En kristen identitet?

17.s.eft. trin.

Danskhed

Hvad er det særligt danske? Er det stegt flæsk eller flæskesteg? Er det kolonihaven med et vejrende dannebrog? Er det frisindet, demokratiet og menneskerettigheder?

Dette spørgsmål er for alvor kommet tæt på. Det handler om, hvad der definerer os som folk. Mennesker med fremmede kulturer her i vores land udfordrer os til at overveje dette spørgsmål. Vi har et behov for at skille os ud fra dem. Eller måske endnu mere at Finde ud af, hvad det særligt danske er. I den her tid er det mere presserende end nogensinde før for os. Hvad er det særligt danske? Hvad er det uopgivelige for os? Og kan folk udefra blive en del af det, eller skal vi afgrænse os for at beholde det?

Jødeidentitet

Sådan havde farisærerne det også. De var optaget af, hvad der var det særlige ved dem. Og de afgrænsede sig fra andre. Det jødiske folk var omgivet af mange andre folkeslag. De var udfordret. Hvad var det, der holdt dem sammen som folk. De havde modsat os tre markører, som tydeligt skilte dem ud. Det var håndgribeligt og synligt. De havde omskærelsen. Et tydeligt tegn de bar på kroppen. Det har fremkaldt stolthed hos enhver jødisk mand. Gud havde selv fortalt Abraham, at det skulle være tegnet på pagten mellem ham og sit folk. Nu tilhørte de et udvalgt folk.

Så havde de sabbatten. Enhver jøde skulle holde sabbatten hellig. Den var indstiftet af Gud og havde sin gyldighed netop derfra. Selv Gud holdt sabbat. Det var en dag til eftertanke og refleksion. Igen var det en tydelig markør. De holdt fri denne dag modsat alle andre folk omkring dem. Den sidste markør var, at jøder afholdt sig fra at spise svin. Så man ku´ også kende en jøde på, hvad vedkommende spiste. Disse tre markører har været utrolig vigtige for dem og deres identitet. Derfor værnede farisærerne meget om dem.

Kristenidentitet

Vi kan sagtens gøre grin med farisærerne.  Hvor var de smålige. De havde stor trang til at markere deres særlige identitet. De havde brug for markørerne til at holde sammen på deres folk. Alligevel er det ikke fjernt fra os. Vi kender det selv alt for godt

Vi kristne må gribe i egen barm. Vi har også denne menneskelige trang til at definere indenfor og udenfor. Vi har et behov for at føle os som noget særligt – nogle der er anderledes end mængden – fx en del af det kristne folk – som dem, der er indenfor. Jeg tror det er derfor, vi anvender synlige markører. Vi kan tage et kors om halsen. Måske viser det ikke så meget. Det er der efterhånden gået så meget mode i. Vi kan have bibler i hjemmet, kristne bøger eller små broderede korssting med skriftsteder. Så er der den lille fisk, som nogle kristne har placeret bag på bilen. Igen et synligt tegn for at markere, at vi tilhører det kristne folk. Der er ritualer, vi kan holde i hævd. Aftenbøn, synge til bords, mødes i kristne fællesskaber eller mødes i kirken. Bevidst eller ubevidst kommer vi til at lave et sæt love og regler eller normer, som kristne skal følge for at høre til i vores kategori. Det er det Jesus vender om på i dag.

Jesus rystede dem

Jesus rystede farisærernes i deres grundvold. Han forholdt sig suveræn i forhold til deres tre markører. Jesus brød sabbatsbuddet. Her på sabbatsdagen til middagsselskabet helbredte han en mand med vand i kroppen. Det var ikke nogen livstruende sygdom. Det kunne sagtens have ventet. Egentlig var det et lille under. Men Jesus helbredte manden. Han overholdt ikke de regler, som gjaldt for sabbatten.

En anden gang sagde Jesus, at intet, der kommer ind i et menneske, gør det urent. Dermed talte han imod farisærernes spiseregler. Sidst men ikke mindst viste han, at Gud vil være Gud for alle folk. De første menigheder fortolkede det til, at kristne ikke længere behøvede omskæres for at blive Guds folk. Det var altså et brud med jødernes vanetænkning og identitetsmarkører. Det, som sædvanligvis viste, om man var en dem fra Guds folk, det betød nu intet. Det var frustrerende for mange dengang.

Jesus ryster os

Også i dag kan vi blive frustrerede. Vi kristne rystes i vores grundvold, for Jesus forholder sig også suveræn til alle vores markører. De markører, som vi selv har opfundet. Det er ikke os, som bestemmer, hvem der er indenfor og hvem der er udenfor i Guds rige.

Jesus forholder sig suverænt til vores kristne identitetsmarkører. Hvordan reagerer vi så? Oplever vi den samme krise som farisærerne. Hvordan skal vi så vide, at vi hører til hos Gud? Er vi som slider kirkebænkene slet ikke noget særligt? Når vi nu har slæbt os herhen søndag efter søndag, får vi slet ingen privilegier?

Forrang

Nej vi som tilhører den gudstjenestesøgende del af menigheden er ikke noget særligt siger Jesus. Alligevel kan vi ikke lade være med at sætte os selv højt op på pladserne i nærheden af Gud. Og det handler altså ikke om hvilke pladser vi fysisk sætter os på her i kirken. Nej, Vi kommer til at vurdere os selv højere. I hvert fald højere end dem, der ikke er her. Vi er bestemt ikke så ydmyge, som vi burde være. Jesus fortæller os, at vi ikke har nogen forrang frem for andre. Det er et udfordrende budskab for os.

Fællesskaber er fantastiske. Det er godt at høre til et sted – også i en kristen forening eller en menighed. Men fællesskaber har den bagside, at de er afgrænsende. Der er altid nogen, som ikke falder inden for kategorierne. Hvordan bliver vi et fællesskab, som er åbent og inkluderende? Hvordan stræber vi efter at få flere med og aldrig have nok i os selv? Hvordan bibeholder vi ydmygheden? Hvordan breder vi vores forståelse af menigheden ud, så den ikke bliver for snæver?

Vores markører

Jeg vil gerne slutte min prædiken med at give mit bud. Hvis vi har nogle kristne markører, så er de usynlige. Lad mig pege på to: Vi har en kristen identitet og en kristen opgave. Vores kristne identitet fik vi ved døbefonten. Korset i panden og for brystet, som vi fik i dåben fortæller os, at vi tilhører Gud. Vi er hans. Det må vi hvile i og tro på. Det betyder, at Guds menighed er langt større og langt mere omfattende end kirkegangen afslører. 

Den anden markør vi kristne har fået er også usynlig. Det er opgaven. Vi er blevet kaldet af Gud til at leve et helligt liv. Ingen er for ringe til, at kunne bruges af Gud. Netop fordi vi er hans, er det ikke ligegyldigt, hvordan vi lever. Vi må alle forsøge at leve vores liv efter Guds vilje. Det fører til mange forskellige handlinger. Vi er ikke ens, men opgaven er den samme. Lev et helligt liv. Og når vi går, har Gud lovet os, at han selv vil gå med os.

Amen