At være til gudstjeneste i dag er som at få en kold vasker
med beskidt sne oven på julens hygge og glæde. Julen har nemlig ikke kun
englelyd.
Her i kirken genlyder julen af sten der rammer, og børn der
skriger. Historien om Stefanus, der bliver stenet og barnemordet i Jerusalem,
er milevidt fra den nuttede barnefødsel med englekor og stjernedrys. Det er
utroværdigt, hvis vi kun ser julens hygge. For når Gud vælger at blive
menneske, så får det naturligvis konsekvenser. Det fik vi antydet i går, at
Jesus kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. Det endte også med at
de slog ham ihjel. Og i dag følges det op af nogle radikale udsagn om, hvad
efterfølgelse betyder. Det betyder ikke at nu er der pludselig fred mellem alle
mennesker. Nej, evangeliets budskab er så radikalt, at der vil være modstand
mod det. Og denne forudsigelse holdt stik. Siden dengang er mange kristne
blevet slået ihjel på grund af deres tro.
Munk
Det tætteste vi kommer en martyr på dansk grund i nyere tid
er Kaj Munk. Han led døden, fordi han ikke ville lægge bånd på sig selv og sit
hverv: At forkynde Guds ord. Det måtte han gøre, også når det gik imod
besættelsesmagten. Sidst i november 1943 skulle Kaj Munk have prædiket i
Københavns Domkirke, men tyskerne nedlagde forbud imod det.
Kaj Munk trodsede forbuddet og prædikede i en fyldt
domkirke. Han talte om den kompromisløse efterfølgelse og om kirkens og ethvert
kristenmenneskes pligt til at ytre sig. Kaj Munk fortalte om en episode før
krigen der havde gjort stort indtryk. Han havde været til et selskab blandt
”troende mennesker”, da en læge rejste sig og foreslog at de skulle drikke
Hitlers skål. Der var højlydte protester, men lægen råbte. Der er hundrede tusinder,
der er rede til at give sit liv for ham. Hvor mange af jer kristne, vil gøre
det for Kristus.
Martyrsindet
Den episode ramte Kaj Munk dybt i hjertet, og det burde også
ramme os. På baggrund af den historie beklagede han sig over, at vi i kirken
har mistet det næstdyrebareste vi har. Det dyrebareste er Kristus, det
næstdyrebareste er martyrsindet.
Martyrsindet er ikke, at man vil stille sig frem som en helt
og modtage en masse anerkendelse for sin fasthed. Det er ikke, at man vil gøre
sig bemærket. Martyrsindet er at man er villig til at ofre alt for Kristus.
Det vi kan finde trøst i er ordene fra Jeremias bog, som vi
hørte i begyndelsen af gudstjenesten. Vi fik at vide, at det er Gud, der
udruster os til denne kamp. Vi er altså ikke på egen hånd og skal ikke klare
alting selv. Vi får et løfte om, at Gud vil være med os og redde os, når vi
bliver angrebet. Vi hørte også billedet af en befæstet by. Gud vil gøre os til
en befæstet by – altså en, man ikke kan trænge ind i. Så vi kan modstå alle de
angreb, der måtte komme.
På præcis samme tid som Kaj Munk prædikede i Domkirken blev
mordet på ham planlagt mindre end 500 meter derfra. En måned efter var han død.
Myrdet af tyskerne. Måske mere som politisk eller national martyr end som
kristen martyr, men dog som en, der gik i døden for sin tro og overbevisning.
Martyrsindet i kirkehistorien
Med sin død viste Kaj Munk det samme martyrsind, der mange
århundrede før havde ført kirken til anerkendelse og sejr i Romerriget. Romerne
troede at kristendommen var en dille, en ny religion blandt mange andre, som
kunne undertrykkes og tilintetgøres. Men kristendommen overlevede, fordi Guds
kraft var med dem, som blev forfulgt. Og enhver kristen blev spire til mere
tro.
Stefanus død blev det første skridt. Siden fulgte en lang
række af apostle som måtte lade livet. De var det første vidnesbyrd om en tro,
der var stærkere end al verdens magt. Om Guds kærligheds magt, der var stærkere
end al verdens magt. Og stadig i dag er der kristne som må betale med deres
liv. Martyrsindet lever i bedste velgående i andre verdensdele end vores. Her
står nogen fast, og det bliver til et vidne om Guds kærlighedsmagt.
Vi er ikke truet på livet her i vores del af verden.
Alligevel tror jeg at mange af jer har stået i situationer, hvor I blev
afkrævet vidnesbyrd. Hvor jeres tro måtte stå sin prøve.
Jakobs martyrhistorie
Da jeg kom på efterskole i 9. klasse, var jeg ret usikker på
mig selv. Jeg synes alle andenårselever var temmelig seje og modige. En af de
første dage gik jeg ud i rygeren, for der stod de sejeste altid. Her var en,
som frimodigt spurgte mig. Hey du Jakob – jeg har lige fundet ud af, at den her
efterskole er sådan en kristen en – øhh du er da vel ikke en af de der kristne,
er du?
Jeg kunne lige se det. Det tykke stempel, som var ved at
sætte sig i min pande. Et stempel, hvor der stod kristen på. Det ville jeg helt
sikkert blive mobbet med resten af året. Og jeg ville aldrig få nogen venner.
Og jeg ville få det så trist og græde mig selv i søvn hver aften. Så jeg tog
mod til mig og sagde. Nej, jeg er bestemt ikke sådan en af dem.
Hun fortsatte hurtigt videre i samtalen, mens jeg kunne
mærke, at min mave var ved at snørre sig sammen. Her havde jeg lige stået og
fornægtet alt det, jeg stod for. Det var jo som Peter der fornægtede Jesus
langfredag nat. Jeg tænkte på alle de martyrer, der havde lidt døden, fordi de
stod fast på budskabet. Og så kunne lille mig ikke engang fortælle, at jeg var
kristen. Nøj det var skamfuldt.
Sådan har vi nok alle oplevet gange i livet, hvor vi har
måttet stå til regnskab. Med større eller mindre succes. Det at fortælle om
vores tro til andre er en måde at vise Guds kraft på. Han virker gennem os. Vi
kan på den måde blive et levende vidnesbyrd om Guds kærligheds magt.
Konklusion
Vi skal genfinde det næst-dyrebareste vi har, ville Kaj Munk
formentlig sige, hvis han så på vores kirke i dag. Også selvom der ikke er
nogen, der truer os på livet. Vi kan vel højst opleve at blive gjort til grin.
Vores vidnesbyrd skal fortælle om en tro, der er stærkere end al verdens magt. Den
skal berette om Guds kærlighed, der er stærkere end alt andet.
Og hvor fjernt martyriet end måtte ligge for os, så er
Stefanus og alle andre martyrer stadig eksempler for os. Eksempler på hvor
meget troen kan. Eksempler på, hvordan Guds kraft virker gennem mennesker. Martyrer
er ikke noget i sig selv andet end et vidnesbyrd om troen og troens kraft – men
det er heller ikke så lidt!
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar