Simone Weil
En fransk forfatter Simone Weil var under 2. verdenskrig med
i den franske modstandsbevægelse. Det blev opdaget, og derfor kom hun i fængsel
en kort periode. Heldigvis lykkedes det for hende og hendes familie at komme ud
af fængslet. De flyttede til New York. Nu burde alting være så godt. De var i
sikkerhed og kunne endelig få et normalt liv.
Men Simone kunne ikke glemme sine venner i Frankrig. Hun
kunne slet ikke holde ud at tænke på, hvordan hendes folk stadigvæk led
derovre. For mens hun kunne få rigeligt med brød måtte hendes venner i Frankrig
lide og sulte. Hun var i sikkerhed, mens de var i fare hver eneste dag.
Det kunne hun ikke leve med. Hun besluttede sig for at
flytte tilbage til Frankrig. Det kunne ikke lade sig gøre og hun blev meget ked
af det. I solidaritet med sine venner bestemte hun sig for ikke at spise mere
end, hvad hun mente, hendes venner i Frankrig kunne få hver dag. Og det var
ganske lidt. For lidt. Hendes liv endte med, at hun fik tuberkulose og døde.
Nogen sagde om hende, at hun var forrykt. At det hun havde
gjort, var alt for langt ude. Andre, at hendes hjerte må have slået for hele
verden.
Simones kærlighed – Guds kærlighed
Jeg tror, det er den samme kærlighed, Simone udviste, som vi
så julenat. En kærlighed, der var så stor, at den ikke kunne holde sig for sig
selv. Gud så menneskets lidelser. Han kunne ikke bære tanken om, at vi mennesker
skulle være alene i vores lidelser og smerte. Derfor måtte han ned til os, for
at være hos os.
Gud hører ikke kun til i himlen. Han sidder ikke kun deroppe
og troner. Det kunne han sagtens gøre. Men han elskede os så meget, at han
ville dele vilkår med os. Han bøjede sig ned til os. Det gjorde han julenat.
Kærligheden tvang ham. Han ville være hos os alle med sin kærlighed og omsorg.
Derfor skal vi høre historien om det lille barn i krybben igen og igen. Vi skal
høre, at vi aldrig bliver helt forladt. Han vil være hos os midt i vores
smerter, sorg og uperfekte liv.
Det dybeste mørke
Det er ikke altid, det føles som om han er nær. Engang
imellem kan vi føle os helt gudsforladte. Når kriser og ulykker skyller ind
over os, ja så kan det hele se håbløst ud.
For nogle år siden begravede jeg en mand, som var højt
elsket af sin kone. Det var så svært for hende at tage afsked. De to havde
fulgt hinanden gennem rigtig mange år. De havde delt alting og havde været
hinandens et og alt. Nu var hun alene tilbage. Hun græd meget under bisættelsen
og havde svært ved at finde fatningen. Da bedemanden skulle til at lukke
rustvognen, ville hun ikke slippe kisten. Til sidst blev et par
familiemedlemmer nødt til at trække hende væk.
Da jeg sagde farvel til hende, gav hun mig et fast håndtryk
og sagde til mig: Jakob. Jeg har ikke lyst til at leve mere. Så slap hun min
hånd og fortsatte med at græde.
Lyset
Kvinden havde brug for trøst, håb og hjælp til igen at kunne
finde mening med tilværelsen. Det var så uendeligt svært at se en vej fremad
for hende. Hun følte det som om, mørket havde sluttet tæt omkring hende, og der
ikke var noget lys at se. Ind i sådan et menneskeligt mørke kommer evangeliets
påstand. Påstanden er, at Guds lys allerede er her i verden. Det er kommet til
verden julenat, og påstanden er, at det skinner her hos os lige nu.
Lyset, det sande lys, der oplyser ethvert menneske var ved
at komme til verden julenat. Det lys, som kunne oplyse den triste og mørke
stald. Det lys, som løftede mennesker op, da Jesus gik rundt på jorden. Det
lys, som gav mennesker mod på livet og spredte glæde overalt, hvor det kom. Det
lys skinner stadig her i vores verden.
Kærlighed og tvang
Men hvorfor tvinger Gud så ikke alle mennesker hen til
lyset? Hvorfor lyser han ikke bare op overalt? Fordi kærlighed og tvang ikke hører
sammen. Gud valgte ikke at føre sin magt igennem, men valgte at lade
kærlighedes sårbarhed komme til syne. Sådan er Gud. Han elsker os mennesker
frem for alt, men han vil ikke tvinge os til at elske sig.
Det betyder, at det er op til os selv. Gud vil ikke tvinge
nogen hen til lyset. Vi må selv aktivt vælge at lade lyset oplyse vores mørke.
Det var fra begyndelsen sådan, at nogen ikke ville tage imod ham. Jesus kom til
sit eget, og hans egne ville ikke tage imod ham. Og sådan er det stadig.
Men til gengæld var der også nogen, som så lyset. Der var
nogen, som fik øje på ham og lod sig oplyse. Dem gav han ret til at kalde sig
Guds børn. Og sådan er det også i dag. Gud sender sit himmelske lys til os, og
gang på gang bliver mennesker ramt af det. Igen og igen får mennesker mod på
fremtiden og får øje på nye muligheder.
Hvordan kan vi få øje på det lys?
Hvordan kan vi få øje på det lys? Hvordan ser vi Guds lys i
verden? Det er et stort spørgsmål. Jeg tror, vi skal tage nye briller på for at
kunne se det. Troens briller. Vi må altså se verden på en helt ny måde. Vi skal
få øje på Guds storværker, Guds himmelske lys som er midt iblandt os. Når vi
ser gennem troens briller, bliver vores blik klart. Så får vi øje på alt det,
der ikke kan måles og vejes. SÅ ser vi det væsentlige. Uden de briller, kan det
være svært at få øje på, hvor Gud er i vores verden. Med dem er han at finde
overalt.
Engang imellem kan briller blive fedtede. Det ved alle jer,
der går med briller. Så er det virkelig rart at få dem pudset ordentligt igen.
Det kan vi også have brug for med troens briller. Og det kan vi gøre på mange
måder. En af dem er ved at komme til gudstjeneste og lade Gud tjene os.
Afrunding
Det er i det hele taget det, julen handler om. At Gud tjener
os. Han så vores nød og lidelse. Derfor kunne han ikke blive alene oppe i
himlen. Han måtte ned til os, være nær hos os når vi lider og sprede sit lys i
alle mørke kroge. Han ville komme os til hjælp og lyse op for os.
Og hans lys skinner i verden lige nu. Kærlighedens Gud
tvinger ikke nogen hen til lyset, for kærligheden tvinger ikke. Men hvis vi
tager troens briller på, så kan vi få øje på hans lys overalt.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar