekst er. Ikke en spurv til jorden uden jeres far. Så er det, man kan overveje, hvad det skal betyde. Betyder det 1) uden jeres fars vilje 2) uden jeres fars tilstedeværelse eller 3) Uden jeres far tillader det

Hvis det skal betyde uden jeres fars vilje, lægger det op til at Gud er ond. Så er han den, der vil alt det onde i verden. Det kan jeg ikke forene med Gud, som den kærlige far. Det må derfor være en af de andre muligheder for oversættelse, vi må holde os til.

Anden mulighed, at det skal oversættes med uden jeres fars tilstedeværelse, så betyder det, at Gud er med, når spurven falder til jorden. Altså at Gud er der, når vi rammes af det onde, men vel også, at han ingen magt har. Så er han en passiv tilskuer, og spørgsmålet, man må stille er, om det kan forenes med, at han er en almægtig Gud.

Den sidste mulighed er, at vi må oversætte det med uden jeres far tillader det. Det er dermed ikke ham, der sender det onde, men han tillader det. Så fastholder man, at han er den, der har al magten, samtidig med, at det ikke er noget, han aktivt vil.

Under alle omstændigheder, hvis man vælger en af de to sidste oversættelsesmuligheder, så fortæller det os, at Gud ikke er fraværende, når det onde truer os. Han er tværtimod nærværende. Det, tror jeg, kan blive vores skyttegrav: At vi har en Gud, som er hos os i det vilkårlige og uforudsigelige liv. Han elsker os så højt, at han aldrig vil forlade os.

Livet er fyldt af gode og onde begivenheder. Ingen kommer udenom det smertefulde, og ulykken kan ramme os og dem vi elsker, hvad øjeblik det skal være. Det er vores grundvilkår. Men ind i det siger Jesus: Frygt ikke, for Gud er hos jer. Ikke en spurv til jorden uden jeres far. Vi har lov at gå ned i Guds skyttegrav. Han vil være med os gennem hele livet. Amen  

 

Gud

Luk os ind i stilheden for dit ansigt

Luk alt det ude der tynger vores sind og ødelægger vores fred

Gør os stille så vi kan høre hvad du vil sige til os. Lad os mærke din nærhed når frygten for fremtiden melder sig. Lad os benytte os af din skyttegrav.

Tak at du har lovet at være med os alle dage.

I dag beder vi dig særligt om at være nær hos alle de mennesker som lever under krig og ufred. Være med civilbefolkningen i Ukraine og Israel/Palæstina. Vær med verdens beslutningstagere og hjælp dem til at vælge fredelige løsninger frem for krig. Ja vær med alle der kæmper for fred i verden.

Vi beder dig om forsoning og om lindring for alle dem der har været ofre for kriges rædsler.

Så beder vi for din kirke her i Gl. Haderslev og din kirke ud over hele jorden. Lad den være et redskab for din fred

Amen