Bekymringer og asylansøgere

15.s. eft. trin Matt 6,24-34

Drop bekymringerne og lev i nuet… Meget i denne bid evangelium kunne lige så godt have været sagt af Danmark Radios bonderøv eller som svar i Familiejournalens brevkasse. Mange af os drømmer om det enkle liv. Et liv som det bonderøven repræsenterer. Fri for hverdagens stress og jag og alle dens bekymringer. Jesus bruger billedet af markens liljer og himlens fugle som ikke bekymrer sig og alligevel passer Gud på dem. Sådan ville vi gerne det var. Vi må sige det budskab er højaktuelt for os. Vi ville gerne bekymre os mindre. Livet er for kort til at fortabe sig i alle mulige bekymringer.

Men, når det nu kommer til stykket, hvad adskiller så dagens evangelium fra vor tids livsstilscoacher og lommefilosoffer? Er det ikke det samme der bliver sagt?

Det er også sagt til fattige mennesker

Jesu ord er ikke kun sagt til os rige vesterlændinge med store bankkonti og forrådskamre. Vi hører selvfølgelig ordene ud fra vores eget verdensbillede. Men hans ord er også talt til fattige mennesker. Dem, som med rette bekymrer sig for, hvordan de skaffer mad, tøj og sikkerhed for deres børn. Jesu råd kunne nemt lyde som en hån mod dem, der slider for det daglige brød. Kan det virkeligt passe, at Jesus her midt under en flygtningekatastrofe siger: “Slap nu af kære flygtninge. Det skal nok gå det hele. Lad være med at bekymre jer…”?

Nej, når Jesus taler om bekymringer, er det ikke bekymringer sådan i al almindelighed, han mener.

Jesus var selv bekymret

Det ville også være meget dobbeltmoralsk af ham. For Jesus bekymrede sig også meget da han gik på jorden. Han levede ikke et bekymringsfrit liv. Han bad i Getsemane have i fortvivlelse om at han måtte blive fri for at dø. Frem for alt bekymrede han sig gang på gang for andre mennesker? Hvis dette var Jesu liv, hvordan kan han så sige, at vi ikke skal bekymre os? Det er dobbeltmoral uden lige

Vi bekymrer os

Nej, jeg tror ikke Jesus vil sige noget til os om bekymringer i almindelighed. Om vi vil det eller ej, er vi fyldt med bekymringer. Der er også mennesker og opgaver, vi har ansvar for, og som gør, at vi næsten bliver nødt til at bekymre os om visse ting. Vi kan nok få gode råd til, hvordan de kommer til at fylde mindre. Men et bekymringsfrit liv kommer vi aldrig til at leve. Det er også godt, at vi bekymrer os for vore børn og medmennesker. Hvis Jesus endelig skulle sige noget om vores bekymringer i almindelighed. Ja så ville han nok sige at vi skulle bekymre os mere for andre og ikke for os selv. Jeg tror, vi må se på hvilken sammenhæng, ordene er sagt ind i. Det handler om bekymringer, når vi skal fortælle om Gud til andre mennesker.

Når vi går

Jesus siger det til alle, som går ud med evangeliet. Når vi gør det, skal vi ikke bekymre os. Så må vi ikke bekymre os om vores eget. Når vi går ud, kan vi simpelthen ikke tjene to herrer. Det er et enten eller. Enten bekymrer vi os om vort eget, eller også går vi ud med det til andre.

Og det handler ikke kun om ord. Evangeliet giver vi først og fremmest videre med vores hænder. Vi er sendt ud for at vise, hvor stor kærlighed Gud har til alle mennesker. Vi er Guds arbejdshænder i verden. I disse dage er der virkelig behov for vores hænder. Der er kommet mange fremmede til landet. Dem skal vi modtage værdigt og varmt. Her i Haderslev bliver der i disse dage oprettet et nyt asylcenter. Som kristne har vi et ansvar for vores medmennesker. Det ansvar skal vi tage på os. De som er flygtet til vores land har masser af bekymringer og det med rette. Mange har forladt deres hjem, fordi de frygtede for livet. De er mærket af krigen og volden de er flygtet fra. Nu går de en uvis fremtid i møde. Bekymringer må fylde meget i deres bevidsthed. Her må vi træde til som kristne. Vise, at vi bekymrer os om andre mennesker. Her har bekymringen sin rette plads. Vi skal selvfølgelig vise kristent storsind og tage os af de mennesker som er flygtet herop.

Det er en enorm opgave vi er blevet betroet. Vi er mere værd end himlens fugle og markens liljer, netop fordi vi har denne opgave. Vi skal fortælle og række evangeliet videre til andre mennesker. Det kan måske tage pippet helt fra os. Det kan få os til at overveje, om vi nu er gode nok. Ville den opgave ikke befinde sig bedre i lidt frommere hænder? Det ville den nok, men det gør den ikke. Den ligger i vores hænder. Dem som engang imellem fejler.

Konfirmandoplevelse

Nu vil jeg dele en forfærdelig oplevelse jeg har haft. Mit største nederlag som underviser og samtidig et voldsomt knæk på selvtilliden. Jeg var ung og i praktik hos en præst. Jeg var heldig at få lov til at undervise et hold konfirmander om skabelsen. Jeg havde forberedt mange kreative indslag. Men det gik helt forfærdeligt. Alt gik galt. Vi begyndte med, at jeg skulle læse skabelsesberetningen højt for dem, mens vi lyttede til et stykke skabelsesmusik. Musikken var for høj, og de kunne ikke høre min oplæsning ordentligt. Flere brokkede sig højlydt, men jeg blev stædigt ved. Det gik slet ikke og så har jeg ikke engang fortalt om at en af konfirmanderne fik fat i fjernbetjeningen og sad og tændte musikken flere gange senere hen.

Det eneste, der fungerede nogen lunde denne dag var, da vi legede en dinosaurusleg. Hvor meget kristen undervisning var der så i det, kunne man overveje. Det overvejede jeg i hvert fald. Jeg var ærgerlig. Jeg havde forspildt chancen for at lære dem noget. Tankerne blev ved med at kredse om den oplevelse lang tid efter. Måske var jeg bare for dårlig til den opgave. Hvordan skulle jeg nogensinde gøre det igen?

Sådan skal det gå engang imellem. Nogle gange fejler vi. Det må ikke tage modet fra os. Gud kan bruge svage mennesker. Vi må ikke tænke, at vi er for ringe til opgaven. Vi må ikke bekymre os for, hvordan det nu skal gå, når vi skal fortælle andre om Gud. Gud har betroet os en masse evner og muligheder. Dem skal vi bringe i spil. Også selvom vi ikke er så gode, som vi bør være.  Gud kan bruge os. Han virker gennem mennesker der fejler engang imellem. Gud vil virke gennem os.

Opskriften

Og lad mig slutte med at fremhæve Jesu opskrift på, hvordan vi skal gøre, når vi går med evangeliet. Vi skal først og fremmest søge Guds rige og hans retfærdighed. Det er ikke Guds rige, som skal bryde frem engang, der tænkes på. Det er Guds rige hernede på jorden lige nu. Når vi rækker en fremmed vores hånd eller trøster en der går en uvis fremtid i møde. Når vi hjælper et mennesker eller når vi deler ud af vores kærlighed. Så søger vi Guds rige. Når vi gør det vil bekymringerne for vores eget liv blive mindre. At søge Guds retfærdighed betyder at vi ikke kan optjene goodwill hos Gud. Når vi tager Guds arbejdshandsker på, så gør vi det alene for vores medmenneskes skyld. Vi får ikke point hos ham. Han giver os alt gratis. Vi skal dermed ikke gøre os fortjent til noget. Ikke engang det, behøver vi at bekymre os om.

Amen

Barmhjertige Gud

Du er vores tilflugt og styrke,

altid en hjælp i nød og ulykke.

Vi beder for de mange, der er på flugt.

Deres øjne beretter om faldne byer og hjem i ruiner.

At de står her hos os, fortæller om huse langt væk,

som nu er tomme og forladte.

Enhver flygtning bærer på et savn,

og går en usikker fremtid i møde.

Gud hjælp os med at møde dem med venlighed.

Lad os sammen glæde os over,

at de er reddet ud af krigens vold.

Vær med vores politikere, politiet og alle, der har et ansvar for at tage hånd om den svære situation,

hvor så mange flygtninge krydser vores grænser.

Styrk dem i deres arbejde med at tage vare på vores land og at værne om den, som er svag. 

Hjælp os, så vi ikke står stumme overfor verdens lidelse,

når den møder os i et andet menneske.

Dæmp vores fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med.

Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øjne til at se disse flygtninge som søstre og brødre

Gud, læg din hånd på os, så vi åbner vores hænder,

og hjælper flygtningene med at finde et hjem

til ulykken er drevet over.

Gud, du er vores tilflugt og styrke. Vær os alle nådig.