2. s. i fasten 1. række
Hvor er det dybt provokerende. Er det virkelig sådan Jesus
er? Kold og afvisende? Og er det dermed også sådan Gud er, når vi kommer til
ham? Jesus værdiger ikke engang denne kvinde fra historien vi hørte lige før et
blik. Den kananæiske kvinde havde ellers brug for hjælp, og derfor søgte hun
Jesus. Er Jesus lige så afvisende over for os i dag, når vi kommer til ham med
vores problemer? Viser han os væk, når vi trænger os på med vores problemer?
Mødes vi da af en afgrundsdyb tavshed?
Vi må formode, at det har krævet ret meget mod. At nærme sig
sådan en kendt person. Den kananæiske kvinde var bare en helt almindelig kvinde
og tilmed en fremmed – en af dem, som israelitterne altid havde haft et dårligt
forhold til – hvor må hun have følt sig uværdig. Hun kastede sig ned i støvet
og kunne næsten ikke gøre sig mindre. De andres blikke og skammen indeni må
have haft et fast tag i hende. Hvordan kunne Jesus afvise hende?
Kvinden fremlagde bedende sit største ønske for Jesus, og så
stod han bare der kold og urokkelig. Vil du ikke nok gøre min datter rask? Han
svarede hende ikke et ord. Nogle gange er det, det værste svar, man overhovedet
kan få. Det var et svar, som bed ekstra hårdt. Nu blev hun udstillet i
tavsheden, der fulgte. Var det for meget at bede om? Kvindens bøn er ellers til
at sætte sig ind i. Hendes pige var syg. Hun ville formentlig tage alle midler
i brug, for at pigen kunne blive rask igen. Hvem ville ikke gøre det? Og så
blev hun kold og kynisk afvist af Jesus. Hvorfor?
Alligevel tog kvinden mod til sig, eller også greb en eller
anden kraft hende. Hun fortsatte ufortrødent. Igen blev hun mødt af en
afvisning fra Jesu side. Han kiggede hende ikke engang i øjnene, da han kom med
den. Det var gennem sine disciple, han fortalte, hvorfor han ikke ville hjælpe
hende. Hvorfor kunne han ikke sige det til hende direkte?
Vi kunne forsøge at give et svar på hans reaktion. En
udlægning som ofte fremføres er, at afvisningen skyldtes, at hun var kananæer. Vi
forstår ikke i dag hvilket dybt skel, der var mellem de to folkeslag
israellitterne og kananæerne. De havde gennem generationer kæmpet om det samme
stykke jord. Derfor var der en afgrundsdyb skepsis mellem dem.
Jesu afvisning skal ses som en del af den frelseshistoriske
plan. Jesus blev sendt til et specifikt folk. Han skulle gå til jøderne først,
for det var en del af Guds store plan. Jøderne først - så alle vi andre. Det
var den tydelige rækkefølge. Jesus blev jo født ind i verden et bestemt sted.
Det var blevet forudsagt, at han skulle gå til jøderne. Først efter Jesu død
begyndte disciplene at prædike for andre folkeslag – og det endda under
højlydte protester fra nogle af de kristne. Det kunne altså være en forklaring
– at Gud nu engang havde bestemt, at Jesus kun skulle gå til jøderne. Så han
var ikke kommet til kananæerne endnu.
Det skal ikke være mit mål i dag at forsøge at forklare og
forsvare Gud. Selvom dette kunne skitsere
et svar på Jesu reaktion, er det stadig svært at forstå i dag. Hvorfor er Jesus
så afvisende fra begyndelsen? Og det bliver ikke nemmere at forstå Jesu
reaktion til sidst. Han vender på en tallerken. Hvorfor gør han det? Er det
fordi kvinden svarer godt for sig? Eller fordi han ser, kvinden har en stor tro?
– I hvert fald opfylder Jesus hendes ønske. Hendes datter bliver rask.
Igen må vi undre os. Hvad skete der lige der? Og hvad
betyder det for os i dag? Er kvinden så et ideal for os? Skal vi falde på vores
bedende knæ i al vores magtesløshed, for at Gud vil hjælpe os? Er det først
der, vi kan bevæge Gud og blive hørt? Tror jeg så nok? Er jeg inderlig nok? Hvad
med os, der har bedt så inderligt om, at Gud skulle helbrede en af vores kære,
og det ikke skete? Var det så, fordi vi ikke havde tro nok?
Hvis det er kvindens tro som er afgørende, ja så lægger det
op til, at vi skal præstere noget særligt. Noget ekstraordinært. Så skulle jeg
sende jer hjem i dag med en klar formaning. Gå hjem og tro mere – så vil Gud
høre på jer. Så ville vores tro gå hen og blive en præstation, vi kunne vise
frem for Gud. Men troen er ikke en præstation. Den er ikke noget, vi kan prale
med og vise frem. Troen er en gave, vi har fået. Læg også mærke til, at Jesus
ikke siger: Din tro er stor, derfor skal det ske dig, som du vil. Nej
det er derimod en brat konstatering. Din tro er stor - Det skal ske dig, som du
vil. Troen er ikke en forudsætning for hans indgriben – det er Jesu medlidenhed
som er det vigtige.
Den kananæiske kvinde er et forbillede, som skal fortælle os
noget om, hvad vi må gøre. Selvom Gud er stor og mægtig og synes nærmest
utilnærmelig i sin magt og vælde, så må vi gerne forstyrre ham. Det er tilladt
at falde på vores bedende knæ og trygle Gud om hjælp. Det er han ikke for
hellig til. Vi har lov til at komme til ham med alt det, der bekymrer os. Der
er ikke noget der er for stort eller noget der er for småt til ham. Han vil
gerne lægge øre til det hele. Vi må råbe det til ham, men vi må også hviske i
vores afmagt.
Ligesom hjorten der skriger efter vand ved det udtørrede
vandhul, sådan må vi skrige efter Gud. Det er et stærkt billede vi blev
præsenteret for i begyndelsen af gudstjenesten. Vi kan forestille os det
tørstige dyr, som ikke kan få stillet sin tørst. Sådan er det også for os. Vi
må bede Gud om det, vi gerne vil have skal ske for os.
Og så sker det overraskende i historien, at Jesus forbarmer
sig over det lille menneske. Han lytter til kvindens bøn, og han reagerer. Det
er en trøst for os, for det betyder, at Gud også vil lytte til os. Han tager
imod os, når vi kommer til ham. Selv her, hvor Guds store plan egentlig var en
anden – ja så kan Jesus ikke gå forbi. Kvindens nød berører ham. Sådan er det
også med vores lidelser. Gud ser dem og reagerer. Gud kan ikke lade være med at
blive bevæget over vores problemer. Gud går ikke forbi. Derfor må vi tro på, at
selv den mindste af vores bønner bliver hørt.
Det er desværre ikke sådan en automatreaktion. Nogle gange oplever
vi, at Guds svar trækker ud. Vi kan blive bekymrede for, om han nu er der. Så
kan vi finde trøst i denne historie om den kananæiske kvinde og mange af de
andre historier med Jesus. Han gik netop aldrig forbi et nødlidende menneske. Derfor
må vi stole på, at han heller ikke går forbi os.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar