Martyrsindet - 2. juledag

At være til gudstjeneste i dag er som at få en kold vasker med beskidt sne oven på julens hygge og glæde. Julen har nemlig ikke kun englelyd.

Her i kirken genlyder julen af sten der rammer, og børn der skriger. Historien om Stefanus, der bliver stenet og barnemordet i Jerusalem, er milevidt fra den nuttede barnefødsel med englekor og stjernedrys. Det er utroværdigt, hvis vi kun ser julens hygge. For når Gud vælger at blive menneske, så får det naturligvis konsekvenser. Det fik vi antydet i går, at Jesus kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. Det endte også med at de slog ham ihjel. Og i dag følges det op af nogle radikale udsagn om, hvad efterfølgelse betyder. Det betyder ikke at nu er der pludselig fred mellem alle mennesker. Nej, evangeliets budskab er så radikalt, at der vil være modstand mod det. Og denne forudsigelse holdt stik. Siden dengang er mange kristne blevet slået ihjel på grund af deres tro.

Munk

Det tætteste vi kommer en martyr på dansk grund i nyere tid er Kaj Munk. Han led døden, fordi han ikke ville lægge bånd på sig selv og sit hverv: At forkynde Guds ord. Det måtte han gøre, også når det gik imod besættelsesmagten. Sidst i november 1943 skulle Kaj Munk have prædiket i Københavns Domkirke, men tyskerne nedlagde forbud imod det.

Kaj Munk trodsede forbuddet og prædikede i en fyldt domkirke. Han talte om den kompromisløse efterfølgelse og om kirkens og ethvert kristenmenneskes pligt til at ytre sig. Kaj Munk fortalte om en episode før krigen der havde gjort stort indtryk. Han havde været til et selskab blandt ”troende mennesker”, da en læge rejste sig og foreslog at de skulle drikke Hitlers skål. Der var højlydte protester, men lægen råbte. Der er hundrede tusinder, der er rede til at give sit liv for ham. Hvor mange af jer kristne, vil gøre det for Kristus.

Martyrsindet

Den episode ramte Kaj Munk dybt i hjertet, og det burde også ramme os. På baggrund af den historie beklagede han sig over, at vi i kirken har mistet det næstdyrebareste vi har. Det dyrebareste er Kristus, det næstdyrebareste er martyrsindet.

Martyrsindet er ikke, at man vil stille sig frem som en helt og modtage en masse anerkendelse for sin fasthed. Det er ikke, at man vil gøre sig bemærket. Martyrsindet er at man er villig til at ofre alt for Kristus.

Det vi kan finde trøst i er ordene fra Jeremias bog, som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten. Vi fik at vide, at det er Gud, der udruster os til denne kamp. Vi er altså ikke på egen hånd og skal ikke klare alting selv. Vi får et løfte om, at Gud vil være med os og redde os, når vi bliver angrebet. Vi hørte også billedet af en befæstet by. Gud vil gøre os til en befæstet by – altså en, man ikke kan trænge ind i. Så vi kan modstå alle de angreb, der måtte komme.

På præcis samme tid som Kaj Munk prædikede i Domkirken blev mordet på ham planlagt mindre end 500 meter derfra. En måned efter var han død. Myrdet af tyskerne. Måske mere som politisk eller national martyr end som kristen martyr, men dog som en, der gik i døden for sin tro og overbevisning.

Martyrsindet i kirkehistorien

Med sin død viste Kaj Munk det samme martyrsind, der mange århundrede før havde ført kirken til anerkendelse og sejr i Romerriget. Romerne troede at kristendommen var en dille, en ny religion blandt mange andre, som kunne undertrykkes og tilintetgøres. Men kristendommen overlevede, fordi Guds kraft var med dem, som blev forfulgt. Og enhver kristen blev spire til mere tro.

Stefanus død blev det første skridt. Siden fulgte en lang række af apostle som måtte lade livet. De var det første vidnesbyrd om en tro, der var stærkere end al verdens magt. Om Guds kærligheds magt, der var stærkere end al verdens magt. Og stadig i dag er der kristne som må betale med deres liv. Martyrsindet lever i bedste velgående i andre verdensdele end vores. Her står nogen fast, og det bliver til et vidne om Guds kærlighedsmagt.

Vi er ikke truet på livet her i vores del af verden. Alligevel tror jeg at mange af jer har stået i situationer, hvor I blev afkrævet vidnesbyrd. Hvor jeres tro måtte stå sin prøve.

Jakobs martyrhistorie

Da jeg kom på efterskole i 9. klasse, var jeg ret usikker på mig selv. Jeg synes alle andenårselever var temmelig seje og modige. En af de første dage gik jeg ud i rygeren, for der stod de sejeste altid. Her var en, som frimodigt spurgte mig. Hey du Jakob – jeg har lige fundet ud af, at den her efterskole er sådan en kristen en – øhh du er da vel ikke en af de der kristne, er du?

Jeg kunne lige se det. Det tykke stempel, som var ved at sætte sig i min pande. Et stempel, hvor der stod kristen på. Det ville jeg helt sikkert blive mobbet med resten af året. Og jeg ville aldrig få nogen venner. Og jeg ville få det så trist og græde mig selv i søvn hver aften. Så jeg tog mod til mig og sagde. Nej, jeg er bestemt ikke sådan en af dem.

Hun fortsatte hurtigt videre i samtalen, mens jeg kunne mærke, at min mave var ved at snørre sig sammen. Her havde jeg lige stået og fornægtet alt det, jeg stod for. Det var jo som Peter der fornægtede Jesus langfredag nat. Jeg tænkte på alle de martyrer, der havde lidt døden, fordi de stod fast på budskabet. Og så kunne lille mig ikke engang fortælle, at jeg var kristen. Nøj det var skamfuldt.

Sådan har vi nok alle oplevet gange i livet, hvor vi har måttet stå til regnskab. Med større eller mindre succes. Det at fortælle om vores tro til andre er en måde at vise Guds kraft på. Han virker gennem os. Vi kan på den måde blive et levende vidnesbyrd om Guds kærligheds magt.

Konklusion

Vi skal genfinde det næst-dyrebareste vi har, ville Kaj Munk formentlig sige, hvis han så på vores kirke i dag. Også selvom der ikke er nogen, der truer os på livet. Vi kan vel højst opleve at blive gjort til grin. Vores vidnesbyrd skal fortælle om en tro, der er stærkere end al verdens magt. Den skal berette om Guds kærlighed, der er stærkere end alt andet.

Og hvor fjernt martyriet end måtte ligge for os, så er Stefanus og alle andre martyrer stadig eksempler for os. Eksempler på hvor meget troen kan. Eksempler på, hvordan Guds kraft virker gennem mennesker. Martyrer er ikke noget i sig selv andet end et vidnesbyrd om troen og troens kraft – men det er heller ikke så lidt!

Amen

Juledag - Om Guds trøst

Simone Weil

En fransk forfatter Simone Weil var under 2. verdenskrig med i den franske modstandsbevægelse. Det blev opdaget, og derfor kom hun i fængsel en kort periode. Heldigvis lykkedes det for hende og hendes familie at komme ud af fængslet. De flyttede til New York. Nu burde alting være så godt. De var i sikkerhed og kunne endelig få et normalt liv.  

Men Simone kunne ikke glemme sine venner i Frankrig. Hun kunne slet ikke holde ud at tænke på, hvordan hendes folk stadigvæk led derovre. For mens hun kunne få rigeligt med brød måtte hendes venner i Frankrig lide og sulte. Hun var i sikkerhed, mens de var i fare hver eneste dag.

Det kunne hun ikke leve med. Hun besluttede sig for at flytte tilbage til Frankrig. Det kunne ikke lade sig gøre og hun blev meget ked af det. I solidaritet med sine venner bestemte hun sig for ikke at spise mere end, hvad hun mente, hendes venner i Frankrig kunne få hver dag. Og det var ganske lidt. For lidt. Hendes liv endte med, at hun fik tuberkulose og døde.

Nogen sagde om hende, at hun var forrykt. At det hun havde gjort, var alt for langt ude. Andre, at hendes hjerte må have slået for hele verden.

Simones kærlighed – Guds kærlighed

Jeg tror, det er den samme kærlighed, Simone udviste, som vi så julenat. En kærlighed, der var så stor, at den ikke kunne holde sig for sig selv. Gud så menneskets lidelser. Han kunne ikke bære tanken om, at vi mennesker skulle være alene i vores lidelser og smerte. Derfor måtte han ned til os, for at være hos os.

Gud hører ikke kun til i himlen. Han sidder ikke kun deroppe og troner. Det kunne han sagtens gøre. Men han elskede os så meget, at han ville dele vilkår med os. Han bøjede sig ned til os. Det gjorde han julenat. Kærligheden tvang ham. Han ville være hos os alle med sin kærlighed og omsorg. Derfor skal vi høre historien om det lille barn i krybben igen og igen. Vi skal høre, at vi aldrig bliver helt forladt. Han vil være hos os midt i vores smerter, sorg og uperfekte liv.

Det dybeste mørke

Det er ikke altid, det føles som om han er nær. Engang imellem kan vi føle os helt gudsforladte. Når kriser og ulykker skyller ind over os, ja så kan det hele se håbløst ud.

For nogle år siden begravede jeg en mand, som var højt elsket af sin kone. Det var så svært for hende at tage afsked. De to havde fulgt hinanden gennem rigtig mange år. De havde delt alting og havde været hinandens et og alt. Nu var hun alene tilbage. Hun græd meget under bisættelsen og havde svært ved at finde fatningen. Da bedemanden skulle til at lukke rustvognen, ville hun ikke slippe kisten. Til sidst blev et par familiemedlemmer nødt til at trække hende væk.

Da jeg sagde farvel til hende, gav hun mig et fast håndtryk og sagde til mig: Jakob. Jeg har ikke lyst til at leve mere. Så slap hun min hånd og fortsatte med at græde.

Lyset

Kvinden havde brug for trøst, håb og hjælp til igen at kunne finde mening med tilværelsen. Det var så uendeligt svært at se en vej fremad for hende. Hun følte det som om, mørket havde sluttet tæt omkring hende, og der ikke var noget lys at se. Ind i sådan et menneskeligt mørke kommer evangeliets påstand. Påstanden er, at Guds lys allerede er her i verden. Det er kommet til verden julenat, og påstanden er, at det skinner her hos os lige nu. 

Lyset, det sande lys, der oplyser ethvert menneske var ved at komme til verden julenat. Det lys, som kunne oplyse den triste og mørke stald. Det lys, som løftede mennesker op, da Jesus gik rundt på jorden. Det lys, som gav mennesker mod på livet og spredte glæde overalt, hvor det kom. Det lys skinner stadig her i vores verden.

Kærlighed og tvang

Men hvorfor tvinger Gud så ikke alle mennesker hen til lyset? Hvorfor lyser han ikke bare op overalt? Fordi kærlighed og tvang ikke hører sammen. Gud valgte ikke at føre sin magt igennem, men valgte at lade kærlighedes sårbarhed komme til syne. Sådan er Gud. Han elsker os mennesker frem for alt, men han vil ikke tvinge os til at elske sig.

Det betyder, at det er op til os selv. Gud vil ikke tvinge nogen hen til lyset. Vi må selv aktivt vælge at lade lyset oplyse vores mørke. Det var fra begyndelsen sådan, at nogen ikke ville tage imod ham. Jesus kom til sit eget, og hans egne ville ikke tage imod ham. Og sådan er det stadig.

Men til gengæld var der også nogen, som så lyset. Der var nogen, som fik øje på ham og lod sig oplyse. Dem gav han ret til at kalde sig Guds børn. Og sådan er det også i dag. Gud sender sit himmelske lys til os, og gang på gang bliver mennesker ramt af det. Igen og igen får mennesker mod på fremtiden og får øje på nye muligheder.

Hvordan kan vi få øje på det lys?

Hvordan kan vi få øje på det lys? Hvordan ser vi Guds lys i verden? Det er et stort spørgsmål. Jeg tror, vi skal tage nye briller på for at kunne se det. Troens briller. Vi må altså se verden på en helt ny måde. Vi skal få øje på Guds storværker, Guds himmelske lys som er midt iblandt os. Når vi ser gennem troens briller, bliver vores blik klart. Så får vi øje på alt det, der ikke kan måles og vejes. SÅ ser vi det væsentlige. Uden de briller, kan det være svært at få øje på, hvor Gud er i vores verden. Med dem er han at finde overalt.

Engang imellem kan briller blive fedtede. Det ved alle jer, der går med briller. Så er det virkelig rart at få dem pudset ordentligt igen. Det kan vi også have brug for med troens briller. Og det kan vi gøre på mange måder. En af dem er ved at komme til gudstjeneste og lade Gud tjene os.

Afrunding

Det er i det hele taget det, julen handler om. At Gud tjener os. Han så vores nød og lidelse. Derfor kunne han ikke blive alene oppe i himlen. Han måtte ned til os, være nær hos os når vi lider og sprede sit lys i alle mørke kroge. Han ville komme os til hjælp og lyse op for os.

Og hans lys skinner i verden lige nu. Kærlighedens Gud tvinger ikke nogen hen til lyset, for kærligheden tvinger ikke. Men hvis vi tager troens briller på, så kan vi få øje på hans lys overalt.

Amen

Juleprædiken

Det er blevet jul, og vi hører igen historien om det lille barn der blev født i Betlehem. Men har det er relevans for vores liv? Hvad er det, vi kan bruge kirken til i dag? Hvor har vi som kirke noget at sige ind i helt almindelige menneskers liv?

Jeg vil pege på 4 ting. Og det vil jeg bruge min prædiken på at uddybe.

- Du er elsket!

- Gud ser de svage

- Stop op

- Kig op

Du er elsket

Vis hvad du kan. Du skal præstere noget. Du skal være en ener. Du skal være en stjerne. Det er en stærk tendens i tiden, at vi er, hvad vi præsterer. Vi bliver målt og vejet alle steder. På jobbet skal vi levere, og det skal gå stærkt. Derhjemme skal vi have et rent og pænt hjem, velopdragne børn, som klarer sig godt i skolen. Vi bedømmer andre og bedømmes af andre.

Se bare på alle de tests, der er i folkeskolen. Selv små børn i børnehaven vurderes på, om de nu er gode nok. Det fortsætter i voksenlivet. Hele tiden skal vi bevise vores værd. Og mange, især unge, bukker under for presset.  Noget af det der også presser os alle sammen er, at vi skal have et interessant fritidsliv. Vi må ikke bare ligge og drive den af på sofaen. Vi skal i motionscenteret og vi skal gå til koncerter. Vi skal rejse til fjerne destinationer i ferierne og vi skal gå lange ture rundt om dammen. Hele tiden lyder budskabet. Du skal skabe din egen lykke. Du skal blive til noget.

I kirken har vi en modfortælling. Det blev tydeligt, da Jesus gik rundt i Israel. Intet menneske var for ringe for ham. Han så på alle med sit kærlige blik også dem, der bestemt ikke havde gjort sig fortjent til hans kærlighed. Ofte gik han til dem, der netop havde misbrugt deres liv. De fik ikke som fortjent af ham.

Derfor er du ikke noget i kraft af, hvad du kan præstere. Du behøver ikke skabe dig et navn. Du er noget, fordi du er skabt af Gud. Du er elsket for den, du er og ikke for det, du gør. Din værdi hænger dermed ikke sammen med dine evner. Du er nemlig et Guds barn.

Gud ser de svage

Det glædelige budskab her fra kirken er, at for Gud er ethvert menneskeliv værdifuldt. Også dem, som ikke bliver regnet for noget særligt. Dem, som vi andre alt for ofte går forbi. Gud også ser dem, der har et uinteressant liv. Dem, der ikke klarer sig godt. Dem der aldrig har fået høje karakterer i skolen, højt lønnede jobs. Dem, som aldrig har fået skabt sig et smukt hjem eller nogle vellykkede børn, som de gerne viser frem og fortæller om?

Juleevangeliet er egentlig helt vildt provokerende. Gud lod sig føde i en stald. Hvor simpelt og beskidt kan det blive? De første vidner til fødslen var nogle helt almindelige hyrder. Det var nogen af de laveste i samfundshierarkiet dengang. Og da Jesus blev voksen, gik han fortrinsvist til de svage og udstødte. Dem, som ingen andre ville have med at gøre. Det fortæller os netop, at Gud gik ind i det bøvlede beskidte liv.

Derfor kender han også de aspekter af vores liv. Han ved, at livet ikke altid lykkes for os. Han ved, hvad vi går og har dårlig samvittighed over. Han ved, at der er ting, vi skammer os over og ikke lykkedes med. Han ved, at vi ikke er så pæne eller så vellykkede, som vi ofte giver os ud for at være.

Jesus kom ikke herned til de vellykkede. Han kom ikke til dem, der klarede sig godt og havde alt på det tørre. Nej, han kom til alle os, som ikke altid slår til, og som jævnligt mislykkes. Han gik ned i det til tider smertefulde og bøvlede liv. Ja han gik ind i det dybeste mørke et menneske kan opleve. Selv der, vil han sende små sprækker af lys.

Men evangeliets budskab til os i dag er ikke kun dette. Nej, det udfordrer os også. Det stiller spørgsmål ved vores måde at leve på. Og nu er jeg så kommet til det tredje, jeg vil sige.

Stop op!

Stop op. Vi stresser rundt og vil nå så meget. Der er prestige i at have travlt. Men når vi forsøger at være alle steder, forsømmer vi at være til stede. Vi risikerer at blive allestedsfraværende i vores eget liv. Jesus formåede at være nærværende, også selv om der var mange mennesker omkring ham. Han tog sig tid til det menneske, som kom til ham. Sådan skal vi også gøre. Ægte nærvær kræver tid, stilhed og fordybelse. Stop op.

Jeg vil slå et slag for den kedelige pause. Vi kan dårligt tåle ventetid længere. Altid skal vi have smartphonen frem. I bussen, i timerne, på WCet. Måske kunne vi have godt af at lade mobilen blive i lommen. Stirre lidt ind i væggen. Pauserne er der, hvor vi har ro til at tænke over tingene.

Det gjorde Jesus også. Indimellem gik han væk for at bede. Han havde også brug for ro. Lad os genfinde pausen denne jul. Det er i pausen, vi giver Gud lov til at komme til os. Stop op! Og når vi genfinder pausen, får vi også tid og overskud til at kigge op.

Kig op

Kig op. Vi lever i en migkultur. Egoismen og selvoptagetheden vil ingen ende tage. MIG og min lykke, det er det vigtigste for os. X-faktor, stjerne for en aften, den store bagedyst, talent og alle de andre programmer er om noget kendetegnende for vores kultur. Og hvem af os har ikke drømt om at blive opdaget. Være en af dem, der skiller sig ud og bliver fremhævet. Vi bliver så selvkredsende, at vi glemmer at se dem omkring os. Facebook og andre sociale medier er vores udstillingsvindue, hvor vi kan vise verden, hvor godt det hele kører for os.

Ind i den evige jagt efter likes kommer evangeliet med en opfordring til os alle. Kig op. Kig op og se dem omkring dig. Du er vigtig ja, men det er alle de andre mennesker også. Faktisk er det de andre mennesker, som gør vores liv rigt. Vi skaber ikke vores lykke selv. Nej, det gør de andre. Lad os kigge op og fortælle hinanden, hvor meget vi betyder for hinanden denne jul.

Et liv, hvor man kun har sig selv og sin egen lykke for øje, er et meget fattigt liv. Kig op. Se de andre og fortæl dem, hvor meget de betyder for dig.

Opsamling

Så juleevangeliet – det glade budskab fra Gud til alle mennesker er stadig relevant. Her får vi at vide, at vi er elsket. Ikke fordi vi kan præstere noget særligt, men fordi vi er skabt af ham. Gud ser os svage mennesker, og han vil være der for os.

Og så udfordrer budskabet os. Det udfordrer os til at stoppe op og finde pauser, blive et nærværende menneske og give plads til Gud. Det udfordrer os til at kigge op fra vores selvkredsen. Kigge op og kigge ud på de mennesker, vi lever sammen med. Og fortælle dem, hvor meget de betyder for os.

Glædelig jul

Amen

Om Helvede og frelse

Tekst: De 10 brudepiger

Jeg kender jer ikke

Jeg kender jer ikke! Hvor er det nogle forfærdelige ord. Siger Jesus virkelig det til noget? Jeg kender jer ikke. Det er for alvor svært at glæde os over de 5, som kom ind til festen. For der var jo 5, som ikke fik lov. Hvorfor tillader Jesus det? De 5 måtte stå udenfor og banke på. Og brudgommen siger de frygteligt afvisende ord: Jeg kender jer ikke!

Det er ikke kun i denne lignelse vi møder et ”udenfor”. Det er et gennemgående tema i mange af Jesu lignelser. Det er en modsætning til frelsen, himlen og et liv hos Gud helt uden krig og ulykker, sygdom og lidelse, død og tab. Der er forskellige måder at beskrive helvedet og fremmane pinslerne. Helvedets uudslukkelige ild, evig pine, gru og tænderskæren.

Egentlig er det interessant at helvedet har fået så fremtrædende en plads i vores kirker og kirkens historie. Det er nemlig ikke sådan at helvede er bibelens gennemgående tema. Det er på ingen måde hovedfokus. Selve ordet helvede fremkommer faktisk kun 12 gange i det nye testamente.

Helvedets historie

Selvom helvedet ikke fylder meget i bibelen har det haft en stor og central plads i kristendommens historie. Der findes mange kalkmalerier med helvede som motiv. Så kunne kirkegængerne sidde og kigge på at djævelen ristede sine sjæle i evig ild. De forstod ikke noget af prædikenen, men de kunne se malerierne.

Og der findes også mange nyere eksempler, hvor helvede er blevet brugt meget effektfuldt af prædikanter. Brugt til at jage en skræk i livet på menigheden og få dem til at leve ordentligt. Først har præsten ristet menigheden og udmalet hvor forfærdeligt det er at brænde op hos djævelen i al evighed. Fortalt menigheden hvor forfærdeligt de lever deres liv i synd, hor og drukkenskab. Den livsform fører kun et sted hen. For så til sidst at anvise menigheden en anden vej. Den rette vej mod himlen. Helvede er således blevet brugt til at true folk ind på den rette vej. Hvis ikke du lever et kristent liv, så bliver du smidt i den evige ild.

Hospice

En dag blev jeg kaldt ind på hospice ved Århus. En mand fra mit sogn havde bedt om en samtale. Han lå i sin seng, da jeg kom ind. Jeg kunne se at han ikke havde langt igen. Han så tynd og bleg ud og talte meget anstrengt. Han var så forfærdeligt bange. Han var vokset op i en familie, hvor de som noget helt naturligt havde troet at der var to udgange fra dette liv. En himmel og et helvede. Og nu var han så blevet bange. Bange for at han skulle ende i helvede. Han kunne ikke holde ud at tænke på, hvad der dog kunne ske

Hvad med mig?

Sådan har jeg mødt flere mennesker, som havde det skrækscenarie for øje. Egentlig må vi alle stille det spørgsmål: Hvad så med mig? Vil Gud kendes ved mig? Er jeg som en af de kloge eller en af de tåbelige brudepiger? Kommer jeg med til bryllupsfesten eller ej. Findes der et udenfor, et helvede? Det er sådan nogen spørgsmål lignelsen efterlader os med.

Men jeg tror ikke, vi kan finde svarene her i denne lignelse. Lignelsen vil noget andet end fremmane helvede, og gøre os angste for at blive efterladt udenfor. Vi må ikke tolke billederne i lignelsen så direkte. Lignelsen er et billede og det kræver, at lignelsen bliver tolket.

Der er et dybere lag i lignelsen. Og det er den, vi skal have fat i. Budskabet i den er: Vi skal Ikke bekymre os så meget om vores egen frelse. Vi skal flytte fokus et andet sted hen. Hen på vores næste. Vi er allerede frelst og vi skal ikke gøre os fortjent til noget i forhold til Gud.

Vi skal ikke bekymre os om vores egen frelse

De ti brudejomfruer er et billede på menigheden. Det er altså os, menigheden, som denne lignelse handler om.

Det, de tåbelige brudepiger gør forkert, er at de ikke har taget ekstra olie med til deres lamper. Så de vælger at tage et smut over til købmanden.  Måske er det et udtryk for, at de gerne lige ville fremtidssikre sig. Mon ikke brudgommen ville have taget dem med ind til fest, også selv om de ikke havde haft olie på deres lamper? Men de styrtede i stedet hen til købmanden. De ville have styr på det hele før de kunne gå til bryllupsfest. Men der er altså ikke noget, vi skal gøre, før vi kan møde Gud. Vi har lov at komme som vi er med al vores uperfekthed.

Men det er svært. Vi vil så gerne have styr på det hele. Kalenderen er booket og vi planlægger og planlægger. Vi forsøger at fremtidssikre os gennem vores opsparing og meget andet. Også når det gælder frelsen vil vi gerne have besked. Har jeg nu levet godt nok? Er jeg nu som en af de kloge brudejomfruer. Er der noget jeg kan gøre, så jeg er sikker på at få en plads?

Når vi går ud

Faren er ligefor: At vi går ud af kirken i dag og tænker: Nu må jeg huske at være noget for mine medmennesker, for at Jesus ikke skal lukke mig ude. Igen er vi på galt spor. Så er vi jo lige vidt. For så er vi bare havnet i en ny bekymring og en ny frygt for ikke at leve, som Gud vil det. Vi skal aldrig være en næste med det formål. Vi er så selvoptagede. Så længe vi spekulerer på vores egen frelse, om vi er parat eller ej, om olien brænder for os så er vi på galt spor. Netop fordi så spekulerer vi på os selv.

Frelsen er ikke noget, vi skal gøre os fortjent til. Det er noget, vi fik, da vi blev døbt. Frelsen er ikke noget, vi kan spekulere os frem til eller gøre noget for at modtage. Det er ikke noget, vi kan planlægge eller sikre os. Nej, det er noget, vi får.

Når vi er blevet døbt så er der ikke mere for os at gøre. Så er forholdet til Gud på plads. Vi skal ikke gå og gøre os til i forhold til Gud. Der er ikke noget, vi skal bevise eller gøre os fortjent til. Vi skal tage dåbens budskab alvorligt og leve på det. Vi er frelst ved dåben. Vi har allerede vundet en plads i himlen. Det er der ikke noget, som kan rokke ved.

Det betyder, at vi er sat fri til at gøre noget godt for de andre. Vi kan løfte blikket fra os selv og se ud på andre. For vores medmennesker har brug for os.

Afrunding

Vi kan ellers så let blive bange og leve ufrit. Helvedet er blevet flittigt brugt til at skræmme mennesker. Også denne lignelse taler om et udenfor, men hvis vi fokuserer for meget på at undgå det udenfor, så modarbejder vi lignelsens budskab.

Her får vi at vide, at vi ikke kan eller skal sikre os selv. Vores forhold til Gud er klaret her ved dåben.  Det vigtigste er at vi aldrig må forsøge at gøre os fortjent til noget som helst. Vi skal ikke være en næste for at få noget til gengæld, opnå frelse eller andet hos Gud. Ved dåben er vores forhold til Gud blevet klaret. Vi har fået det evige liv i gave. Vi skal ikke gøre os fortjent til Guds kærlighed. Den indsigt kan sætte os fri til at være et godt medmenneske.

Vi mindes og vi håber

Alle helgen

Vi mindes

I dag er en ganske særlig dag i kirkeåret, hvor vi mindes vore døde. Vi læser navnene op på alle dem, som er døde her i sognet og bisat eller begravet her fra kirken. Vi mindes mennesker, som har betydet noget helt særligt for os. Mennesker, der har været med til at forme os – gøre os til dem, vi er.

Sorg og glæde

Vi kan være fyldt af forskellige følelser på samme tid. Sorgen og tabet kan fylde os. Nogle tænker måske tilbage på den afsked de tog med vedkommende. De er kede af alt det, de har mistet. De er kede af alt det, de ikke kommer til opleve sammen. Andre er fyldt af glæde. Og nogle svinger mellem sorg over det, de har mistet, og glæde over det, den døde gav. Glæden over de lyse gode minder. Alt det vi fik sammen. Glæden over det aftryk, vores døde har sat på vores liv og stadig sætter på vores liv.

Mindet om far

Jeg kendte engang en ung kvinde, som mistede sin far alt for tidligt. Det er ved at være mange år siden, hun mistede ham. Alligevel dukker han op gang på gang. Anledningen er ofte noget, han ikke kommer til at opleve. Noget, han skulle have været med til. Kvinden ærgrer sig over ikke at kunne dele særlige begivenhed med sin far. Men også små hverdagsepisoder. Faren dukker også frem, når bestemte karaktertræk hos hende eller hendes børn afslører noget, de har arvet fra ham. Det kan være det, at hun altid falder i søvn, når hun læser for børnene, eller den måde hun takler konflikter på. Nogen gange er det som om, han er særligt nær, og hun kan høre hans stemme. Engang imellem overvældes hun af tabet og sorgen. Engang imellem overvældes hun af glæden og alle de rige minder.

Grænsen mellem liv og død

Når et menneske, vi har levet sammen med pludselig ikke er her længere, forandres vores virkelighed. Vi skal finde vore ben at stå på. Vi famler efter holdepunkter. Også synet på døden påvirkes. Ikke mindst grænsen mellem liv og død. På en måde er døden tilværelsens mest definitive grænse. Alligevel er det som om, denne skarpe linje ikke er så skarp endda. Engang imellem er det som om, vi stadig kan høre vore afdøde og endda mærke dem. Engang imellem er det, som om de hører os, når vi taler til dem. Kærligheden bevæger sig uden at spørge om lov over mange grænser, også denne. Et menneske, vi har elsket i livet, fortsætter vi naturligvis med at elske. Også selvom døden har adskilt os.

Vi fejrer Kærligheden

Alle Helgen er en af de særlige dage hvor vi fejrer den kærlighed vi stadig har til vores afdøde. Her mindes vi det, vi havde sammen med vore kære. Der er flere forskellige ting, man kan undre sig over ved vores fejring på denne dag. Vi har hejst flaget uden for kirken. Burde flaget egentlig ikke være på halv? Ville det ikke være mere passende på denne sorgens dag? Og når Erik om lidt går for alteret, ifører han sig den hvide messehagel. Det er vores festdragt her i kirken. Hvorfor ikke en sort sørgedragt? Tager vi ikke sorgen og tabet alvorligt her i kirken?

Vi betoner glæden

Jo vi gør. Netop her, har vi mod til at gå ind i det svære og tale om det, der gør ondt. Det gør vi ofte og gerne, men Alle Helgens dag vil vi også gerne betone glæden. Både glæden over det liv og de mange aftryk vore kære har sat sig her på jorden. De lever videre i os. De har betydning for os. Men også glæden over det håb, vi har. Det ukuelige håb, at vore kære er hos Gud. Vi tror netop ikke, døden er det sidste. Nej, vi tror, at Gud tager sig af os og vore kære, når vi dør.

En tilstand af evig lykke

I dag hører vi, at Jesus kalder os, der sidder her i kirken for salige. Salig er et gammelt ord, der betyder noget i retning af en tilstand af evig lykke og tilfredshed. Hvorfor kalder Jesus os salige? Jeg tror ikke, det har at gøre med, at vi skal gå rundt og føle os lykkelige hele tiden. Det er der vist ingen mennesker, der gør. Men jeg tror, han kalder os salige på grund af det håb, vi har. Gud har givet os et håb, om at vore kære aldrig bliver forladt af ham. Det er det, vi siger hver gang ved en bisættelse eller begravelse her fra kirken. At Gud har genfødt os til et levende håb. Nu har håbet sat et nyt fortegn for vores liv. Håbet om en evighed hos Gud.

Hvad sker der når vi dør?

Jeg tror, alle mennesker til alle tider har spekuleret over, hvad der sker, når vi dør. Ikke så meget til hverdag. Måske har vi for travlt til at tænke på det. Måske er døden noget ubehageligt, vi gerne vil skubbe sådan lidt foran os. Spørgsmålene bliver helt særligt påtrængende, når en af vore kære dør. Så spørger vi: Findes der noget efter dette liv? Hvordan har vores døde det? Tager Gud sig af dem? Har de det godt deroppe?

Himmeriget

Himmeriget er jeres siger Jesus. Himmeriget er noget, der kommer til os. Det findes her på jorden midt imellem os, og det findes, når vi engang skal dø. Vi har et håb om, at der findes en himmel. En himmel, hvor vi skal mødes med vore kære engang. Et fantastisk sted, hvor vi skal trøstes, mættes, møde barmhjertighed, se Gud og kaldes Guds børn. Sådan lyder Jesu mange løfter til os.

Og det er stensikkert, at der ikke er nogen af os, som VED det. Ingen af os har været i himlen. Vi kan ikke bevise, at der gives et liv efter døden. Men jeg tror, vi alle gør os nogle forestillinger. Vi forestiller os, hvordan det må være.

I bibelen er der ingen tvivl. Der findes et evigt himmerige. Vi får mange løfter om, at Gud vil være nær ved os i al evighed. Der er mange beskrivelser i biblen af, hvordan der er i himlen. Det er et sted, hvor der ikke findes sygdom, ondskab og død. Det er et sted, hvor alt er godt. Vi hørte en af beskrivelserne i begyndelsen af gudstjenesten. Det er Esajas, som har fået vist, hvordan det engang skal blive, når vi samles i himmeriget.

Himmeriget er et sted, hvor der ikke er vold, undertrykkelse, ulykke og ingen sorg. Vi behøver ikke det lys, som udgår fra sol, måne og stjerner eller elektriske lys. Gud vil selv være vores lys. Jeg tror, det er kærlighedens lys, der tænkes på. Det lys, som varmer os op indefra. Det er det lys, Gud vil omslutte alle døde med.

Lad os gå ud med glæden

I dag er en særlig dag. En dag, hvor vi mindes vore afdøde og alt det, de har betydet og betyder for os. Det kan fylde os både med glæde og med sorg. Her i kirken kaldes vi salige af Jesus. Salige, fordi vi har et levende håb. Håbet om, at Gud aldrig forlader os og vore afdøde. Håbet om, at vore kære er omsluttet af Guds kærlighed. Håbet om, at de lever sammen med Gud i himlen i al evighed.

Amen

Det, du giver, er det du får?

19.s.eft.trin.

Det, du giver, er det du får

”Det, du giver, er det du får” siger spinninginstruktøren. Det er dig, der bestemmer. Og det er jo rigtigt. I fitnesscenteret og så mange andre steder i livet er der en nøje sammenhæng mellem, hvad vi yder, og hvad vi får ud af det. Der er også en vis tilfredsstillelse ved at vide, at man selv har slidt og svedt sig til et resultat. Men hvor ville det være forfærdeligt, hvis det gjaldt alle områder af livet. Hvis man altid kun fik efter fortjeneste. Hvis man aldrig havde andre end sig selv at takke. Det ville da være sørgeligt.

Var det den lammes egen skyld?

Det samme kan vi sige, når livet går skævt. Tag for eksempel den lamme mand på båren, vi lige har hørt om. Var det hans egen skyld?  Skulle det være hans egen fortjeneste, at han var lam? Var der noget han havde gjort eller undladt at gøre? Og var lammelsen så hans straf? Selvom han havde båret sig rigtig dumt ad, så er der vel ingen dumhed, der er så stor, at vi kan synes det er rimeligt, at han straffes resten af sit liv? Og jeg tror i hvert fald ikke, der er en sammenhæng, mellem hvad vi har gjort, og den lidelse der rammer os. Ellers ville det jo være vores egen fortjeneste - os, der ikke har mødt så meget modgang i livet.

Nej, Det virker meget tilfældigt, hvem der bliver ramt. Selve historien løfter ikke sløret. Vi får ikke noget at vide om den lammes baggrund. Men det stiller et interessant spørgsmål.

Guds gave?

Hvordan kan vi se på mennesker med handicaps? Hvordan kan vi forstå deres udfordringer og særlige gaver i relation til Gud? På den ene side vil vi hævde, at de er skabt i Guds billede. De ligner Gud ligesom alle vi andre. Måske har de endda fået nogle særlige gaver, som de kan bruge til at lære os andre noget? Lære os at finde glæde i de små ting. Lære os, at nærvær er det vigtigste i menneskelige relationer. Lære os, ikke at bekymre os så meget om, hvad andre mennesker tænker om os. Så vi KAN blive klogere og få et klarsyn ved at leve sammen med handicappede. Vi kan finde støtte til den tanke i Paulus lære om lemmerne i menigheden. Han siger, at vi alle er lemmer på menighedens krop. Vi har alle en vigtig funktion. Og de, der ser ud til at være mindst værd. De, der ikke ser ud til at bidrage med noget særligt – ja, de er de vigtigste. Dem bør de andre lemmer vise mest ære. Så handicap kan ses som Guds gave. Det kan ses som en del af at de også ligner Gud. Skabt i Guds billede hedder det i skabelsesberetningen.

Syndefald?

Alligevel tror jeg, de færreste, som lever med et handicap, selv erfarer det som Guds gave. En anden kristen fortolkningsmulighed går på, at handicap er et resultat af syndefaldet. Da synden kom ind i verden kom alle mulige dårligdomme det også. Handicap bliver dermed et billede på det sårbare og uperfekte liv. Vi lever alle med begrænsninger, og det synes tilfældigt, hvem der får hvad at slås med.

Derfor er det legitimt at klage. Den handicappede kan anklage Gud og brokke sig til ham. Og hvad så med den almægtige Gud? Kan vi bare sådan holde ham fri fra skylden? En teori er, at vi kan se det som en slags prøvelse en pålagt byrde eller opgave, Gud har lagt på den handicappede. Så har Gud i det mindste en plan med det handicap. Eller vi kan sige, at vi ikke forstår hvorfor. Det ser meget tilfældigt ud, hvem der bliver ramt. Ofte ser det også ud til, at denne byrde er for stor for mennesket med handicap. Det kan vel ikke være Guds gode vilje, at mennesker skal bukke under for lidelsen?

Lige meget hvad vi hælder til, så har Gud et ansvar. Hvis han er almægtig, så kunne han også gøre noget ved dette her? Og når vi hører helbredelsesberetningerne fra det nye testamente, så kan det tolkes som om, at Gud ikke vil lidelsen. Han vil befri mennesker for deres handicaps.

Den Lamme

Sådan forestiller jeg mig, at den lamme i historien har stillet mange spørgsmål til Gud. Hvorfor skulle jeg være lam? Er det en del af min gudbilledlighed, eller er det et resultat af syndefaldet? Og hvis vi skal skærpe spørgsmålet. Hvad så i himlen, når vi engang skal mødes igen alle sammen og være sammen med Gud. Er den handicappede så rask og befriet fra sit handicap? Uden handicappet er det vel ikke den samme person, eller er det?

Jo, den lamme mand må givet vis have gjort sig mange overvejelser. Dengang havde man slet ikke de samme hjælpemidler, som vi har i dag. Der var før elscooterens tid og kørestolens tid. Han var bundet til sin seng og afhængig af hjælp fra mennesker omkring ham. Han må have anklaget Gud og stillet mange spørgsmålstegn ved sin egen situation. Hvad har jeg dog gjort siden jeg skal være lam? Og det samme kan handicappede jo spørge i dag. Eller alle os andre som bliver ramt af livets barske sider. Når sygdom og død går ind og stiller spørgsmål ved vores tilværelse. Hvad har vi dog gjort?

Gode venner

Denne lamme mand var heldig, for han havde nogle gode venner. De havde ikke forladt ham, selvom det blev bøvlet at være hans ven. De stod last og brast med ham. Og de slæbte ham hen til Jesus. De var ihærdige og ville frem til Jesus. Derfor kravlede de op på taget, lavede et hul, hejsede manden ned, for at Jesus skulle gøre noget ved hans situation.

Og nej, vi ved ingenting om den lamme mands tro. Måske var han blevet slæbt derhen mod sin vilje. Vi ved bare, at han havde fire gode venner, som blev hans redning.

Radioprogram

Findes sådanne venner i dag? Jeg hørte for nylig et radioprogram, hvor de undersøgte venskabet i dag. Hvor man i gamle dage i høj grad definerede sig udfra sin familie, har vennerelationerne i dag fået større betydning. Ofte er familierne små, og lever langt fra hinanden. Så bliver det vennerne, vi lever vores daglige liv med.

Radioprogrammet hed ”Er du en champagneven”? Det, der blev spurgt til var, om du bare er en ven, som tropper op, når der skal skåles og ønskes tillykke med det nye hus eller job? Er du der også, når der er brug for trøst, når kæresten er skredet og flyttekasserne skal bæres ud. Mange oplever, at deres venner skrider, når det bliver besværligt.  Venner har man brug for både i medgang og modgang.  

Den lammes venner

Den lammes venner er ikke champagnevenner. De bliver der, også når modgangen sætter ind. De står last og brast med den lamme. Det kan vi også sige, vi gør til dels i dag. Vi har professionaliseret omsorgen, som vennerne viser i historien. Vi overlader ikke de syge til sig selv i vores samfund. Vi siger ikke til de syge, at de ligger, som de har redt. Vi forsøger at gøre deres vilkår tålelige. Men den hjælp der gives bliver også meget professionel. Alle har vel stadig brug for gode venner. Derfor må vi alle gribe i egen barm og spørge, om vi nu også er gode venner både i medgang og i modgang.

Trøsten

Vi har brug for gode venner når livet går skævt for os. Vi har brug for nogen at dele smerten med, Og så har vi brug for trøst. Her i kirken forkynder vi trøst til alle, der føler sig ramt. For lige nøjagtig her, er der trøst at hente. Vi finder ikke et svar på lidelsen. Vi forstår ikke altid Gud, og det virker tilfældigt, hvem der bliver ramt af lidelse. Men Gud er nær ved os i lidelsen. Om så alle vores venner svigter os. Om vi bliver ladt i stikken af alt og alle. Ja, så er der stadig en, som bliver hos os.

Og det er ikke en noget for noget tankegang. Jeg bliver hos dig, hvis du til gengæld gør det og det. Nej. Jesus siger ikke til den lamme mand – hvis du angrer, så tilgiver jeg. Han siger heller jeg tilgiver dig. Nej han siger, dine synder er forladt. Det ER altså sket. Det er ikke sådan en slags gavebytteri, hvor jeg giver noget, og så giver Gud igen.

Vi må derfor se på andre mennesker, som nogen, der allerede har Guds tilgivelse. Det er forudsætningen. Jeg kan prøve at vejlede dem i, hvad det betyder. Jeg kan prøve at overbevise dem om, at de har den. Men forudsætningen må være, at alle mennesker har fået tilgivelsen.

Opsummering

Så her i kirken møder vi modsætningen til fitnesscenterets ”det du giver, er det du får”. Her får vi alt for intet. Vi har lov at klage til Gud og stille spørgsmålstegn, når vi oplever svære ting i livet. Vi har en ven som bliver hos os, også når det hele ramler og livets modgang rammer os. Og vi får lov at gå ud i verden som tilgivede syndere.

Amen

Søg først Guds rige

Men

I Jesu tale til i dag er der ET ord, som virkelig gør en forskel. Det er et lille ord, men med en enorm betydning. Det er ordet MEN. For her kommer anvisningen om, hvad vi så skal gøre. Her får vi at vide, hvordan vi kommer bekymringer til livs? Hvad skal vi sætte i stedet for bekymringerne?

MEN søg først Guds rige. Det er kernen i dag: Vi skal søge Guds rige. Hvordan gør vi så det? Jeg har valgt, at min prædiken i dag bliver en 5 trins guide til, hvordan vi søger Guds rige. Altså 5 gode råd til, hvordan vi søger Guds rige.

Råd nummer 1)

Giv dine penge væk. Gang på gang hører vi i det nye testamente om, hvad penge gør ved mennesker. Penge skaber bekymringer. Penge skaber afstand til Gud og kan komme til at stå i vejen. Derfor skal vi sørge for ikke at eje for meget. Vi kan alligevel ikke tage noget med herfra.

Råd nummer 2)

Find ro og stilhed. Vær stille. Find åndehuller. Det kan være svært i en travl og larmende tilværelse. Det er svært og Jeg er bestemt ingen helgen på det område. Der kan simpelthen blive for stille når jeg er alene hjemme. Så skynder jeg mig at tænde for radioen. Vi har alle så travlt i dag. Vi må for alt i verden ikke kede os. Derfor farer vi rundt og vil så meget. Og hvis vi endelig får en pause. Ja, så udfyldes den med at surfe på telefonen. Vi skal lære at geare ned og finde ro og stilhed. Sådan kan vi få øjnene op for Guds rige.

Råd nummer 3)

Gå til gudstjeneste. Gør det for din egen skyld. Ikke for Guds skyld. Det er ikke det ordet betyder. Det er ikke os, der tjener Gud til en gudstjeneste. Som om han havde brug for at blive hyldet. Nej, det er lige det modsatte som sker til en gudstjeneste. Gud tjener os. Han kommer til os og giver os tilgivelse, kærlighed og fred. Det skal vi lade ham gøre. Det har vi brug for til vores daglige liv.

Råd nummer 4)

Vær noget for andre. I vores tid er vi meget selvcentrerede og egoistiske. Vi spekulerer alt for meget på vores egen lykke. Løft i stedet for blikket og se på de andre. Vi skal sørge for at de andre får et godt liv. Vi skal forstå at vi ikke selv er universets centrum. Når vi holder op med al vores navlepilleri bliver vores bekymringer for os selv mindre. Så kan vi for alvor være noget for andre og vores eget liv bliver rigere.

Råd nummer 5)

Søg det kristne fællesskab. Her kan vi sammen blive klogere. Ingen af os har forstået troen til bunds. Derfor har vi brug for hinanden til at finde ud af, hvad Gud vil os. Det fortælles at en gammel kone på vej ud fra en gudstjeneste blev stoppet af en journalist. Han ville have svar på om de mennesker der gik i kirke nu var helt sikre på at Gud findes. Nej sagde den gamle kone. Engang imellem tvivler jeg på om det er sandt, men heldigvis gør vi det ikke alle på samme tid.  En menighed er nemlig et sted hvor vi tror sammen. Vi hjælper hinanden og holder håbet i live hos hinanden.

Opsummering

Det var altså min 5 trins guide til hvordan vi søger Guds rige. Vi skal Give vores penge væk. Vi skal finde ro og stilhed. Vi skal Gå til gudstjeneste. Vi skal være noget for andre. Vi skal søge det kristne fællesskab.  

Dunkirk

Til slut vil jeg kritisere min prædiken sønder og sammen. Giver det virkelig mening at lave en 5 trins guide til, hvordan vi søger Guds rige? Er det ikke Gud, der søger os?

Jeg vil altså stille spørgsmålet: Kan vi overhovedet søge Guds rige?

Jeg så for nylig en film der hedder Dunkirk. Den handler om 2. verdenskrig. Situationen var den at 400.000 allierede soldater var fanget i det nordlige Frankrig nær byen Dunkirk. De var omringet af dobbelt så mange fjender. En fortvivlet situation. Nu var en redningsaktion begyndt. I filmen følger vi et par soldater, som på alle mulige måder forsøger at komme afsted mod England i sikkerhed. Men alle deres forsøg mislykkes.

Til sidst bliver de reddet. Den engelske regering beordrer private til at sejle deres både mod den franske kyst for at redde de allierede soldater. Det lykkes at få reddet rigtig mange og også filmens to hovedpersoner kommer helskindet derfra.

Pointen i filmen bliver derfor for mig at se, at de to soldater forsøger alt muligt for at redde sig selv. De er utrættelige i deres forsøg, men de kan ikke. Det lykkes ikke for dem. De må have hjælp udefra. Det er der en dyb evangelisk pointe i.

Kan vi søge Guds rige?

Tilbage står spørgsmålet: Hvor meget kan og skal vi mennesker gøre? I bund og grund er vi som soldaterne i Dunkirk, som ikke kan redde sig selv. Vi har brug for hjælp udefra. Vi er som den fortabte søn, der bliver løbet i møde. Vi er som fåret, der bliver fundet af hyrden. Vi er som mønten, der bliver fundet af kvinden. En mønt er altså ikke særligt aktivt opsøgende. Den bliver fundet. Sådan bliver vi fundet af ham.

Når Gud kommer til os bliver vores bekymringer mindre. Så kommer det til at fylde mindre. Når Guds rige finder os får vi overskud og glæde. Når vi indser, at vi ikke skal gøre noget, men gøre plads til Gud, så vokser Guds rige frem i os. Så måske skal vi skrotte 5 trins guiden og i stedet lav en guide til, hvordan vi lader os finde. Hvordan vi lader Guds rige komme til os?

Amen

Tal andre op og stol på Gud

Lignelsen om farisæren og tolderen i templet Luk 18,9-14

Indledning:

Møllehaves historie

Den kendte præst Johannes Møllehave havde en tankevækkende oplevelse da han arbejdede som fængselspræst. Han holdt som sædvanlig en gudstjeneste for de indsatte og som sædvanlig var han også lidt sen på den, da han kom ind i fængselskirken. Derfor gav han uden at tænke videre over det ritualbogen til den første den bedste på forreste række og bad ham læse indgangsbønnen højt for de andre. Det gjorde han og senere læste han også udgangsbønnen.

Men så fortalte Møllehave blev der noget uro efter gudstjenesten og han prøvede at finde ud af hvorfor. Så viste det sig at den mand, som Møllehave havde rakt bogen og bedt om at læse indgangsbønnen højt for alle var indsat for mord. Nu mente nogle af de andre fanger ikke at en morder var værdig til den opgave. Møllehave spurgte dem så hvem der kunne være værdig til den opgave og de fandt frem til at det måtte være en af dem der sad inde for noget økonomisk kriminalitet. Men så kom fængselsbetjentene og de hævdede at det egentlig burde være en af de ansatte og ikke en af de indsatte der skulle løse den opgave.

Den dag fik Møllehave lejlighed til at fortælle dem alle, at hverken mordere, forbrydere eller fængselsbetjente står Gud nærmere end andre. Alle mennesker er lige og vi har alle lige ret til at bede indgangsbøn, fadervor eller andre bønner. Den her historie sætter det lidt på spidsen, men de folk i fængslet er nok ikke så forskellige fra os andre. Vi er så gode til at se de andres fejl og mangler.

Prædiken

De to i templet

Det er en fantastisk historie vi lige har hørt i dag. En historie vi ikke sådan lige bliver færdige med. Vi kan levende forestille os scenen. En helt almindelig dag i templet i Jerusalem.  Her kom den selvretfærdige selvhellige skiderik af en farisæer ind af døren. Han skulle helt op foran for at alle kunne se, når han skulle bede. Hans bøn handlede om hvor god han var i forhold til andre mennesker og specielt i forhold til den tolder der også var i kirken. Tolderen til gengæld vidste godt hvilket usselt menneske han var. Han slog sig for brystet, kiggede ned i jorden og bad om at Gud måtte elske ham på trods af det forkerte han havde gjort i sit liv. Kontrasten er malet op så ingen er i tvivl om, hvem der fik Guds tilgivelse den dag.

Farisæren

Det er en historie med to hovedpersoner. Farisæeren er den slemme. Han tænker alt for meget på andre menneskers anseelse. Han stiller sig frem på podiet som en anden Xfaktor stjerne og bedømmer selv sit talent. Han er stjernen i sit eget show, og han bruger de andre som målestok for, hvor god han er sammenlignet med dem. Man kunne sige at han er retfærdig før han går ind af templets dør og har egentlig ikke brug for Guds tilgivelse.

Og skal vi være ærlige kan de fleste af os nok godt se os selv i rollen som ham. Vi vil gerne lægges mærke til. Vi søger anerkendelse, for det gode vi gør, ligesom han gjorde.

Men er det så simpelt? Er farisæren bare en bad guy? En farisær var en skriftklog på Jesu tid. Det var de lærde, og de var egentlig meget bedre end deres ry. Jeg vil gerne forsvare farisærerne lidt. De var altid oppe at tottes med Jesus og derfor tænker vi dem, som de forkerte. Men farisærerne har jo forsøgt at leve efter de bud og normer de havde. Det var dem, der forsøgte at leve efter Guds vilje i samfundet dengang. Vores jantelovsbriller dømmer dem. Men hvad ville samfundet have været dengang uden farisærerne? Og er der egentlig noget i vejen for at gøre som farisæren gjorde. At takke Gud for, at det er gået mig og min familie godt i livet? Jeg under farisæren, lidt medvind.

Vi dømmer farisæren

Det jeg lærte i søndagsskolen var da også at farisæren er en skidt kal, som man bestemt skulle gøre alt for ikke at ligne. Janteloven inde i os dømmer ham. Sådan skal han ikke brøste sig af sin godhed. Men hov. Når vi tænker sådan, så gør vi jo det samme, som farisæreren gjorde. Så er det jo os, der bedømmer farisæren.  Så siger vi indirekte ”kære Gud. Jeg takker dig for, at jeg ikke er som farisæreren der”. Jeg tror, at vi skal passe på med at dømme farisæren, for så bliver vi selv ligesom ham.

Den gode tolder

Lignelsen er tydelig på, at det er den anden hovedperson, som er den gode. Tolderen. Han gør det rigtige. Han bøjer sig ned og er ydmyg. Han gør sig helt tom, så han kan blive fyldt af Guds kraft og nåde. Det er da et sandt kristent forbillede. Så må vi gå i gang med at nedgøre os selv. Fremhæve alle vores fejl, mangler og utilstrækkeligheder. Så har vi vel fortjent at blive ophøjet.

