8. s. eft. trin Matt 7,22-29
I en indisk landsby var der en gammel mand som havde en
drøm. En stemme fortalte ham at han næste morgen skulle gå ned til byens torv.
Der, under et træ ville sidde en mand som havde en kostbar gave til ham. Da
manden vågnede næste morgen gik han straks hen til torvet og under det store
træ sad en langskægget tigger. Ham der havde haft drømmen sagde: En stemme
sagde til mig at du har en kostbar gave til mig. Manden kiggede i sin sæk og
sagde. Jeg har ikke andet end den her så den må være til dig. Og op af sækken
tog han en kostbar diamant. Manden greb den og løb hjem. Hele resten af dagen
og natten tænkte han på. hvad han kunne gøre med de penge, han kunne få for
diamanten. Han kunne købe hus og sikre sin familie økonomisk resten af livet.
Men ud på morgenen kom han på andre tanker. Han gik ned på
torvet igen og gik lige hen til den langskæggede tigger. Manden rakte diamanten
til tiggeren og sagde: Værsgo, Her har du din diamant tilbage. Tiggeren så op
på manden og sagde. Jamen den er jo til dig – jeg har givet dig den. Ja, sagde
manden. Men når du så frit kan give den til mig, må du have noget der er endnu
mere værd. Vil du fortælle mig hvad det er?
Historien her har en dejlig tydelig morale. Den minder os om
det vi godt vidste, men som vi så ofte glemmer. At det materielle i vores liv ikke
er så vigtigt. Der er noget som er større og rigere end det som penge kan
skaffe os. I dag bliver vi udfordret til at stoppe op og tænke, Hvad er det vigtigste
i vores liv? Hvad er det grundlæggende når alt det ligegyldige bliver pillet
væk? Hvad bygger vi vores liv på? Bygger vi det på et løst fundament, eller på
noget klippefast? Alle de ting, vi kan købe os til, er et løst fundament.
Et andet løst fundament vi bygger vores liv på er berømmelse
og anerkendelse. Vi bilder os ofte ind at, livet handler om at gøre noget stort
så vi kan opnå anerkendelse og anseelse. Jeg tror vi alle i mere eller mindre
grad løber rundt og jagter anerkendelse fra vores omgivelser. Det er et
naturligt menneskeligt træk, men det må ikke tage overhånd. Det var netop de to
ting de falske profeter blev beskyldt for at jage i det gamle testamente. Mad
på bordet altså materielle ting og berømmelse. Det er egentlig bemærkelsesværdigt
hvor meget de to temaer også kan være et tema for os i nutiden.
Men tilbage til det gode fundament. Det er der mange, som
har et bud på ofte hører vi det i reklamer og livsstilsmagasiner.
- hvis du har en succesfuld karriere
- hvis du er smuk og veltrænet
- hvis dine børn klarer sig godt og du får et positivt
eftermæle
- Hvis du tjener mange penge og kommer på en masse sjove
rejser
Men er de her budskaber virkelig gode fundamenter at bygge
sit liv op på? Er der ikke noget mere grundlæggende i vores liv end det vi selv
kan være med til at skabe? For det er kendetegnende for mange af de budskaber
vi bliver fodret med, at det ofte handler om noget vi selv skal gøre.
Jesus advarer os mod falske profeter, altså dem der har
forkerte budskaber til os. Og det er bemærkelsesværdigt, at han ikke udpeger,
hvem han specifikt tænker på. Han siger bare at de ikke gør Guds vilje. Vi er
ellers så gode til at udpege falske profeter og vi kan sagtens finde frem til
dem.
Men Jesus udpegede ikke nogen specifikt, og det tror jeg
heller ikke vi skal gøre. Jeg tror Jesu tale frem for alt skal få os til at
stille skarpt på os selv. Jeg tror ikke, Jesus vil have os til at kigge udad og
finde falske profeter, men i stedet indad. Få os til at spørge os selv: Er jeg
en falsk profet? Lever jeg bare for mad på bordet og for at hævde mig selv? Det
er den overvejelse, vi må gøre os hver især. Hvad er det vi selv bygger vores
liv på og hvad er det vi lærer andre?
Der må være noget, som er vigtigere at bygge sit liv på end
det man kan købe for penge og den anerkendelse som vi alle mere eller mindre
jager. Der er noget som er større, bedre og stærkere at bygge sit liv på.
Jeg vil gerne give mit bud på, hvad det kan give os at lade
kristendommen være den klippe vi bygger på. Hvad er det, man får ud af at tro
på Gud? Jeg vil pege på to ting.
- vi får selvværd og -
Vi får et håb
Hvis vi tror på Gud så får vi selvværd. Her hører vi, at vi
er gode nok, som vi er. Vores værdi afhænger ikke af noget vi kan præstere.
Nej, vi er elsket på forhånd og på trods af alt det vi gør. Det er det vi så
smukt fik lov at opleve lige før ved døbefonten. At Gud tager imod de små børn
lige præcis som de er uden at de på forhånd skal gøre noget.
Det at vide sig elsket er noget grundlæggende og livsvigtigt
i et menneskeliv. Troen på Gud kan være med til at give selvværd i en verden
hvor der hele tiden kræves så meget af os, hvor vi hele tiden skal vise hvor
dygtige vi er. Hos Gud kræves der ikke noget for at opnå hans kærlighed. Den er
betingelsesløs.
Det andet vi får ud af at tro på Gud og som kan blive et
fundament for os er at vi får et håb. Vi får et håb om, at livet ikke bare
slutter når vi dør. Særligt når vi mister en vi elsker og står ved kisten
kommer håbet i spil. For hvad sker der når vi dør? Her tilbyder kristendommen
os et håb. Et håb om at livet ikke er slut ved kisten, men at vi skal leve
evigt med Gud. Det er noget som gør at vi midt i sorgen kan skimte noget godt.
Og det er det som gør, at vi kan stå fast og solidt selv midt i dødens mørke.
Det var mit bud, men vi sidder nok alle med forskellige bud
på hvad det er troen på Gud kan give et menneskeliv. Hvad det her fundament gør
ved os.
Tilbage til Jesu ord i dag. Det er egentlig ikke en rar
søndag. Jesus er direkte, hård og brutal i det stykke jeg har læst. Mange af os,
der har kaldt ham herre vil han på dommedag ikke kendes ved. Det er hård kost.
Det er ikke sådan en søndag hvor man går trøstet ud af kirken og tænker at det
hele – ja det går jo nok.
Nej, det er nærmere sådan en løftet pegefingersøndag hvor
budskabet er, at vi aldrig skal føle os for sikre. Vi må til stadighed overveje,
hvad vi bruger vores liv på og hvad vi bygger vores liv på.
Nu skal vi ikke blive slukørede, nedslåede og triste. Jeg
tror der er mere at sige om Jesus end hans pegefinger og et andet sted siger
han jo selv at den der kommer til mig vil jeg aldrig støde bort. Men vi har
godt af at overveje hvad fundamentet under vores liv er. Bygger vi på et løst
eller et klippefast fundament? Og hvis vi lader Gud bygge fundamentet under os,
så må det kunne ses på os, at vi er i besiddelse af noget særligt, ligesom det kunne
ses på den indiske tigger. Vi har noget som er uendelig meget værd. Troen giver
os selvværd og håb.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar