11.s. eft. trinitatis - kvinden med alabastkrukken
Gud elsker alle. Både dem med en stor tro og dem med en
lille. Så stor er hans kærlighed, at han kan tilgive os alle.
Men før vi når dertil, må vi først undre os. For der er nok
at undre sig over i den fortælling, jeg lige har læst for jer. Når vi hører den
kan vi blive helt forvirrede. Den kan efterlade os med et væld af spørgsmål. Hvorfor
er det, at denne kvinde, som lever i synd, elsker mere end alle de andre? Jo
matematisk set går det op. Hvis vi kun har syndet lidt skal der en lille
kærlighed til at tilgive os. Hvis vi har syndet stort skal der en stor
kærlighed til. Regnestykket er til at finde ud af, og det kræver ikke den store
studentereksamen.
Men betyder det så? At vi alle er nødt til at synde stort
for at få stor tilgivelse? Skaber det en større hengivenhed, hvis man har
forbrudt sig meget? Er man tættere på frelsen, hvis man er luder, fremfor et
menneske som lever mere anstændigt? Jo flere mænd jo bedre eller hvad?
Og tilgav Jesus hende, fordi hun viste sin kærlighed til ham
ved at vaske hans fødder, eller kendte han hende i forvejen? Var det noget hun
havde gjort eller sagt, der fik ham til at tilgive hende, eller fik hun den
betingelsesløst? Måske var hendes fuldstændige hengivenhed noget, som var
blevet vagt i hende, netop fordi hun blev mødt af ham, eller var det noget hun
mere eller mindre selv var kommet frem til?
Hvis det på den måde er graden af tro, som er afgørende for
frelsen, så tænker jeg jo, at mange af os og mange af dem, jeg bisætter her i
kirken, ikke har en chance? Spørgsmålet er om vi må fastholde at barnedåben,
hvor vi påkalder Gud på barnets vegne, er det afgørende for frelsen?
Hvad er tro i det hele taget? Fortæller denne historie os ikke,
at tro er lidenskabelig hengivelse som kvinden er eksponent for? Eller
selvforglemmelse?
Men hvad så med alle os, som ikke er så fuldstændig hengivne?
Er det virkelig så store krav, der stilles til vores tro? Det kan i hvert fald
hurtigt komme til at lyde som om, tro bliver en eller anden form for præstation,
jeg selv skal komme frem med. Hvad med den lille mand med den lille tro – har
han så ikke en chance eller den, som ikke er så spontan og så god til at give
udtryk for sin tro, som kvinden var det?
Ja det er i hvert fald ikke spørgsmål, vi mangler, når vi
hører fortællingen. De spørgsmål jeg har formuleret kommer alle på en eller
anden måde til at kredse om vores tro. Jeg synes vi har en tendens til ofte at
blive meget fokuserede på vores egen tro. Som om det er noget vi kan styre. Et
eller andet individuelt projekt på linie med det at have en veltrænet krop.
Det er nok meget tidstypisk, at vi gerne vil have kontrollen
over alle områder i vores liv. Men helt ærligt. Kan vi i sidste ende styre
vores tro? Kan vi selv fremme en selvforglemmelse og hengivenhed som kvinden
havde det i fortællingen eller er det noget Gud skaber i os? Jeg tror ikke det
er noget vi selv kan fremelske. Hvis vi kunne, tenderer det også til, at vi
selv kan arbejde med på vores egen frelse.
Vi kan stille mange spørgsmål til kvindens tro og vores egen
tro. Men jeg tror denne historie først og fremmest fortæller noget om Guds
kærlighed og hans tilgivelse. Guds kærlighed er nemlig helt anderledes end
vores kærlighed. Dem som blev ringeagtet af de ansete på Jesu tid. Ja, dem tog
Jesus sig af. Denne kvinde som alle var enige om ikke levede som hun burde,
hende kunne Jesus rumme. Denne dag i Simons hus mødte hun noget hun
sandsynligvis aldrig havde mødt før, og det gjorde noget ved hende. Hun mødte
et menneske som anerkendte hende, tilgav hende og elskede hende for den hun
var.