For med det samme, vi ydmyger os selv med bagtanken at blive ophøjet, ja - så er ydmygheden falsk. Så er det bare et middel til at opnå noget. Alle, som forsøger at lære ydmyghed af denne historie, er i overhængende fare for at det bliver med en bagtanke - nemlig at ville ophøjes. Vi kan ikke lade være med at gå i fælden. Jo mere ydmyge, vi er, jo mere lurer det i baghovedet, at vi gerne vil ophøjes.

Forbilleder?

Så egentlig kan vi ikke bruge nogen af de to hovedpersoner som forbilleder. Med det samme vi dømmer farisæren, bliver vi ligesom ham. Med det samme vi forsøger at efterligne tolderen, så bliver det med en bagtanke. Ydmyghed for at blive ophøjet.

Tema:

Men: Hvad vil Jesus så sige til os med den historie? Måske kan vi finde ud af det ved at se på, hvem Jesus fortæller historien til. Han fortæller til nogen, som foragtede alle andre og stolede for meget på sig selv.

Her peges på to vigtige temaer: Det ene er at vi skal lade være med at foragte andre. Vi dømmer andre mennesker hele tiden. Vi er fantastisk gode til at se, hvor selvfede de andre er, og hvor mange fejl de er i besiddelse af. Historien om fangerne i fængslet, som diskuterede hvem der måtte læse indgangsbøn, er ikke enestående. Vi har alle et kritisk vurderende blik på andre. Det er også farisærens fejl i historien. Han regnede ikke andre. Lad os tale hinanden op i stedet.

At stole på os selv

Og så skal vi holde op med at stole for meget på os selv. Der er et reklameslogan, der lyder ”Fordi jeg fortjener det”. Det er et slogan som har overlevet mange år, fordi det ligger godt i munden. Fordi jeg fortjener det. At have lækkert hår, et fedt køkken eller hvad det nu er vi hver især går og drømmer om. I kirken får vi ikke noget, fordi vi fortjener det. Vi får Guds nåde, tilgivelse og kærlighed helt uden at have gjort os fortjent til det.

Og egentlig gælder det hele livet. Vi får så mange ting givet. Godt nok er vi i stand til mange ting. Men de vigtigste ting i livet er nogen, vi får. Vi må bøje os ydmygt for, at der er noget som er større end os selv i livet.

SÅ lad være med at foragte andre. Tal dem op i stedet. Og Lad være med at stole så meget på dig selv. Stol på Gud!

falske profeter

Sommerhyggen brydes

Det er godt nok hyggelig sommerferielæsning i dag. Og her tænkte vi lige, at vi skulle nyde fællesskabet med hinanden her i haven. Nej, den gik ikke. Jesus ville det anderledes. Han advarer os i dag på det skarpeste. Der findes falske profeter. De er som ulve i fåreklæder. Og vi finder dem ikke langt fra os. Nej, De findes midt imellem os her i menigheden. De forkynder falsk lære for fårene. Men lad jer ikke snyde. I kan kende dem på deres frugter.

Sorte præster og dyreclavoyance

Så er banen ligesom kridtet op. Nu kan vi begynde at lede efter de falske profeter. Denne sommer er der fundet op til adskillige falske profeter ifølge den offentlige kirkelige debat. Først var det de sorte præster. Et udtryk, der dækker over alle de præster i den danske folkekirke, som ikke vil vie fraskilte og homoseksuelle. Der var flere, som mente, at disse præster ikke skulle have lov til at være fritaget fra disse vielser. Disse præster repræsenterer ikke en sund kristendom, hævdede man. De blev udråbt til at være så dårlige repræsentanter for kirken, at de er en slags moderne, falske profeter.

Så var der en præst på sjælland, som inviterede til en dyreclavoryance session inde i kirken. Her skulle de bl.a. høre om, hvordan man kommer i kontakt med sit døde dyr, og om man møder sit kæledyr i himlen igen. Det faldt mange for brystet, og det er blevet heftigt kommenteret. Mange undrer sig over, hvordan det kunne finde sted i en kirke? En af landets biskopper sagde bl.a. i en kommentar til debatten: Folkekirkens præster skal forkynde Kristus. Det er ikke deres opgave at tale med døde dyr.

Folkekirkens rummelighed

Sådan vil der hele tiden poppe nye diskussioner op i folkekirken. Hvor går grænserne for folkekirkens rummelighed? Hvem er de falske profeter? Vi kan måske nogle gange føle, at rammerne er lige vide nok i folkekirken. Der bliver forkyndt meget og sat initiativer i gang, som vi ikke mener er udtryk for sand kristentro. Derfor skal vi tale sammen.

Det er vigtigt med sådanne diskussioner. Vigtigt for, at vi kan hjælpe hinanden med at finde sandheden. Debatterne skal bare foregå sagligt og ordentligt. Ofte bliver det direkte personangreb frem for sagen, der er i højsæde. Jeg kunne finde på at spørge, hvad formålet er med at udnævne andre til falske profeter? Er det for at fordømme, hænge ud osv. Eller er det for positivt at retlede.

Ofte virker det som om motivet ikke er så ædelt.

Og ofte virker dem, der fremfører kritikken alt for bedrevidende, rettroende og belærende. Mere end hvad godt er. Nogle gange får man indtrykket af, at de HAR sandheden og ikke SØGER den.

Jesper Bacher

En af dem, der er flittige til at kommentere og retlede præstekollegaer, er præsten Jesper Bacher. Jeg hørte et foredrag med ham for nylig, og jeg sympatiserer meget med hans tanker. Han mener, at de troendes fællesskab er de diskuterendes fællesskab. Teologi er alt for vigtigt til at overlade til præster. Derfor skal hele menigheden i gang. Det myndige lægfolk skal på banen.

Vi skal ikke have indført et teologipoliti, men omsorgsfuldt og kærligt skal vi alle hjælpe hinanden på ret kurs. Vi skal ikke have fred på sandhedens bekostning. Derfor skal vi gå i rette med hinanden. Og derfor skal vi alle og i særdeleshed præster være klar til at aflægge regnskab for vores tro. Særligt når nogen sår tvivl om det. Vi skal studere og diskutere, når vi er uenige om, hvordan evangeliet skal forstås. Vi må gerne se det, som om vi er på vandring sammen. Vi søger sandheden sammen.   

Falske profeter

Men tilbage til de falske profeter? Hvem er de så? Lad os se på, hvad Jesus siger:

De falske profeter klæder sig som medkristne. Men de ønsker kun at fortære andre. De går efter deres egen interesse – efter at stille deres egen sult. De giver ingen frugter og ingen næring. Det er karakteristisk for dem, at de forkynder Herrens vilje. De profeterer og de uddriver dæmoner i hans navn. Netop derfor kan de være så svære at kende og skelne fra sande profeter. De ved det faktisk heller ikke selv. De tror, at det er Jesus, de følger. Der er kun en ting, der skiller dem ud fra de sande profeter ifølge Jesus. Nemlig deres frugter.

Frugten

Hvad menes der så med frugterne?

Jo, det er ikke selve træet, det er galt med. Det er frugten. Den, som skal give modtageren næring. Det modtageren skal leve af. Nok kan de falske profeter helbrede, uddrive dæmoner og gøre store gerninger, men de fører ikke tilhørerne ind i det nye liv. Deres forkyndelse spiller på angst og frygt hos fårene. Falske profeter ligner de andre kristne, men deres sind er fyldt med magt. De forkynder kærlighed, men vil ikke påtage sig at være menighed for næsten.  

Hvordan skal vi forholde os til falske profeter?

Hvad skal vi så stille op med falske profeter? Vi skal selvfølgelig vogte os for dem, men også omgås dem med mildhed. Vi må fortælle falske profeter nye historier, som bringer dem på rette spor og beskytter deres medfår. De er nemlig stadig en del af menigheden. Det må være vores alles udfordring.

Vi kunne jo vende udfordringen om og sige, at vores opgave er en anden: I stedet for at gå og pege de falske profeter ud, så er det vores opgave at tage os af dem. Vi skal holder fast i dem, fordi de er givet os af Gud. Ja, de gør skade, men de er også en del af os. Vores menighed. Derfor må vi tage os af dem og passe på dem

Og så må vi søge sandheden sammen. Vi må slå op i vores bibel og begynde at studere. Vi må gå i kirke og fejre gudstjeneste sammen. Vi må blive stille og lytte til, hvad Gud vil sige til os. Vi må diskutere og debattere med hinanden for sammen at blive klogere. Det er Kristus som skal være kriteriet for, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Vi skal som menighed sammen vandre ind i det nye liv med Kristus.

Er jeg en falsk profet?

Det er ikke let at afgøre, hvem der er en falsk profet og heller ikke let at finde ud af, om jeg selv er det. Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til, at jeg gennem hele min prædiken har sagt DE om de falske profeter. Denne tale af Jesus lægger i høj grad op til selvrefleksion. Vi må alle spørge: Er jeg en falsk profet? Forkynder JEG sandt om Gud? Drives JEG af Guds ånd? Er der næring i de frugter, JEG giver til andre?

Og husk nu at en meget lille del af forkyndelsen er det vi siger. Det vi gør er langt vigtigere. I dag må vi spørge os selv: Hvordan ser det egentlig ud med mine frugter? Er troen kun noget vi har i hovedet? Er det en indre overbevisning vi tilgodeser søndag formiddag? Eller kan mennesker omkring os mærke det i vores handlinger? Fører det til nogen konsekvenser for os?

Ja, så blev det lige pludseligt endnu mere alvorligt. I dag bliver vi afsløret som dem, der ikke lader os drive af ånden. Dem, der har egoistiske motiver. Dem, der ikke altid bærer gode frugter. 

Hvad stiller jeg så op, når jeg står og ser, at flaskehalsen ikke peger på alle de andre, men på mig selv? Da er jeg henvist til Jesus. Ham - den eneste, der levede op til det her i sit liv. Da er jeg selv afhængig af Guds nådige dom over mig og mine manglende frugter.

En prædiken uden et evangelium

Den rige mand og Lazarus

Anfægtelsen

Jeg synes, det er utrolig svært. Det er en dyb anfægtelse for mig. Hvordan kan jeg leve mit liv i overflod, når jeg ved, at der findes mennesker, som må kæmpe for at få brød på bordet? Hvordan kan jeg forbruge, som jeg gør? Hvorfor er jeg ikke villig til at dele?

Så sker det, at jeg undskylder mig selv: Vi er jo ikke de rigeste mennesker på vores vej. Der er andre, som forbruger mere end vi gør osv. osv. Men faktum er, at vi i Danmark tilhører de 20% af verdens befolkning, som ejer 94% af goderne. Smag lige på det en gang til: 20% ejer 94% af goderne. Det er da vist ikke fair.

Den rige mand og Lazarus

Derfor er der ingen tvivl om, hvem af de to hovedpersoner jeg ligner mest fra lignelsen i dag. Det er selvfølgelig den rige mand. Det fortælles, at han klædte sig i purpur og fint linned. Det er sjældent jeg hopper i lige netop det, men jeg er et forbrugsmenneske med mange materielle goder. Også mange jeg slet ikke har behov for. Meget af det, vi ejer, er statussymboler. Den rige mand og jeg har mange lighedspunkter.

Den rige mands fejl er, at han er kold overfor, at en af hans medmennesker lider. Vi kan sige, at han var heldig. Han havde bare en enkelt Lazarus liggende. Vi lever i et komplekst samfund, hvor vi bliver gjort opmærksomme på ufatteligt mange mennesker, som har brug for vores hjælp. De fattige i u-landene, alkoholikerne og de ensomme på plejehjemmet. Vi er nærmest nødt til at gøre os kolde for at kunne klare det. Vi dulmer samvittigheden ved at tænke:

- det er folks eget ansvar

- jeg kan jo ikke redde hele verden

- jeg har nok i mine egne problemer

- og det er sådan noget, vi betaler skat til

Men det er kolde overvejelser, der er uden medfølelse for min næstes nød. Jo, egentlig ligner jeg den rige mand på mange punkter.

Alt eller intet

Denne historie med den rige mand og Lazarus er ikke enestående. Der går en kritisk tråd i forhold til rige mennesker gennem hele det nye testamente. Når vi møder omtalen af penge her, er det altid noget med alt eller intet. Det er så radikalt. Måske læser vi hen over det. Vi er blevet vant til en velfærdstolkning af disse skriftsteder. Vi kan jo ikke bygge samfund på en sådan ødselhed. Det passer ikke på virkeligheden. Vi er jo nødt til at sikre os og vore børn. Hvis vi giver lidt, er det vel fint nok. Og særligt hvis vi giver lidt mere væk end de andre, vi sammenligner os med.

Evangeliet åbner ikke for halve løsninger. Vi kan enten tjene Gud eller mammon, hører vi. Der findes ikke en mellemvej i Jesu optik. Enten lever vi I ubekymrethed og følger Gud, eller også lader vi pengene være vores Gud. Enten lever vi som markens liljer og himlens fugle, eller også lader vi os styre af mammon. Jeg vil gerne uddybe det med et par eksempler.

Et sted i det nye testamente hører vi om en fattig enke. Kvinden lagde sine sidste to mønter i tempelblokken. Jesus fremhævede hende som et eksempel for os. Hun gav alt. Hun havde ikke noget sikkerhedsnet under sit liv. Hun gav det hele bort og overgav sit liv i Guds hænder. Og hun stod netop i modsætning til de rige fornemme mennesker, som ganske vist gav mange penge bort, men givetvis beholdt flere selv. De var tjener for mammon – hun var tjener for Gud. Hvem ligner vi mest? Den fattige enke eller de rige?

Så er der den radikale historie med den rige unge mand, som kom til Jesus. Han ville høre, hvad han kunne gøre for at få evigt liv. Jesu svar var, at manden skulle give al sin ejendom bort. Det er lettere for en kamel at komme ind i et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Den rige måtte gå slukøret bort. Han kunne ikke.

Zakæus blev derimod ramt af mødet med Jesus. Han blev forandret og fik nye værdier og livsmål. Pludselig betød det med pengene ikke så meget for ham mere. Han delte gladelig ud af dem.

Disse reaktioner må få os til at overveje: Hvordan reagerer vi, når vi bliver mødt med det glædelige budskab om kærlighed og tilgivelse? Må vi gå skuffede bort med vores rigdom i behold, eller giver vi gladeligt ud af den?

Jesus som forbillede

Hvad med vores forbillede Jesus. Ja, han levede sit liv i økonomisk ubekymrethed. Han ejede ikke noget – havde hverken fast ejendom eller lån. Han gik fra hus til hus og fik til livets fornødenheder. Da Jesus engang blev spurgt, om det var tilladt at betale skat til kejseren, bad han tilhørerne om at få en mønt. Altså, han havde ikke penge selv. Ellers kunne han jo bare have taget en fra sin egen lomme. Jesus levede sit liv uden økonomisk sikkerhed. Og samtidig levede han i ubekymrethed.

Hvad kan vi gøre?

Hvad stiller vi op med den anfægtelse, at evangeliets fordringer og vores liv ikke stemmer overens? Hvordan lever vi videre med vores rigdom, når evangeliet er så skarpt?

Jeg synes, det er en anfægtelse for mig, og måske er det ok at blive i anfægtelsen. Lad os dvæle lidt her og bruge tid på at mærke efter. I hvert fald inden vi går for hastigt videre til at forkynde befrielsen og tilgivelen. Det er ok, at det gør ondt engang imellem. Vi har et ansvar i verden, og det ansvar skal vi stå ved. Vi er nødt til at bruge tid på at overveje, hvordan vi får et godt liv. Hvor vigtige er vores mange penge for vores lykke? Skal vi give alt væk og følge Jesu radikale eksempel eller gives der en mellemvej?

Befrielsen

Nu kan I med rette kære menighed spørge: Er det her en prædiken uden et evangelium? Er der slet ikke noget godt budskab i dag? Er det en ren formaningstale, eller kommer der et lille vink om tilgivelsen og ham Jesus, der døde for vores synder til sidst?

Nej, I dag bliver jeg i formaningen. I må komme igen næste søndag og høre om tilgivelsen og det glædelige budskab om syndernes forladelse. Indtil da må I kæmpe med anfægtelsen, ligesom jeg kæmper med den. I dag skal vi formanes. Det, vi formanes til, er at tage ansvar for fattigdommen i verden. Uanset hvor uoverskueligt det forekommer. Vi har muligheden for at gøre verden en lille smule bedre.

Og så har vi et ansvar for at se det enkeltindivid, vi møder i ugens løb. Hvem er vores Lazarus i den nye uge?

Amen

Fortæl det videre

Trinitatis søndag

Var I enige om, at jeres barn skulle døbes? Sådan spørger jeg ofte til dåbssamtaler. Det kommer der mange interessante samtaler ud af. For det er ikke altid, de er enige. Ofte er kvinden den, som er mest overbevist, og manden har ladet hende bestemme. I mange tilfælde er det svært for de nyslåede forældre at sætte ord på, hvorfor de gerne vil have deres barn døbt.

De skeptiske

I dag har vi lige hørt en intellektuel skeptiker komme til Jesus. Han hed Nikodemus. Hvad sagde Jesus til ham, kunne vi spørge? Mere interessant er det nok at spørge: Hvad siger vi til de skeptiske, som vi møder? Hvordan vidner vi i dag? Kan vi anskueliggøre hvilken rigdom det er, at være et kristent menneske?

I denne tid er der mange, som går rundt med dybe spørgsmål, de kæmper med at få besvaret. Det ligner egentlig meget situationen med Nikodemus. Der er stor åndelig søgning. Det hænger formentlig sammen med, at vi oplever stor velstand i vores del af verden. Det er de færreste, som må kæmpe for at få brød på bordet. Derfor er der nogle dybe åndelige spørgsmål, som trænger sig på.

I vores folkekirke har vi mange passive positive medlemmer. De er passive, fordi de sjældent kommer forbi og ser til deres kirke. Og de er positive, fordi de er positive over for det, der foregår. Også selvom de ikke køber hele pakken og ikke vil kalde sig særligt hellige. De synes, kirken står for nogle gode værdier. Hvordan formidler vi, hvad det er troen kan give til deres liv?

Serien SKAM

Jeg synes, den nye norske ungdomsserie skam gør et rigtig godt forsøg på lige netop det. Serien forsøger på forbilledlig vis at besvare, hvad kristentroen kan give til unge mennesker i dag. Og den gør det vel at mærke i respekt for de unge og deres spørgsmål. Altså, den taler på ingen måde deres følelser ned. Den tager tidens spørgsmål alvorligt:  Den taler til moderne mennesker, som kæmper med præstationsangst, skam og en personlig utilstrækkelighedsfølelse. Og den giver kristendommens bud på et svar til os.

Serien viser, hvordan de unge hjælper hinanden med et kærligt nærvær. Dette kærlige nærvær afhjælper den enkeltes følelse af skam. De unge bliver hos hinanden, når en af dem har problemer. De unge fra serien er der for hinanden. Deres samhørighed gør, at de føler sig accepteret af hinanden og bedre kan stå imod tidens mange udfordringer.

Det er kristentro talt ind i tiden. Næstekærlighed i praksis. Det er en måde at formidle den lutherske arv til næste generation. Sidste søndag blev det helt tydeligt. Hovedpersonen Sana havde gjort noget forkasteligt. Hun var gået ind på Isaks private instagramprofil og havde offentliggjort nogle forfærdelige hemmelige afslørende og private beskeder. Pludselig forsøgte alle at finde ud af, hvem det kunne være, som havde offentliggjort dem.

Og her gik Isak ind og tog skylden i stedet for Sana. Han meldte sig og fortalte dem alle, at det var ham, der har offentliggjort beskederne. På den måde fik han reddet Sana og hendes ære. Og han gjorde det selvom han udmærket var klar over, at det var Sana, som havde gjort det. Han tog de forargede reaktioner på sig og ærestabet og tog dermed presset fra Sana. Tydeligere Kristusbillede kan vi næsten ikke få. Det er kristentro forkyndt ind i en moderne verden. 

Kristentroen har nemlig et vigtigt budskab at fortælle ind i vores tid. Den har noget værdifuldt at komme med. Troen kan give os et kærligt nærvær og en fast platform at stå på. Den kan afhjælpe vores følelse af skam og utilstrækkelighed. Det er vigtigt at formidle i dag.

At give troen videre

Men hvad så, når der kommer nogen skeptiske og spørger os, hvad troen giver os? Hvordan vidner vi så for andre?

Jeg griber ofte fat i min egen trosfortælling. Hvordan er det, troen har formet mit liv? Hvordan har jeg fået troen givet, og hvilken betydning har det haft?

Tre ting

Der er særligt tre ting, jeg fremhæver fra min troshistorie. Det er, at jeg har fået et livsvidne, et fællesskab at være en del af, og jeg har fået en fortolkningsramme at sætte mit liv ind i.

Et vidne

1) et vidne. Kristentroen betød noget i mit barndomshjem. Hjemme hos os bad vi aftenbøn. Her var det vigtigt, at vi kunne bruge vores egne ord. Det var helt konkrete ting, vi bad om. Jeg bad om, jeg måtte vinde fodboldkampen næste dag i skolen. Jeg sagde tak for de lækre chips, vi havde fået til aftensmad, og jeg bad om, at Gud måtte sende sine engle til at passe godt på os. Jeg blev introduceret for en samtalepartner dengang. En, som altid ville lytte til mine små og store problemer. Jeg fik et livsvidne. Et vidne til mit liv, som har fulgt mig lige siden. Bønnerne er blevet nogle andre, men oplevelsen er den samme.

Et fællesskab

2) et fællesskab. Der var også nogle synlige markører på, at vi var kristne. Vi gik i kirke engang imellem, vi måtte ikke bande og vi sang til bords, inden vi skulle spise aftensmad. Der var en stærk identitetsfølelse i det. Vi mødtes med andre kristne børnefamilier. Her var et sted, hvor vi var sammen om at tro. Et fællesskab, hvor jeg fik lov at høre til. Den samme følelse har jeg de senere år haft i kirken. Selvom vi er meget forskellige, er der alligevel noget særligt, som binder os sammen. Vi kan føle et kærligt nærvær.

En fortolkningsramme

3) en fortolkningsramme. De senere år er troen blevet en fortolkningsramme ved de store begivenheder i livet. Når livet har været stort og godt. Jeg husker, da vi stod med vores lille nyfødte pige i hænderne for allerførste gang. Den store lykkefølelse - den enorme lettelse over at stå med en velskabt lille pige. Det var fantastisk. Det var så ubeskriveligt, at ord slet ikke slog til. Her var troen en hjælp for mig. Vi kunne takke Gud for hans godhed. Takke ham for, at vi fik lov at opleve dette under. Hvor skulle vi ellers rette vores tak hen? Denne pige var blevet vores, fordi der er en stor skaber, som vil os det godt. Som elsker os.

Men det har ikke kun været en fortolkningsramme, når livet har været stort og godt. Også når livet har været svært. Da nogen fra min familie mistede deres lille barn, var jeg forfærdeligt vred på Gud. Jeg skældte ham ud, og jeg kunne slet ikke se, hvor Gud var henne. Alligevel blev jeg ved med at tale med ham. For hvis Gud ikke var der, så er der slet ikke noget håb for vores døde. Hvis der ikke er noget håb for vores døde, så er det da for alvor forfærdeligt. Så er det ikke til at bære. Kristentroen giver en fortolkningsramme af døden. Den er ikke det sidste. Der findes et gensyn.

Vi skal vidne

Vi skal vidne, når nogen kommer til os og søger efter kristentroens svar på tilværelsen. Vi skal fortælle, hvad det betyder at være et kristent menneske. Det kan vi gøre ved at fortælle vores egen troshistorie og give mulighed for at andre kan spejle sig i den.

Troen har betydet meget for mig. Jeg har fået et vidne til mit liv. Gud. En, jeg altid kunne tale med om stort og småt og som lyttede til mig. Jeg har følt mig som en del af et fællesskab. Her er nogen, som ligner mig, og som jeg kan dele de dybere ting i livet sammen med.

Jeg har fået en fortolkningsramme, som jeg kunne sætte både store fantastiske oplevelser og også de forfærdelige oplevelser ind i. Det har hjulpet mig til at forstå og leve med det, der sker. Det har også givet mig håb.

Afslutning

Når nogen kommer til os, ligesom Nikodemus gjorde, må vi forsøge at formulere, hvad kristentroen giver os i dag. Jeg håber, I har kunnet spejle jer i min trosfortælling og jeg håber, I vil gå ud og fortælle jeres troshistorie til andre. Jeg tror, vi har brug for at høre om det kærlige nærvær i vores tid. Et nærvær, der kan afhjælpe følelsen af skam og utilstrækkelighed.

Amen 

Gud sætter spor i os

Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. v2  Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. v3  Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. v4  Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. v5  Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.«v6  Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. v7  Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.«v8  Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.«

Det er noget særligt at blive konfirmeret. I unge mennesker er ved at tage skridtet ind i de voksnes rækker. Der er masser af forventninger og krav som ligger foran jer. I skal tage en uddannelse, finde en ægtefælle, få et godt job. Ja, I skal blive til noget. I skal ud at sætte spor. I vores tid er vi meget forhippede på at sætte positive spor i verden. Ofte glemmer vi, at der er en grund til, at vi kan sætte spor. Nemlig, at der er sat spor i os.

I dag fejrer vi, at der er blevet sat spor i jer konfirmander. Der er nogen, som har villet noget med jer. Der er nogen, som har fulgt jer og elsket jer hele vejen. Jeg tænker på de trætte hænder, der bar jer ud fra fødegangen og hjem i stuen. De stolte smil, som ledsagede jer, da I blev vist frem til hele familien, dengang I blev døbt. De fødder som gik med jer ind i børnehaven og til første skoledag. Sådan er I blevet fulgt hele vejen gennem jeres liv. I er blevet elsket, og det har sat spor i jer. 

Alle mennesker vokser, når vi bliver mødt med kærlighed. Det er utrolig vigtigt for os. Da vi mødtes forældre og konfirmander for 10 dage siden her i kirken bad jeg jer forældre hjælpe mig lidt med talen til i dag. I skulle skrive, hvad I håber I har givet jeres børn med fra barndommen. I har skrevet… ??

Livet handler om at sætte spor. Vi lever ikke bare for os selv. Det gælder om at blive til nogen – gøre noget ekstraordinært for hinanden og sætte spor i de mennesker, vi er sammen med. Og det er kun muligt for os, fordi vi selv er blevet mødt med kærlighed. Den kærlighed, I forældre har givet jeres børn, er det, de lever af i dag.

Jeg læste beretningen om den lille tolder Zakæus. Han var et meget trist menneske uden venner og indhold i livet. Han var foragtet – ingen kunne lide ham. Han var heller ikke noget godt menneske. Det eneste han gik op i var at rage til sig og berige sig selv. Men så skete der noget. Jesus kom forbi og inviterede sig selv hjem til Zakæus. Og det møde. De par timer Jesus var hos ham, forandrede Zakæus liv totalt. Zakæus fortrød, hvordan han havde levet sit liv og ville nu til at sætte positive spor i andre mennesker.

Den dag satte Jesus spor i Zakæus – dybe spor. Zakæus følte sig elsket. På samme måde har Gud sat spor i os – dybe spor. Vi er set og elsket af ham. Han vil være sammen med os og forandre vores liv. Vi er skabt med evner og talenter. Vi har muligheder for at bruge de talenter til at gøre andres liv bedre. Vi kan sætte positive spor i andre. Og så er vi frem for alt elsket af Gud. Vi fået en ballast af tryghed og kærlighed fra ham. Hvad vi end gør og hvor vores liv end fører os hen, så vil han gå med os. Han vil aldrig forlade os, for vi er hans elskede børn. Gud vil, at vi skal modtage hans kærlighed og vokse. Vi er alle hans børn. Det bekræfter Gud for jer i dag. I er hans.

Amen

Kære konfirmander

Tak for en dejlig konfirmationsforberedelsestid. Jeg har nydt at være sammen med jer. Vi har lavet mange sjove ting. Vi har overnattet her i kirken og været på natløb, I har skudt med spørgsmål på præsten, hvor I kunne få alle jeres fordomme bekræftet, vi har lavet film, I har hørt masser af historier fra biblen og også masser af Jakobhistorier, I har lært at bede fadervor og sige trosbekendelsen, vi har snakket om Gud og meningen med livet. I er nysgerrige, spørgelystne og kritiske unge mennesker. Det er gode egenskaber at have på jeres videre færd.

Nogen af jer har lidt store tab, mens vi har været sammen. Alt for store byrder er blevet lagt på unge skuldre. Derfor har vi talt meget på holdet om døden og det kristne håb om evigt liv. Vi har også talt om alt det værdifulde, vi har fået fra mennesker, som ikke er her mere. Mennesker, som har sat spor i os.

Jeg håber undervisningen her har sat tanker i gang. Tanker om, hvad der er vigtigt i livet. Tanker, om der findes en Gud og om han vil have noget med os at gøre? Jeg håber, I har hørt, at kirken er et sted, hvor I kan søge hen, når I har brug for det. Både når vi skal fejre store begivenheder som i dag. Men også når livet er svært og tungt.

Husk det, I har lært her i kirken til konfirmationsforberedelse. At der er en, som har sat spor i jer og som sætter spor i jer. Hans kærlighed til jer kan der ikke rokkes ved. Han går med ind i fremtiden. Det er Jesus Kristus. Han forlader jer aldrig, heller ikke når fremtiden ikke blev, som I håbede. Når I ikke fik sat de spor, I ville.

Selv når vi engang skal dø, forlader han os ikke. Det er vores håb, når døden en dag indhenter os. Når vores liv skal gøres op. At Jesus vil se på os med sine milde kærlige øjne. Vores håb er, at dåben giver os adgang til et himmelsk liv med alle vore kære. Det er Jesu gave til jer, I om lidt skal sige Ja tak til.

Kære konfirmander:

Glem aldrig at I er værdifulde og elskede. Gud har sat spor i jer.

Til lykke med konfirmationen.

Hvis det føles lidt som om at livet er en test
Og hvis du ik får sat de spor du vil
Så hør, der er nogen der elsker dig og sætter spor i dig

og jeg ved at Gud vil aldrig forlade dig

Er du blevet skuffet, tynges du af krav og stress
tror du, at du skal være perfekt
Jeg siger, kom her i kirke giv den op og hør igen

at jeg ved Gud vil aldrig forlade dig
og jeg ved at Gud vil aldrig forlade dig

Og hvis vi gik til præst ude på Starup hede
Hvis vi talte om Gud og I lærte at bede
Så ville jeg være lykkelig og prøve at forsøge
på at sige Gud han elsker jer
Hans kærlighed sætter spor i jer

Jeg ved I kon4 kan gå til 10 gudstjenester
Og lære trosbekendelsen og lidt mer
De sagde det ville gå galt for os
Stik imod alle odds der står vi her, kon4
Langt om længe og I skal kon4 mers

Tog du ud i verden men kom for langt væk hjemmefra
Savner du dit hjem og en base nu
SÅ hør: Der er en som elsker dig og du vil altid vær hans barn
og jeg ved, at Gud vil aldrig forlade dig

Vågner du op en morgen
og har lidt ondt i selvtilliden
Står du og stirrer dig blind på din mindste fejl
Si'r Gud du er altid elsket, som du er
det skal du vide
og jeg ved Gud vil aldrig forlade dig
og jeg ved at Gud vil aldrig forlade dig

Og hvis vi gik til præst ude på Starup hede
Hvis vi talte om Gud og I lærte at bede
Så ville jeg være lykkelig og prøve at forsøge
på at sige Gud han elsker jer
Hans kærlighed sætter spor i jer

Jeg ved I kon4 kan gå til 10 gudstjenester
Og lære trosbekendelsen og lidt mer
De sagde det ville gå galt for os
Stik imod alle odds der står vi her, kon4
Langt om længe og I skal kon4 mers