Det fortæller os, at Ingen absolut ingen, er for ringe til
Guds kærlighed og tilgivelse. Der findes ikke noget, vi mennesker kan gøre, som
er så slemt, at Gud ikke vil have med os at gøre. Selv kvinden, som Jesus mødte
den dag, var ikke for lille og ussel til ham. Guds kærlighed er altomfattende.
Det vil jeg gerne fortælle en historie, som handler om:
Det var en søndag formiddag.
Længst nede i kirken sad en ældre mand. Man kunne se på ham, at han ikke var
vant til at komme i kirken. Han sad for sig selv og så ikke ud til at følge med
i det, der foregik. Da altergangen begyndte, rejste han sig, og præsten tænkte,
at nu ville han nok gå sin vej. Men i stedet tog han sin stok og gik op til
knæfaldet. Her bøjede han sig med et vist besvær og modtog brødet og vinen.
Efter gudstjenesten, da alle var gået hjem, gik manden hen til præsten og
sagde: 'Her har jeg ikke været siden min konfirmation for 71 år siden.' Og så
fortalte han. 'Efter min konfirmation tog jeg til Göteborg, hvor jeg tog ud at
sejle. Jeg sejlede på de syv have i mange år og har besøgt hundredvis af havne
og drukket mig fuld utallige steder. Ja, du kan ikke forestille dig, hvor mange
dumme ting, jeg har været med til. Jeg har været i utallige slagsmål og været i
seng med endnu flere kvinder. Nogle gange har jeg tænkt på, hvor mange børn,
der har spurgt deres mor, hvem deres far egentlig var. Når man bliver gammel,
tænker man på sådan noget. Det er ikke til at opregne alle de gange, jeg har
svigtet. Det er for sent at bede om tilgivelse, og jeg kan ikke genoprette alle
de fejl, jeg har begået. Men nu følte jeg, at jeg måtte gøre noget. Udføre en
handling, som kunne sone min sjæl ... Og så kom jeg til at tænke på min gamle konfirmationskirke.
Måske skulle jeg prøve at vende tilbage til den. Jeg havde slet ikke tænkt mig
at gå op til alteret. Langt mindre at fortælle, hvorfor jeg var kommet. Ja,
skal jeg være ærlig, så lyttede jeg slet ikke til dine ord. Men der var en
ting, der fæstnede sig. Én eneste. Da du holdt brødet og vinen og sagde: Til
syndernes forladelse. Så tænkte jeg: Det vil jeg have. Det er det, jeg har brug
for.' Så spurgte han præsten: 'Tror du også, det gælder mig. Efter alt det, jeg
har gjort? Tror du virkelig, det er så enkelt?' Og præsten nikkede. 'Ja, jeg
tror faktisk, at det er så enkelt. Ellers har jeg fuldstændig misforstået, hvad
den kristne tro handler om.' Og så nikkede manden og sagde, 'Så stoler jeg på
det!' Og så tog han sin stok og forsvandt.
På nogle punkter ligner denne mand kvinden med
alabastkrukken, for han havde også forbrudt sig både på de skrevne og uskrevne
regler i samfundet. På andre måder var han nærmest et modstykke til kvinden med
alabastkrukken. Han var bestemt ikke den store mand med den store tro. Han
følte bare, at han måtte have Guds tilgivelse for alt det, han havde gjort galt
i livet. Jeg tror, der er plads til både ham og kvinden med alabastkrukken i
Guds rige. Guds kærlighed kan favne dem begge. Både dem med stor tro og dem med
lille tro er velkomne. Amen
Gud, hør os, når vi beder dig:
Styrk os når vi føler at vores tro er lille. Hold os fast ved dig. Hjælp os
til at leve vores liv efter din vilje og hengive os til dig.
Tilgiv os, når vi i vor kamp for vort eget liv kommer til at såre og undertrykke
andre mennesker.
Giv os din tryghed at leve livet på.
Giv liv til din kirke her i Gl. Haderslev og ud over hele jorden, Gud, så
den kan være dit levende ord.
Giv styrke til vor dronning og hendes familie - og til alle, der har magt
til at bestemme over andre.
Giv mod til alle, der er bange - og giv trøst til alle, der sørger og savner.
Giv os dit håb at leve for, din tro at kæmpe for, og din kærlighed at leve
på!
Gud, vores håb og bekymringer, vores tro og tvivl lægger vi i dine gode
hænder.
AMEN.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar